Bleed

14. Når næsten alt forfærdeligt er glemt

"Det er Ellen." sagde hun meget forsigtigt, nummeret var jo ukendt.
"Ellen! Er du okay? Er du i sikkerhed?" Udbrød jeg.
"Alicia?! Er det virkelig dig?"
"Ja! Jeg beklager at jeg ikke har ringet tidligere."
"Jeg har prøvet utallige gange at kontakte dig, og jeg har været hjemme hos dig, efter at jeg så din lejlighed troede jeg at der var sket dig noget... der er vel ikke sket dig noget?"
"Jeg har det fint, jeg er hos Jamie." Sagde jeg med en rolig stemme.
"Hvem er Jamie?" Spurgte hun helt forundret.
"Det ved du da godt, han reddede dig igår aftes fra Brandon og hans bande... jeg reddede dig."
Der kom en stilhed fra den anden ende, jeg begyndte at blive nervøs.
"Alicia, jeg ved ikke hvad du taler om... jeg ved bare at du har haft indbrud i dit hjem."
Jeg forstod ingenting, prøvede Ellen at lave numre med mig? For så var det ikke sjovt. "Ellen? Er du derhjemme?" Spurgte jeg. "Ja?" Svarede hun blot spørgende. "Er du i sikkerhed?" Spurgte jeg igen. "Ja da! er der da noget galt?"
"Nej nej... alt er fint." Jeg kom lige pludselig i tanke om hvad der kunne have været galt siden Ellen havde mistet sin hukommelse, for det både hun og jeg havde været udsat for, var ikke bare lige noget som som sådan glemte.
"Ellen... kan jeg ringe tilbage imorgen? Ej ved du hvad! jeg kommer forbi i morgen på et tidspunkt hvis det er okay?"
"Ja da! kom du bare forbi... er du sikker på at du er okay?" Spurgte hun igen. "Ja... Jamie passer på mig." "Er han en flirt eller noget?" Jeg fnøs. "Måske... måske ikke." "Fortæl mig alt om ham til mig imorgen søde!" Svarede Ellen leende, tydeligt havde hun det fint og var okay, vi sagde farvel til hinanden og jeg afbrød forbindelsen.

Jeg rev døren op og traskede ud med vrede skridt. Jeg fik et chok da jeg næsten var lige ved at gå ind i Jamie. Jeg tog nogle skridt tilbage og så vredt op på ham.
"Smuglytter du?!"
"Måske." Sagde han blot.
Jeg fnøs. "Din idiot, du har fået Ellen til at glemme det hele! Hun ved intet hvad der er sket hende og jeg!"
"Hun husker godt til episoden i skoven, men intet af det andet forfærdeligt som lige er sket kender hun til."
"Hvorfor gjorde du det?"
Jamie så forvirret på mig, han trak på skuldrene og sagde. "Fordi alt det forfærdelige hun lige har været udsat for er glemt... hun kan komme videre med sit liv, hun er jo lige blevet kidnappet og hvem ved hvad hun er blevet udsat for!" "Nu ved hun jo det ikke selv." "Det er godt!" "Er du sikker på det?" Spurgte jeg lettere irriteret, jeg kunne ikke forholde mig til det, enten var det fordi jeg var misundelig og også ønskede at glemme hændelsen, eller også var det tanken om at Ellen ikke vidste nu om hun var blevet voldtaget af fire mænd som faktisk var hendes venner! Men jeg vidste ikke om det var dårligt eller skidt.
"Jeg valgte ikke at slette hendes minde om skoven fordi så ville hun bare tænke anderledes om hendes fire venner... hun vil ikke tro hvad de havde gjort imod dig og hun vil fortsætte sit gode forhold med dem og ikke vide hvor forfærdelige mennesker de er."
Jeg vidste ikke engang om de havde voldtaget hende i den lejlighed, om de overhovedet havde gjort hende noget, men blot holdt hende fanget og bundet... men nu ville jeg aldrig vide det fordi Ellen heller ikke vidste det, hun vidste ikke noget. Men jeg syntes det var en god ide at han ikke slettede hendes hukommelse med skoven... Ellen skulle vide hvor beskidte og rædselsfulde hendes ex venner var.
"Så... vil du takke mig eller slå mig?" Spurgte Jamie pludselig. Jeg så forvirret på ham, lige nu var jeg kun opslugt af mine egne tanker. Jeg sukkede dybt. "Godnat Jamie... og... tak." Han gav mig et nik, jeg gik tilbage ind på værelset og lukkede døren efter mig, jeg blev stående ved døren og ventede på at Jamie ville gå, jeg hørte hans skridt som bevægede sig væk, jeg fattede ikke hvorfor jeg lige blev sur på ham, han havde jo hjulpet Ellen en del, ikke bare reddet hende og sendt hende sikkert hjem... han havde også hjulpet hendes sjæl, og det var ikke min plan at fortælle Ellen det imorgen, jeg ville bare lade som om at intet var sket og selvfølgelig bilde hende ind at jeg havde fået indbrud, men af hvem? Vidste jeg ikke.