When The Destiny Determines

Kapitel. 2

   Alfred drejer rundt om et hjørne, og stranden kommer til syne. Palmerne står flotte langs vejen, og solen skinner på de tyrkiske havbølger. Han drejer op ad en grus sti, der munder ud foran en gitterport. På den anden side ligger mormors treetagers strandvilla, men man burde nu mere kalde det et slot, da der er enormt stort.
   "Så! Tak, Alfred" siger mormor og stiger ud fra bilen i en fart, før Alfred overhovedet kan nå at åbne døren for hende. Jeg hiver mig selv udenfor og strækker min ømme krop, før jeg omgående begynder at svede. Stramme sorte jeans var nok ikke det smarteste at tage på, når det er over 30 grader varmt.
   "Nu skal du høre, Kate" begynder mormor og hiver venligt fat i mig. "Hele den øverste etage er faktisk din. Der er også køkken, men jeg vil gerne have, at vi spiser sammen hver aften. Maden er altid færdig præcis klokken syv, men i aften har vi andre planer. Og hvis du er ude med vennerne, så skal du være hjemme senest klokken elleve. Ellers har jeg ingen regler. Forstået?" spørger hun og klapper mig blidt på ryggen, og jeg nikker indforstået.
   "Fantastisk! Mon ikke vi så kan undgå at drive hinanden til vanvid?" smiler hun og den kommentar har jeg ikke rigtigt noget svar til.
   "Alfred, bær venligst Kate kuffert ind, så er du rar" siger mormor og går selv ind ad hoveddøren til den hvide villa. Det er lang tid siden, jeg var her sidst. Her dufter skønt og sommerligt, og en gang i mellem bringer brisen en saltet duft med fra havet.
   "Kate, skynd dig at tage et varmt bad og skrift tøj. Vi har en middagsaftale om lidt mindre end en time" råber mormor inde fra huset. Jeg sukker og følger med Alfred igennem den gigantiske labyrint af hvidmalede rum, der alle indholder fornemme møbler og malerier. Måske ville det her ikke blive så slemt, som jeg troede.
   Alfred følger mig op på tredje etage, der er stilfuldt indrettet med morderne, minimalistiske møbler. Der er en dagligstue med tv, læder sofa, musikanlæg og vinduer ud mod havet, et lille, hvid malet køkken, et stort badeværelse med boble badekar samt et soveværelse med en drømme seng. 
   "Miss violet har gjort sig meget umage, kan du tro" siger Alfred, og jeg nikker uden at svarer, hvorefter han sætter min baggage og går nedenunder igen. Jeg dumper udmattet ned på sengen uden at orke at pakke ud, selvom jeg ved, at jeg burde skynde mig i bad.
   Når det kommer til deadlines, så er min mormor ret skarp. Ved nærmere eftertanke er hun egentlig meget skarp, når det kommer til alt.
    Jeg rejser mig fra sengen og lægger mit tøj pænt i bunden af klædeskabet, hvorefter jeg går ind i badeværelset, tager et håndklæde og tænder for bruseren. Jeg vasker mit fedtede, lyse hår og skrubber den lange flyveturs svedlugt af mig, hvorefter jeg træder ud fra brugeren som et transformeret menneske.
   Jeg skal lige til at smide håndklædet for at tage et på lyseblå jeans og en
T-shitrt på, da mormor bare braser ind ad døren, uden det mindste at banke på.
   "Har du nogensinde hørt om ordet 'privatliv'?" vrisser jeg og hiver håndklædet op om mig igen. Hun ignorerer mit spørgsmål og giver mig et kritisk elevator blik, og jeg bliver om muligt endnu mere kropsbevidst.
   "Vorherre bevares, skal du have det der på?" spørger hun og peger på tøjet på min seng. Hun sukker. "Jeg tænkte nok, at du var smagløs, så jeg har taget noget med til dig" fortsætter hun og viser en bøjle, hvorpå der hænger en meget lårkort kjole.
   "Er du seriøs? Vil du have, at dit barnebarn skal ligne en stripper?" spørger jeg mistroisk og betragter den lårkorte kjole med palietter. Den er selvfølgelig lilla.
   "Nonsens. Tag den nu bare på" siger hun og smider kjolen nænsomt på min seng, hvorefter hun går nedenunder igen. Jeg rynker på næsen og holder kjolen op foran mig, der er nok ingen vej uden om. Jeg ifører mig den tøvende og ser mig selv i spejlet. Jeg må indrømme, at den faktisk klæder mig, bortset fra at den fremhæver mine ikkeeksisterende hofter og bryster. Jeg tager en sweatshirt over, og hopper i et par gummisko og går ned for enden af trappen, hvor mormor står og venter.
   "Jøsses pigebarn, har du ikke et andre par sko?" spørger hun og slår ud med armene.
   "Nej" siger jeg bestemt og lægger armene over kors, og hun sukker opgivende og ser på uret.
   "Fint, men skynd dig" siger hun og vinker mig ud af døren. Hun træder ned af marmortrappen med sine larmende, højhælede sko, men i stedet for at gå over til den mat sorte audi, går hun til venstre rundt om huset.
   "Hvor er Alfred?" spørger jeg, men hun svarer mig ikke, og jeg følger istedet efter hendes violette skikkelse, der forsvinder rundt om hjørnet.
   "Tada!" synger mormor og peger mod den lyseblå fiat 500, der står parkeret op af husets side.
   "...en bil?" udbryder jeg vantro. Hvorfor vil hun dog forære mig en bil?
   "Ja, hvordan skal du ellers komme til og fra skole? Jeg skal jo bruge Alfred" forklarer hun.
  "Jeg kunne da bare tage bussen" påpeger jeg, men hun dasker stille til mig.
   "Ikke tale om" siger hun og ser afventende på mig. Jeg lader fingrene køre over den lyseblå lak og ind snuser lugten af sprit nyt læder.
   "...Tak" siger jeg, for ærlig talt har jeg ikke noget imod at få en bil, selvom den kommer fra hende. Så meget hader hun mig åbenbart ikke.
   "Bare ikke kør galt" tilføjer hun så lidt lavere, og selvom det virker som en naturlig ting at sige, så ved vi begge to, at der ligger en del mere bag de ord, end man ellers skulle tro. Det er ikke på alle punkter, at min mormor ville ønske, at jeg fulgte i min mors fodspor.