When The Destiny Determines

Kapitel. 1

   "Kate, øh...søde!" siger mormor og sender mig et falsk smil, mens hun holder armene ud foran sig.
   "Mormor" siger jeg med den samme, falske entusiasme, og modvilligt lader jeg hende omfavne mig.
   "Du er vel nok..." begynder hun og betragter mig fra top til tå. "Lige meget" siger hun bare og vifter med hånden, hvorefter hun begynder at gå. Jeg undrer mig over, hvad hun havde tænkt sig at sige, men følger så opgivende efter hende.
   "Alfred!" råber hun skingert, da vi træder ud fra lufthavnen i den varme, californiske luft, der med det samme tager kvælertag på mig. Jeg tror lige min trommehinde sprang tænker jeg for mig selv.
   Hurtigt efter træder en lille, små fed og almindelig chauffør ud af den mat sorte audi r8 foran os. "Miss Violet," siger han formelt og åbner bildøren, og mormor lægger armene over kors.
   "Det hedder Mrs. Violet, Alfred. Jeg er jo trods alt stadig gift"siger hun og viser ham sin ringefinger på en lidt for meget Droning-af-England agtig måde.
   "Mormor, du er godt klar over, at morfar døde for 10 år siden, ikke?" påpeger jeg, mens Alfred tager min kuffert om i bagagerummet.
   "16 år siden, for at være helt præcis. Faktisk meget få dage før du blev født" svarer hun snoppet, med en bitter undertone. "Gid han havde taget mig med, den kujon"
   jeg himler med øjnene og beslutter mig for ikke at sige mere, da det bare vil ende ud i skænderi, og jeg sætter mig i stedet ind på bagsædet, af den gudskelov aircondition afkølede bil.
   "Hvor skal vi hen i dag, Miss Violet?" spørger Alfred, der har sat sig bag rettet.
   "Mrs. Violet, Alfred!" vrisser mormor skrapt, og blomsten på hendes hat dingler, da hun irriteret ryster på hovedet.
   "Hvor skal vi hen i dag, Mrs. Violet?" omformulerer Alfred sig hurtigt.
   "Hjem" siger mormor fornærmet og tænder kraftigt for radioen, hvorefter klassisk opera musik strømmer ud fra alle sider af højttalerne med fuld drøn.
   "Kan du ikke skrue bare en lille smule ned?!" råber jeg for at overdøve musikken, og hun vender sig rundt i sædet og rykker sig så tæt på mig, at jeg næsten bliver kvalt i den overdosis af blomstersød parfume hun har på. Og får næsten hendes lillagråt hår i munden. Min mormor hedder ikke Violet for ingenting, det kan jeg godt lige love dig for.
   "Hvad siger du?" råber hun tilbage med sammenknebne øjnebryn, men heldigvis hører Alfred mig og skruer ned for musikken, og mormor vender tilbage til forsædet.
   "Hvad tror du, du laver?" vrisser hun og dasker til hans hånd, og Alfred synker en klump og vender øjnene tilbage mod vejen.
   Til min lettelse skruer hun ikke op for musikken igen.
   "Jeg hører, at du er en skøge" siger mormor efter et minuts stilhed og betragter mig dømmende i bakspejlet.
   "Undskyld mig?" siger jeg vantro.
   "Din far har givet mig alle detaljerne" siger mormor, som om det selvfølgelig forklarer alt.
   "Ved du hvad, min far ved ikke en skid-"
   "Tal ordenligt om din far"
   "Og ved du hvad, jeg synes det er pisse uretfærdigt-"
   "Tal så Ordenligt
   "At i fandme, kraftedeme aldrig fucking tror på noget af det, jeg prøver at sige!" råber jeg.
   "Kate Brown!" udbryder hun og vender sig måbende med blikket mod mig.
   "Ja, hvad er der, Miss Violet?" svarer jeg, og smiler uskyldigt. Jeg kan bare se hendes isblå øjne lyner.
   "Mage til frækhed" mumler hun. "En skændsel for familien..."
   Resten af bil turen forgår i fuldstændig stilhed. Jeg læner mig sukkende tilbage i lædersædet og ser ud af vinduet, idet vi drøner forbi Los Angeles. Vi kører sydpå mod min mormors strandvilla. Da min morfar var i live, var han ejer af et kæmpe stort firma, som min mormor solgte efter hans død. Lang historie kort - min mormor er svinerig. Desværre bruger hun en del af pengene på at farve sit hår violet hver tredje uge og køber kjoler i alverdens lilla afskygninger, hvorimod hun idet mindste kunne sende mig bare lidt flere penge til min fødselsdag.
   Hun har ikke altid været sådan. Personlighedsmæssigt, altså, for hun har altid haft et sindssygt  flip med farven lilla, men da min mor var i live, husker jeg hende som en helt anden person. Hun var en anelse mindre...forfærdelig.
   "Du burde være lidt sødere ved din far, Kate" sukker mormor endelig. Denne gang lyder hun dog ikke så hård og uvenlig, og hun møder ikke mine øjne i bakspejlet.
   "Jeg har ikke gjort noget som helst" sige jeg.
   "præcis" siger hun, selvom jeg ikke aner, hvad hun mener. Generelt er det som om, at min mormor og far snakker i et eller ander kodesprog, som jeg endnu ikke er blevet indviet i.
   "Vi er fremme om et kvarter, Miss Violet" siger Alfred pludselig.
   "Og hvordan ved du så det?" spørger mormor.
   "Jeg kan huske dette lyskryds, Miss Violet" svarer han uforstående.
   "Jamen, det var da imponerende, eftersom du tydeligvis ikke kan huske, at du skal kalde mig Mrs. Violet!" hvæser hun, og jeg kan ikke lade være med at grine, men jeg holder hurtigt op igen, da mormor sender mig et dræbende blik.
   "Jeg har en overraskelse til dig. Men hvis du ikke opfører dig ordenligt, så kan jeg godt lige sige dig, så sælger jeg den igen" siger hun med et skævt, hemmelighedsfuldt smil.
   "Hvad er det?" spørger jeg og forsøger ikke at lyde alt  nysgerrig.
   "Hvis jeg sagde det, så ville det jo ikke være en overraskelse, ville det vel?" påpeger mormor og jeg trækker bare på skuldrene og dumper længere ned i lædersædet.