Secrets

Kapitel 14

Shawns synsvinkel:
Lola og jeg står og krammer. Jeg kan mærke, at hun begynder at græde. Jeg kan mærke at tårerne presser på. Hun trækker sig væk. Jeg smiler til hende. Hun smiler tilbage. Ikke et jeg-elsker-dig-og-har-lyst-til-at-snave-dig-lige-nu-blik, men et jeg-elsker-dig-men-som-en-ven-og-jeg-håber-du-bliver-glad-blik.

Klokken er ved at være mange, så de fleste tager hjem. Det er kun Lola og mig der bliver. Lola sidder og venter ude foran Cams værelse. Jeg sidder i venteværelset.

Jeg tager min guitar op. Det beroliger mig at spille.

Jeg opdager først nu, at rundt om mig står en samling af læger, sygeplejersker, receptionister, patienter, besøgende og...og Lola. En tårer triller ned af hendes kind. Jeg skal til at rejse mig op og gå hen til hende, men en pige, jeg tror hun har kræft, for hun er skaldet, og har en slange i næsen.
"Er du Shawn Mendes?" spørger hun. Jeg tror hun er omkring 9 år gammel. Jeg nikker. Hun smiler stort.
"Jeg er en meget stor fan, må jeg få et billede sammen med dig?" hun kigger på mig med hundeøjne. Jeg siger selvfølgelig ja, og hendes mor tager et billede af os sammen. Derefter er der sådan 10 andre børn, der vil have et billede.

Da der ikke er flere, rejser jeg mig op og går ud for at finde Lola. Hun er ikke svær at finde, for hun har igen sat sig ved Cams værelse.
"Lola?" siger jeg stille. Hun kigger op på mig med røde, hævede øjne. Hun har virkelig grædt meget. "Vil du tale om det der lige skete?". Hun trækker på skuldrene.
"Je-jeg vidste ikke, du ha-havde det sådan om mig...Jeg tr-troede det b-bare var mig der var impulsiv, og lavede en fejl...jeg vidste ik-ikke, at jeg legede med dine følelser-" hun prøver at få styr på sin vejrtrækning.

"Lola...jeg kyssede dig tilbage..det var ikke kun din fejl, hvis noget, var det nok min, eftersom du var meget følelsesmæssigt sårbar, og jeg burde have vidst bedre. Men Lola jeg ved du elsker Cam, og han er min bedste ven. Hun lægger hovedet på min skulder, og falder med det samme i søvn. Det har jeg faktisk hørt, sker når hjernen er under press. Jeg lægger hendes hovedet på mit skød, så hun ligger bedre. Jeg nusser hendes hår.

||Næste morgen||

Jeg kan se at solen begynder at stå op nu. Jeg har siddet med Lola hele natten. Lola vågner stille.
"Hvad er klokken?" gaber hun.
"Øhhhh...7:48" svarer jeg.
"SHIT!", hun sætter sig bræt op. "Jeg skal i skole!!" udbryder hun. Jeg gør store øjne.
"Fuck, okay, jeg skriver til dig, hvis der sker noget" siger jeg og hjælper hende op. Hun giver mig at kram, før hun løber afsted.

Jeg kan se en sygeplejerske komme gående. Hun går hen til Cams dør, og åbner den forsigtigt.
"Hey, ville det være muligt at komme ind og snakke med ham nu?" spørger jeg. Hun ser forskrækket på mig.
"Øhhh, ikke lige nu, vi skal lige lave nogen prøver og sådan, men jeg skal nok se, hvad jeg kan gøre" smiler hun venligt. Hun lukker døren igen, men jeg ser ind ad vinduet, der er placeret på siden af rummet.

Efter et par timer, kommer hun gående mod mig igen. "Du kan godt komme ind nu" smiler hun. Jeg smiler stort tilbage, og hun lukker mig ind. Cam ligger og ser næsten død ud. Jeg går med langsomme skridt, hen og sætter mig i stolen.
"Hey, bro...Der er mig...Shawn..." jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg lægger min hånd på hans.. Sygeplejersken bad mig om at holde det positivt.

"Jeg ved ikke, om du kan hører mig, men jeg vil have, du skal vide, at det er okay. Det er okay, hvis du føler du ikke kan mere. Du må godt give slip. Det er okay..." hans maskine siger et højt bip, "...men jeg vil have, du skal vide, at Lola har siddet her hele natten og grædt. Hun elsker dig. Hun elsker dig så fucking meget, bro! Og hun er værd at holde fast i. Hun er så fucking perfekt, og hun elsker dig af hele hendes fantastiske hjerte. Og det gør jeg også, bro..." endnu et bip "men det er okay, hvis du ikke kan mere. Det er okay. Du må godt give slip. Men vær sød at holde fast alligevel. For min skyld, for bandets skyld, for Lolas skyld. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg ville gøre uden dig...", jeg ånder nervøst ud. Så tager jeg min mobil op ad lommen, og trykker på afspil.

Lolas smukke stemme begynder at synge. Hans maskine siger et tredje højt bip, og så et til, og før jeg ved af det bliver et bip til ti. Og pludselig kan jeg mærke, hans fingre svagt gribe fat i min hånd.

Jeg rejser mig op og begynder ruske i ham. "Cam er du vågen!? CAM KAN DU HØRE MIG? CAM!!" råber jeg.
Jeg skriger på lægerne, at han bevæger sig. "CAAAAM!!!". Tårer triller ned af kinderne på mig. En masse sygeplejersker og sikkert også en læge kommer ind i rummet. De tager hårdt fat i mig, og prøver at trække mig ud, men jeg gør modstand, mens, jeg skriger efter ham. Hans bip bliver mere og mere konstante. Til sidst får de mig trukket ud.

Jeg ringer med det samme til Lola. "Lola, han bevægede sig....HAN FUCKING BEVÆGEDE SIG!".

———————————
Ohmygod, ohmygod, ohmygooooooooddddddd. 10k FUCKING læsninger!!!?
Tusind tak!!! Det er så sindssygt, der kommer snart et specielkapitel, men I må vente lidt!

Husk at tjekke HeyItsCaroo s historier ud, hun er en fantastisk forfatter<3