When The Destiny Determines

Kapitel. 8

   "Mere yoghurt? Er der virkelig ikke andet?" klager jeg, men mormor sender mig bare et irriteret blik.
   "Hvad er der nu glat med yoghurt?" spørger hun, og inderst inde mistænker jeg hende for at fodre mig med det, bare fordi emballagen er lilla.
   "Din far ringede" siger mormor og ser afventende på mig, i tvivl om min reaktion.
   "Jeg gider ikke snakke med ham" siger jeg og tager hul på bægeret.
   "Kate, du har været i en bilulykke, og han har slet ikke snakket med dig" siger mormor.
   "Jeg er ligeglad"
   Mormor sukker. "Hvorfor er du sur på ham?"
   "Fordi han er sur på mig"
   "Nogle gange er du altså temmelig barnelig" siger mormor og gnider sig tæt på næseryggen. Hun har dybe rander under øjnene,  og hendes tøj og hår sidder ikke helt ligeså perfekt, som det plejer. Hun har sikkert ikke fået særlig meget søvn.
   "Du, mormor?" spørger jeg i en blidere tone.
  "Mhm?" mumler hun som svar.
   "Må jeg ikke nok se ham?"
   Der går lidt tid, før det går op for hende, hvem jeg snakker om. Så sender hun mig et faretruende blik og ryster på hovedet.
   "Nej Kate, det er virkelig en dårlig ide"
   "Jamen-"
   "Ikke noget jamen" siger hun og peger på mig. Jeg hader når hun peger af mig.
   "Nu lægger vi det hele bag os uden flere dumheder"
   Jeg lukker munden i og lader diskussionen ligge, selvom hun dog for alvor ikke kan tro, at jeg ville lytte. Jeg bliver nødt til at se ham, det gør jeg altså. Jeg bliver nødt til at sige undskyld eller hjælpe ham, hvad som helst. Jeg må bare sørge for, at mormor ikke finder ud af det.
   Så da hun tyve minutter sener er faldet i dyb, dyb søvn, henter jeg mit tøj fra knagen, hiver mine gummisko på og går med hurtigt, faste skridt ud af værelset og ud i forhallen. Mine ben føles tyndere og mere sårbare end normalt, og jeg er en anelse svimmel, men jeg overbeviser mig selv om, at det nok skal gå over.
   "Undskyld, kan du oplyse mig min fætters værelsesnummer?" spørger jeg damen i receptionen, men mit høflige smil falmer, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke engang ved, hvad han hedder. Jeg håber heller ikke, at mit gigantiske plaster gør hende mistænksom.
   Før hun når at spørge om hans navn, begynder jeg at snakke igen. "Han var i et færdselsuheld for tre dage siden"
   "Ah, ja, Maxon Pattinson?" spørger hun, og jeg satser og nikker.
   "Han er på tredje sal, værelse 127" smiler hun, og jeg mumler et hurtigt tak, før jeg styrer hen mod elevatoren. Jeg ser hurtigt tilbage mod en gang, jeg kom fra, men mormor er heldigvis ikke at se nogen steder.
   Jeg træder diskret ind i elevatoren, og folk kigger skeptisk på mig. Jeg betragter mig selv og kan godt se, at mit hår er uglet, og at jeg virkelig trænger til et bad. Jeg hiver hætten over hovedet.
   Med et ding stopper elevatoren på tredje sal, og med min vejrtrækning helt oppe i halsen begynder jeg med sikre skridt, som muligt at gå hen ad gangen.
   127.
   Pludselig bliver jeg meget i tvivl. Er det helt forkert? Har mormor ret? Hvad hvis han forældre er der? Hvad hvis det slet ikke er ham? Hvad hvis det er ham?
   Jeg tager forsigtigt i håndtaget og åbner døren, og en velkendt, taktfast bippen høres svagt. Jeg ryster kuldegysningerne af mig.
   Med rystende ben flytter jeg den ene fod foran den anden, indtil jeg står i midten af værelset. Der er ikke nogen. Bortset fra ham.
   Og han er ikke vågnet.
   Han ligger i sengen, klædt i hvidt hospitalstøj. Hans arme hviler ovenpå dynen, og hans lange krop slutter i fødderne for enden, der svagt kan anes. Hans ansigt er svært at se, fordi han har forbindinger på kryds og tværs over det hele. Og det er alt sammen min skyld.
   Jeg sætter mig ned på stolen ved siden af sengen. Beep, beep, beep. På bordet ved min side står adskillige blomsterbuketter med tilhørende hilsner om, hvordan alle ønsker, at han får det bedre. Og her ligger han stadig, mumificeret i en koma.
   Pludselig ringer min mobil, og med en række bandeord får jeg hevet den op af min buske lomme. Jeg vidste ikke engang, at den lå der. En anelse overrasket ser jeg, at der står 'Far' på displayet. Jeg trykker på den røde knap og lægger mobilen tilbage i lommen.
   "Beklager forstyrrelsen. Jeg håber ikke, at det vækkede dig" mumler jeg og væmmes derefter selv over min morbide joke. Det eneste svar, jeg får, er maskinens beep, beep, beep.
   "Undskyld"
   Beep, beep, beep.
   "Jeg har virkelig fucket op mere end sædvanligt, hva'?"
   Beep, beep, beep.
   "Måske har jeg brug for hjælp" tænker jeg højt, og oveni maskinens bippen svarer min egen hjerne, at ja, ja det har jeg, for jeg sidder og konverserer med mig selv, mens jeg joker om halvdøde mennesker.
   Jeg har brug for hjælp.
   "Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget" snakker jeg videre, og igen begynder mine øjne at svie.
   "Fuck hvor ville jeg egentlig gerne ligge i koma lige nu. Vil du bytte?"
   "Ja tak"
   Jeg sværger, at jeg får et hjerteanfald.
   Jeg springer næsten fem meter i vejret og formår at vælte adskillige blomsterbuketter og en skrivebordslampe på min vej.
   "Du...d-du..."
   "Hvem...er du?" spørger han, og jeg er millimeter fra at bide mig selv i armen for ikke at skrige.
   "Øh bøh je-jeg er øh" stammer jeg, og kroppen i sengen vender hovedet hen mod mig. På trods af alle for forbindingerne stikker et par sort brune hårtotter ud hist og her, og et par grøn brunelige øjne betragter mig døsigt bag alt det hvide.
   "Jeg er din...sygeplejeske" lyver jeg og løfter derefter selv et mistroisk øjenbryn, da jeg høre, hvor usandsynligt det lyder.
   Jeg har jeans og en hættetrøje på plus et megaplaster i fjæset, og mit hår er nok så antisterilt, som det overhovedet kan være.
   "Okay" mumler han bare træt, og det er tydeligt at se, at han er ved at falde i søvn igen.
   "Det er virkelig...sødt af dig" siger han.
   Jeg får en overvældende trang til at brække mig.
   "Øh, okay, jeg er faktisk ikke din sygeplejeske" siger jeg og gnider nervøst mine hænder. Han åbner straks sine øjne igen.
   "Hvem er du så?" spørger han, og en smule utilpas forsøger han at hive sig selv længere op at sidde.
   Jeg sukker og sætter mig ned på stolen ved siden af ham. "Undskyld at jeg væltede dine blomster" mumler jeg, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal starte med at sige.
   "Åh" siger han bare og ser sig lidt omkring. Han havde tydeligvis ikke tænkt så meget over det.
   Vi sidder lidt i stilhed, mens jeg gentagne gange prøver at åbne munden for at få det første ord ud. Det er det her, jeg gerne ville, ikke? Sige undskyld. Og nu slipper jeg for et par sure forældre, og jeg kan endda gøre det personligt. Men at se ham sidde der og betragte mig nysgerrigt uden at vide noget som helst gør bare det hele værre.
   "Kan du huske noget?" spørger jeg.
   "Huske noget?" spørger han uforstående, og jeg kan sætte mig ind i, hvor omtåget han må føle sig.
   "Om ulykken?" tilføjer jeg.
   Han rømmer sig og retter lidt på puden bag sig. Jeg overvejer at spørge, om han har brug for hjælp, men af flere grunde lader jeg være.
   "Jeg gik overvejen, og så...øh, ja" siger han og trækker let på skuldrene. Han betragter mig usikkert og forventer et svar, men jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal sige.
   Hejsa, det var mig der kørte dig ned! Pudsigt at vi lige skulle støde ind i hinanden igen. Fik du den? Støde ind i...haha.
   "Okay, dette er blevet en anelse akavet. Jeg aner ikke hvem du er..." begynder han, og hans øjne betragter mig på en måde, der gør mig nervøs og urolig. Jeg er glad for, at
Stephenie Andersen ikke er mig sådan her.
   "Sandheden er, at jeg kørte dig ned" ryger det ud af mig, og jeg forsøger at smile uskyldigt, selvom det nærmere bliver til en tænderskærende grimasse.
   Han siger ikke noget i meget tid, meget lang tid.
   "Altså, det var et uheld" tilføjer jeg desperat.
   Han skal lige til at svare, da døren pludselig går op, og en kvinde, der har hans sort brune hår tilforveksling, træder ind ad døren.