✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

ENOGTREDIVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 31 – Remind Me, del 2
"Remind me where we used to go..."
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Hvornår er det nu, koncerten er?" spurgte jeg, inden jeg ville glemme det igen, da Smilla havde brokket sig færdig over sin lillesøster, Marie. Sit ansigt trak hun sammen i en eftertænksom grimasse, mens rummet var fyldt af stilhed, eftersom ingen af os sagde noget. Der var ikke noget, som skete, mens jeg ventede svar, indtil hun trak på skuldrene, og hendes fingre ramte tastaturet på den grå computer, hun havde til at stå foran sig. Fra hendes læber lød et lavt jeg undersøger det lige, som endnu engang fik mig til at afvente hendes næste handling.

Noget tid gik – og det ville altså sige to lange minutter – hvor hun fumlede rundt på sin computer, mens hun stille nynnede de samme linjer af en sang, jeg aldrig havde hørt før, for sig selv, indtil hun kaldte mig om ved siden af hende, så jeg kunne følge med på skærmen. All we had was love, you took me higher, gave me that sweet, sweet fire. In the setting sun, the tide got higher, and we caught fire, var ordene, der lød fra hendes læber, om og om igen.

"Jo, se her," sagde hun, og jeg lod mit blik ramme ordene på skærmen foran mig. Stille og roligt scrollede hun ned ad siden, og mine øjne nåede lige at opfange kunstnernavnet Marcus & - og så var hun scrollet videre, inden jeg fik læst det sidste navn. Smilla stoppede dog umiddelbart efter, hvor musen blev kørt hen på datoen, der stod lige under det navn, jeg ikke nåede at læse færdig. 9. februar 2018 viste den. Jeg skulle altså til koncert med en eller anden Marcus fra Sverige og en anden svensk dreng. Resten af timen lavede vi ikke så meget, for at være helt ærlig. Rettelse. Smilla lavede ikke så meget, mens jeg gang på gang forsøgte at få os i gang med den matematik, jeg vidste, vi ville få for som lektier. Men efterhånden havde jeg vænnet mig til det. Efter snart 10 års venskab måtte jeg bare erkende, at vores venskab ikke var det, det engang havde været. Dermed ikke sagt, at vi ikke stadig var bedste veninder, for det var vi! Med tiden var det bare sådan, at vi var vokset op og havde ikke længere det samme syn på mange ting. Men så længe det fungerede, så gik det.

Timerne gik; matematik, dobbelt dansktime, samfundsfag, geografi og til sidst en dobbelt fysiktime, inden det blev weekend, og jeg langt om længe kunne sætte min stol op, for først at tage den ned tre dage senere. Ud ad døren, og så direkte hjem, hvor jeg forhåbentlig ville blive mødt af en nordmand, som forhåbentlig ikke var træt af mig endnu, skønt han efterhånden havde været her en del tid.

Som forventet var Tinus der stadigvæk, da jeg kom hjem. Han mødte mig i gangen, gav mig et kram, som straks satte sommerfuglene i min mave på overarbejde og samme sekund, jeg havde fået mit overtøj af, spurgte han ind til min dag. Sådan var det efterhånden, hver gang jeg kom hjem; han blev som en lille hund, hvis ejer endelig trådte ind ad hoveddøren efter at have været væk alt for længe.

"Mhm... Den har vel været fin nok? Der er ikke rigtig sket så meget,". Ordene nåede lige at fylde rummet og blive sagt, inden jeg blev opmærksom på min blære. Tissetrang, kort fortalt. "Jeg smutter lige på toilettet", sagde jeg og var egentlig også gået, da Tinus greb fat i min arm. "Kan jeg ikke låne mobilen din?" Han sendte mig sine sødeste hundeøjne og trak munden op i et stort, halv-falsk plage-smil. "Vær så snill, Clara."

Jeg sukkede kort, og ignorerede så godt jeg kunne alle de følelser, der strømmede rundt i min krop, og gjorde mig opmærksom på hver evig eneste celle. Om han gjorde det ubevidst eller ej, så var han skyld i, at mine ben blev svage under mig, og at alting snurrede en smule rundt. Et par sekunder gik, inden jeg reagerede og gav ham den uden at tænke videre over det. "Hva heter du på Instagram? Jeg må følge deg da," sagde han så, inden jeg gav ham mit brugernavn, og for anden gang forsøgte at vende snuden mod toilettet.

Da jeg omkring 5 minutter senere kom tilbage, var min telefon stadig plantet i hænderne på hættetrøjedrengen, og han var i mellemtiden begyndt at nynne, og selvom han før havde påstået, at det synge-noget han havde gang i i fritiden ikke var noget stort, så lød det utrolig godt. "Remind me where we used to go, we got lost in our favorite song. I never never wanna know, if we ever ever let this go. All we had was love, you took me higher, gave me that sweet, swe-"

Jeg afbrød Tinus, da ordene begyndte at give mening I mit hoved. For jeg kunne genkende dem. De selvsamme ord, som Tinus skulle til at sige, var dem, Smilla havde sunget tidligere, efter sit brokkeri over sin søster. All we had was love, you took me higher, gave me that sweet, sweet fire. In the setting sun, the tide got higher, and we caught fire.

"Ej, hvad hedder den der sang?" spurgte jeg begejstret, overrasket over tilfældet at mine to bedste venner havde nynnet den samme sang, samme dag. Forvirret og en anelse skræmt kiggede han på mig. "Oi, du skremte meg der," et hæst grin efterfulgte ordene, og igen åbnede han munden: "Jeg vet faktisk ikke, hva den heter. De spillte den i radioen tidligere i dag."

Jeg nikkede, lettere skuffet. Sangen var sikkert et stort hit, siden den blev sunget af folk, uden de egentlig tænkte over det, og det var så typisk mig ikke at kende alle de hittende sange, hvilket fik et suk til at forlade mine læber.

"Nåh... Det var bare fordi min veninde, Smilla, sang den nemlig også tidligere i dag, og så ... ja," jeg trak på skuldrene, og kiggede på nordmanden med de brune øjne overfor mig. Et smil spillede om hans læber, og han grinte kort. "Koseligt, haha".

Mhm, helt sikkert. Meget koseligt, men også meget mærkeligt.

___

{vote, del, kommenter}

♡

1025 ord.

♡

Wuhu, det er her det længste kapitel jeg har skrevet i hvad der føles som årtier:))))      

IHHHHH, forresten så ligger vi på 8. pladsen i FanFiction og vi har lige rundet 5K reads!!! Tusind taaaaak!<333

Xx pigefradk

Udgivet: 26/07/18