Wrong number? || Marcus & Martinus

18 || Glemt det hele?

(Hør sangen imens^)
Marcus synsvinkel

Sofie, Freya og Olivia var lige gået. Vi havde sådan set bare siddet og snakkede i en time, om alt muligt. Jeg fandt så ud af at de var fans. De virkede ikke sådan 'fangirl' agtigt, men det er nok fordi deres bedsteveninde ligger i en hospitalseng og ikke vil vågne.
Jep, så forstår jeg det.

Jeg sad stadig med et fast blik klistret til Emma som bare stadig lå der helt kold. Var det normalt at nogen var så kolde? Jeg træk hendes dyne længere op, og smilede til hende. Selvom hun ikke kunne se mig, forstillede jeg mig hendes store smil der gengældte mit.
Jeg tog langsomt fat i hendes hånd, den var til gengæld varm.
Jeg trykkede blidt på den, mens jeg stirrede på hendes lukkede øjne.
Hun er stadig ligeså smuk, som hun altid har været.
Jeg ved slet ikke hvad jeg føler lige nu.
Jeg er både bange, ked af det men jeg har også en mærkelig følelse jeg aldrig har prøvet at have. Hvad betyder den dog?
Den kom hver gang jeg tænkte på Emma, så hende, snakkede med hende eller rørte hende. Var det mon.. nej det kunne det umuligt være! Jeg er jo ikke forelsket.. det kan jeg ikke være.
"Emma? Jeg har sådan en mærkelig følelse" Jeg havde snakket til hende hele tiden. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig rolig.
"Jeg ved ikke hvad det er, men det er hver gang jeg bare tænker på dig" Fortsatte jeg, og begyndte stille at smile.
Hendes fingre begyndte at bevæge sig lidt, og jeg kiggede med det samme ned på vores sammenflettede hænder.
"Er du vågen?" Hviskede jeg, og stirret på hendes fingre der bevægede sig langsomt.
Jeg rettede hurtigt mit blik op til hendes.. lukkede øjne. Hun er stadig ikke vågnet.

Emmas synsvinkel

"Det er der hver gang jeg bare tænker på dig" Sagde en stemme pludseligt.
En varm hånd holdte om min, og jeg gætter på det er den person der lige sagde det. Men hvem er det dog?
Jeg prøvede at åbne øjnene, men det føltes som om de var limet fast.
Jeg måtte prøve noget andet..
Jeg begyndte langsomt at bevæge mine fingre. Dette måtte da få personen det holdt mig i hånden til at fatte jeg er vågen.
"Er du vågnet?" Hviskede den samme stemme som før meget lavt. Jeg kunne næsten ikke høre det, men kunne lige tyde ordene.
"Nej.. du er stadig væk." Sagde stemmen så igen, og lød meget skuffet.
NEJ! Jeg er her!
Jeg åbnede munden men ingen lyd kom ud. Jeg kunne slet ikke snakke lige nu.
"Vent! Er du vågen?!" Sagde stemmen så lidt højere og trykket min hånd.
Jeg nikkede svagt, men kunne stadig ikke åbne mine øjne.
"Emma!" Sagde stemmen glad, og krammede mig. Hvem er den person dog?
Jeg kæmpede virkelig med at åbne mine øjne, og tilsidst kunne jeg se en lille smule.
Mine øjne mødte en dreng, med mørkeblond hår og helt brune øjne.
Wow! Han var virkelig lækker.
Men, mine tanker om hans udsende forsvandt hurtigt da, jeg fandt ud af at jeg ikke kendte ham, og holdt i min hånd. Jeg trak hurtigt hånden til mig, og kiggede skræmt på ham.
"Emma. Er du okay?" Spurgte han så og smilede. Jeg nikkede igen svagt.
"Men.. hvad hedder du?" Spurgte jeg, og kunne kun lige klemme ordene ud. Han kiggede chokeret på mig, mens en skuffelse fyldte hans flotte ansigt.
"Det er mig Marcus. Du ved, ham der skrev forkert dengang og så blev vi venner."
Han smilede svagt, og lagde hoved på skrå mens en masse tanker sikkert fløj rundt i hoved på ham. Det kunne man næsten se.
Jeg husker intet om ham. Hvordan kan man bare skrive forkert og så blive venner?
"Jeg tror altså ikke jeg kender dig." Sagde jeg, og skubbede mig lidt tilbage i sengen. Først nu fandt jeg ud af at jeg lå på et hospital.
"Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg og kiggede forvirret rundt.
"VI var til idrætsdag og du fik en kulde fra kuldestødning i hoved." Svaret han, men lød stadig meget ked af det. Hvorfor var han lige pludselig så trist?
"Hvordan ved du det?" Spurgte jeg og kiggede skeptisk på ham.
"Emma. Kan du slet ikke huske mig?" Spurgte han bare som svar.
"Nej. Jeg kender dig ikke." Svaret jeg og kiggede med et mærkelig blik på ham. Han var nu stadig ret pæn, men han skal ikke bare sige at jeg kender ham, når jeg overhoved, aldrig har mødt ham før nu.
"Jo du gør. Vi har været venner i over to måneder Emma. Kan du ikke huske det med 'Kanin Tinus' og alt det der?" Sagde han og kiggede spørgende på ham.
Jeg rynkede brynene.
"Kanin Tinus? Hvad er det dog for noget?" Jeg kiggede igen med et underligt blik på ham.
Han sukkede, og kiggede trist på mig.
"Kender du mig slet ikke?" Sagde han lavt, og borede sine bambi brune øjne ind i mine. Jeg rystede på hoved, mens hans øjne stadig holdt mine fast. Jeg lukkede øjnene og kiggede væk. Jeg skal have fat i mine forældre.
"Hvor er mine forældre?" Spurgte jeg, og kiggede rundt i stuen.
"De tog hjem for lidt siden." Svaret han og kiggede skuffet på mig. Hvorfor er han så trist? Jeg kender kan jo slet ikke. Jeg forstod ingenting. Hvorfor var jeg her? Hvorfor siger drengen jeg kender ham? Hvorfor er mine forældre her ikke? Hvorfor har de efterladt mig med ham, den lækre dreng?
Pludselig gik døren til stuen op, og en dame i Hvidt tøj kom hurtigt her over.
"Hej Emma. Jeg er din læge" Sagde hun og smilede sødt til mig. Jeg nikkede bare.
"Vil du være sød at gå ud?" Spurgte hun drengen som vidst nok hed Marcus. Han kiggede trist på mig, og rejste sig op.
"Emma.. jeg elsker dig faktisk." Sagde han og lukkede døren bag sig. Et sus gik igennem mig, men en anden tanke slog mig:
Hvordan kan han elske mig når han ikke engang kender mig?
•••
__________
Uh.. drama!
Vote, kommenter og del for mere<33