Kapitel 21

306 6 3
                                    

Lolas synsvinkel:
Klokken er 21:20. Foran mig står Cameron Davis. Hans brune øjne stirrer ind i mine. Han har en sort hoodie på og et par ripped jeans. De ser ikke ud som om, de var købt med hullerne, men som om han selv gik amok i dem. Ikke fordi han ikke har pengene til at købe dem ripped, jeg ved han har penge. Massere af dem.
Jeg holder ubevidst vejret, mens jeg holder stramt fast i Shawns hånd for at føle mig sikker. Jeg stoler virkelig på ham.

Lige efter Cameron kommer Rose gående ind. Hvis det overhovedet er muligt, har hun fået endnu flere ørepiercinger siden sidst. Hun er meget smuk, og jeg beundrer virkelig, hvor elegant hun kan se ud uden at prøve. Hendes baby lyserøde hår er sat op i den mest perfekte rodede knold nogensinde, og hendes ører og hals er dækkede med guldsmykker. Hendes snickers er beskidte og ødelagte, men på en sej måde. Hun har næsten det samme tøj på som Cameron, bortset fra at hendes bukser ser ud som om, de blev købt med hullerne. Det ligner, at hun overhovedet ikke har prøvet, at se flot ud, men alligevel er blevet definitionen af smuk. Jeg genkender hendes hoodie. Det er en af Cams hoodies, som jeg plejede at låne. Den er også sort, men den har en lille rose på det venstre bryst, og større roser ned ad ærmerne. Roser. Rose. Haha, sjovt.

Hun stiller sig på tær og hvisker noget ind i Camerons øre, der får ham til at smile. Åh nej. Det slår mig pludseligt. Hun går i hans tøj, det bor sammen, de plejede at være kærester og nu går de til eks-kæresters fester sammen og hvisker hinanden i øret. Er de mon blevet kærester? Tanken giver mig så meget lyst til at græde, at jeg -så snart Rose får sagt tillykke til mig- bliver nødt til at løbe ud af stuen. Jeg løber ind i køkkenet, hvor jeg hurtigt får fundet en øl. Og så en til. Og så en til igen. Jeg kan ikke engang lide øl.

"Jeg troede ikke du kunne lide øl?" griner en stemme bag mig. Tereza.
"Det kan jeg heller ikke, men jeg har brug for at drikke noget lige nu"
"Jeg troede, det endte fredeligt mellem dig og Cameron?"
"Det gjorde det også. Måske er det det der er problemet? At jeg stadig elskede ham, da vi slog op. Måske hvis jeg havde været blevet vred på han eller vi havde skændtes, kunne jeg bedre komme mig over ham, men det er ikke rigtig sket. Jeg elsker ham stadig"
"Men hvad så med Shawn?"
Jeg tænker mig om. "Jeg elsker Shawn uendeligt meget, og jeg tror virkelig, vi kunne være endgame, men med Cameron er det anderledes. Det var mere farligt, mere spænende, end det er med Shawn. Jeg føler mig altid sikker med Shawn, og han gør mig tryg"
"Hvad laver du så her ude?"

Jeg sukker, "Jeg ved det ikke".
Jeg er på vej ud af køkkenet, da Cameron træder ind. Vi får øjenkontakt, og han vakler usikkert hen til mig.
"Jeg troede ikke, du drak øl?"
"Det gør jeg heller ikke"
"Virkelig? Hvad er det der så?", han peger på flasken i min hånd. Jeg stiller den på køkkenbordet.
"Ikke noget"
Han trækker på smilebåndet. "Nå men...tillykke med fødselsdagen"
Jeg smiler nervøst og kigger ned på jorden. "Tak".

"Jeg ved godt, at jeg måske ikke burde være her, men jeg har bare ikke set nogen af jer i virkelig lang tid"
"Er du og Rose så kærester nu?", jeg prøver at lyde hård og ligeglad, men min stemme knækker, hvilket afslører mig.
"Hvad? Nejnej," han tager et skridt mod mig. "Faktisk...faktisk var det hendes idé, at vi kom"
"Jeg troede, hun hadede mig"
Han ler, "kun lidt".

Der er et øjebliks stilhed. Han trækker noget op af sin lomme. Det er en lille æske. "Jeg har en gave til dig"
Han rækker den til mig, og idet jeg rækker ud efter den, stormer Shawn ind i køkkenet. Han tager fat om æsken, og smider den ned på gulvet.
"Er du fucking sindssyg!?" råber jeg.
Hans ansigtsudtryk er en svær blanding mellem jalousi, vrede og bekymring. Han prøver, at gøre sig rolig.
"Kan vi ikke gå et andet sted hen?" hans stemme ryster.
"Nej, hvorfor er du pludselig så sur? Cam gav mig bare en fødselsdagsgave!"
"Han skal fandeme ikke give dig noget, han burde ikke engang være her!".
Cam afbryder ham: "Undskyld, jeg ved godt, jeg ikke var invi-".

Shawn strammer sine knytnæver i vrede, og slår så Cam lige i hovedet. Jeg gisper. Shawn rammer ret skævt, men Cameron falder stadig til jorden. Alle der står i køkkenet er i chok.
"Hvad er dit problem? Er din maskulinitet virkelig så skrøbelig, at du ikke engang kan klare, at jeg taler med andre drenge!?" råber jeg.
"Slap af, jeg prøver ligesom bare at beskytte dig!"
"Mod hvad? Hans gave!?"
"Nej, ham i det hele taget!"
"Ved du hvad, fuck dig! Jeg vil gerne have, du går!"
"Fuck også dig man". Han forsvinder ud af køkkenet.

Jeg vender mig mod Cam, som allerede er halvt på vej op igen. "Er du okay?" spørger jeg ham.
Han nikker og tager sig til hovedet. Jeg går hen til den lille æske, som Shawn kastede på gulvet. Den er gået lidt i stykker. Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt beruset. Jeg samler æsken op, og åbner den. Der er en halskæde i. Hængslet på hængslet står der bare to ord. Jeg smiler, og tager det rundt om halsen.

"Kan du lide den?" spørger Cam bag mig.
Jeg smiler, og vender mig mod ham. Jeg giver ham et kram.
"Dit ansigt er hævet" siger jeg. Han smiler.
"Vi spiller never have I ever inde i stuen!" råber Wiki ind i køkkenet. Vi bevæger os derind.
"Lad mig starte," siger Wiki, "jeg har aldrig...kysset en, der ikke var min kæreste".
Mange drikker, inkluderende mig og Cameron.
Vi går på runde, og allerede efter en halv runde, begynder vi at blive lige lovligt stive. Det er Cams tur.
"Jeg har aldrig...været forelsket i en i dette rum".
Han drikker, og kigger mig så i øjnene. Jeg trækker vejret dybt og rejser mig så op. Jeg spænder op ad trapperne og ind i et værelse. Efter noget tid, kommer Cam.

"Er du okay?" spørger han.
"Hvad laver du her? Sådan helt seriøst? Du kommer bare ud af det blå efter flere måneder, og er helt vildt romantisk and shit!" jeg kan næsten ikke trække vejret. "Ved du, hvor svært det var for mig, da du var i det koma? Ved du hvor svært det var, da du ikke kunne huske mig? Ved du, hvor svært det var, at give slip på dig? Og nu er jeg endelig glad igen! Med Shawn! Og så kommer du bare og starter det hele forfra" jeg begynder at græde,
"og så giver du mig den her halskæde? Hvad fuck skal det betyde? Hvem tror d-"
han trækker mig ind til ham, og så kysser han mig. Jeg lukker øjnene, og kysser ham tilbage. Vi vælter ned på sengen. "Jeg elsker dig" hvisker han mellem kyssene.
"Du er fuld" hvisker jeg tilbage.

***

Det var så kapitlet fra Lolas synsvinkel! Undskyld det tog så lang tid, jeg har haft rigtig mange problemer med wattpad for tiden<3

You've reached the end of published parts.

⏰ Last updated: Jul 31, 2019 ⏰

Add this story to your Library to get notified about new parts!

SecretsWhere stories live. Discover now