Wrong number? || Marcus & Martinus

23 || "Marcus, følg dit hjerte."

Marcus synsvinkel

Lige nu havde jeg aller mest lyst til at holde rundt om Emma.
Ja, jeg tænkte måske for meget på hende, men jeg kunne ikke tænke på andet.
Hun dukkede bare op i mine tanker lige meget hvad jeg lavede, og det irriterede mig faktisk lidt. Ikke fordi hun irriteret mig. Overhoved ikke. Jeg kom bare mere og mere til at savne hende..
Jeg gik ind på beskeder på min telefon og skyndte mig at skrive til hende.

Mig:
Hey!
Savner dig for sygt, kan
ikke lave noget uden du popper op i mine tanker<33 :(

Emma:
Nurh Marcus dog!
Jeg savner dig så meget mere:(
Gid jeg kunne kramme dig lige nu<3

Mig:
Gid jeg kunne kysse dig lige nu<3

Emma:
Igen.. NURH!
Savner dig SÅ MEGET:((

Mig:
Har du fået det bedre?;)

Emma:
Ja, efter du skrev<3

Mig:
Du ville få det bedre hvis jeg var hos dig<33

Emma:
Sandt!
Kom til OSLO!!;))

Mig:
Ville ønske jeg kunne<3

Emma:
Marcus..
Jeg savner dig så meget!

Mig:
Emma...
Det skal nok gå. Jeg kommer snart igen<3 Det lover jeg!

Emma:
Please! Kom snart<33

Mig:
Finder ud af noget!<333333

Jeg slukkede min telefon.
Selvom det kun er en uge siden, jeg sidst så hende BLIVER jeg nød til snart at se hende igen.
Jeg er seriøst faldet i en stor fælde.
Eller.. Emma har fanget mig der.
Fanget i hendes 'love' fælde.
Jeg er seriøst blevet helt SKØR med hende!
Er det normalt? For det syntes jeg ikke.
Det er første gang jeg nogensinde har mærket denne følelse, men den er fantastisk. Det værste er dog, at hende jeg er blevet forelsket i, bor næsten 1000 kilometer fra mig.
Altså hvad sker der lige for det?
Jeg havde nok ikke heeeelt fortalt hende, at jeg sådan ligesom var.. rigtigt forelsket i hende, men hun vidste jo godt at jeg kunne lig hende.

Jeg sukkede dybt og rejste mig fra sengen.
Her havde jeg ligget den sidste uge, bare og stirret op i luften.
Jeg er måske ikke lige den bedste person til at sige Farvel og det var ekstra svært, når det jo var Emma og så også fordi hun lå på hospitalet og jeg jo så ikke kunne passe på hende.
Jeg gik ned af trappen og ned i stuen.
Mor smilede stort da jeg trådte ind.
"Hej Marcus. Vil du være med til at se denne her film?" Spurgte hun og klappede på pladsen ved siden af hende.
Jeg nikkede bare, og satte mig.
Med det samme trak mor mig ind til hende, og jeg smilede let.
Jeg havde faktisk også savnet mors varme kram. Jeg havde jo ikke rigtig snakket med så mange denne uge.
Kun dem op i skolen fordi jeg jo SKULLE i skole. Jeg havde ellers prøvet at spille syg, men.. det virkede ikke. Og slet ikke når far jo er lære, og sagens kan se hvis mig eller Martinus faktisk er rigtige syge.
Måske overreagere jeg lidt i det her med at savne, men Emma betyder bare mere end du tror.
Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at hun skal være min første kæreste.
Det er bare sådan lidt svært når vi jo som sagt, bor så langt fra hinanden.

Jeg rettede blikket op mod tv'et og så med det samme at det var den film jeg så med Emma. Den vi så på hospitalet og havde det så sjovt med.
IIIIIH! Alt skal også bare minde mig om hende. Emma, kan du ikke lige poppe ud af mit hoved bare få sekunder?
Nej. Lad hver med det, for det kunne jeg slet ikke klare hvis jeg ikke kendte dig men.. jeg er ved at blive træt af at savne nogen så meget.
"Hvad er der søde?" Spurgte mor, da jeg tror hun kunne se hvor anspændt jeg så ud.
"Det-Det er bare.. filmen" stammede jeg tøvende. Mor kiggede spørgende på mig og jeg fortsatte:
"Emma. Den film så vi, da jeg var sammen med hende."
Hun nikkede forstående og trak mig ind i et endnu et kram.
"Jeg kan forstå, at du er ved at blive forelsket" hviskede hun og jeg kunne ikke holde mit smil tilbage. Hver gang nogen nævnte hende bredte der et smil på mine læber.
"Ja. Meget. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" svaret jeg uden tøven og trak mig fra krammet. Mor. Ja hende kunne jeg snakke med om alt. Hun sad med et overdrevet smil, da jeg slap hende.
"Årh lille Marcus" udbrød hun og krammede mig igen. Jeg grinede bare af hende lille udbrud.
"Marcus, følg dit hjerte." Sagde hun og slap mig. Jeg kiggede ind i hendes smilende øjne.
"Ja.. men- vi bor jo så langt for hinanden." Jeg kiggede ned mens en klump samlede sig i min hals.
"Følg dit hjerte" gentog hun og rejste sig fra sofaen. Jeg kiggede op og kiggede efter hende på vej ud af stuen.
Hun smilede blidt til mig inden hun forsvandt ud i gangen.
Følg dit hjerte? Hvad vil det sige?
Mit hjerte sagde jo at jeg skulle elske hende, og gøre alt for at hun blev min.
Men.. mit hoved og fornuft vidste at jeg bare ville have det endnu dårligere hvis vi blev tættere. Altså jeg ville ønske vi blev det, men alt den savn det vil skabe, og langdistance forhold plejer aldrig at holde.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg følge mit hjerte som mor sagde, eller holde afstand?
•••
____________
Endeligt nyt afsnit<33
Vote for mere, ses (: