June Chrush | ✔

15. "Du behøver ikk...-"

| June Chrush |

•
| Afsnit 15. |
•
| "Du behøver ikk..-" |
•
| @OceaneParker |
•
| Nina Yong Li |
•
•

Vi stiger af motorcyklen. Jeg rækker hjelmen til Xavier. "Værsgo."
Han tager imod den og ligger den på motorcyklen. Xavier smiler til mig, tager min hånd og trækker mig med. Hans hånd er varm, en lille smule ru og faste. Vi står foran en Cafe, 'Café Sea'. Vent lige lidt. Det er da her Jake arbejder..

"Et bord til to," siger Xavier og prøver at holde sit grin tilbage.

"Det er denne vej," siger Jake og griner. Han ekskortere os til et bord henne ved hjørnet. Lyset er dæmpet. Vi sidder på en slags sofa. Det er faktisk ret hyggeligt det her sted. Xavier og jeg sidder ved siden af hinanden.

"Et øjeblik, så skal jeg være der." Jake går hurtigt tilbage for at eskortere et ældre ægtepar til et bord. Jeg kigger hen på Xavier, som kigger ned på menuen. "Vidste du godt at han ville være her?" Spørger jeg nysgerrigt.

"Ja, det er faktisk derfor vi er her. Så din bror kan holde øje med dig. For ellers måtte jeg ikke gå på en date med dig..," siger han uskyldigt og giver et lille smil til mig.
°
°

Efter vi har spist

Vi går stille rundt på stranden. Jeg elsker strande. Når man kan mærke sandet mellem sine tæer og vinden gennem håret. "Er du seriøst enebarn?" Han smiler og nikker. "Du kan få Jake," siger jeg grinende.

"Faktisk," siger han stille. "Havde jeg en søster, men.."
°
°

<<Xavier P. O. V>>

"Faktisk..," siger jeg stille. "Havde jeg en søster, men..-"
Jeg stopper, jeg kan mærke jeg ikke kan fuldføre sætningen. Hun går hen til mig og krammer mig. Jeg krammer igen og begraver mit hoved i hendes hår. Jeg snøfter stille.

"Jeg er så ked af det.." Snøfter hun.
"Det var ikke min mening at...-" Jeg ryster på hovedet.

Jeg trækker mig en smule væk, så jeg kan se hendes ansigt. Jeg tørrer tårer væk med min tommelfinger. Jeg tager hendes lille ansigt imellem mine hænder.

"For ca. 2 år siden, døde min søster. Hun havde kræft.. I lungerne. Det blev værre for hver dag der gik.. også en dag spredte det sig ud til andre organer..-"

"Du behøver ikk...-"

"Det værste var at vi var så tætte. Vi fortalte hinanden alt. Jeg var i flere måneder inde på mit værelse.. Lukkede alle ude... Jeg følte alt mindede mig om hende.. Ligemeget hvor jeg var.. Hvad jeg kiggede på. Mindede det om hende..."

Hun krammer mig igen. Jeg krammer igen. Vi står i lidt tid, men så trækker hun sig.

"Jeg er altså virkelig ked af, at jeg bragte emnet op," siger hun stille og kigger ned. Leger med sandet med hendes fod. Jeg tager hende under hagen og bevæger hendes hoved op, så hun kigger på mig. Hun kigger alle mulige andre steder.

"Det okay. Jeg har aldrig sagt det til nogen.. men.. jeg følte bare du burde vide det," siger jeg.

"Jeg er glad for du fortalte det," siger hun med tårerne løbende ned ad kinderne.

"Hvorfor græder du?.."

"Fordi jeg er så dum. Hvorfor sagde jeg det overhovedet?!"

"June, stop, kig på mig." Hun kigger modvilligt på mig. "Hør på mig. Det er okay. Du skal ikke bebrejde dig selv for det. Du kunne jo ikke vide det, vel?"

"Men..-"

"Nej, ingen men'er," siger jeg. Jeg plasker vand på hende.
"Argh," griner hun og beskytter sig med hænderne, hun opdager det ikke hjælper og plasker tilbage.