The summer i'll never forget

Røde roser

Summers pov:
Jeg træder ind af min dør. Alfred sidder ikke der lige når jeg træder ind som normalt. Han sover måske? Jeg går mod hans kurv, men den er tom. Måske i min seng. Da jeg kommer ind griber panikken i mig. Døren var ikke låst og Alfred er her ikke. Men alt ser normalt ud. Jeg styrter ud i mit køkken som også er en del af stuen. Alt er på sin plads som jeg forlod det. Jeg kigger over mod stuen. Der ligger nogle røde roser. Jeg går hen mod dem i et hastigt tempo. Et seddel ligger i roserne. På kortet står der 'Undskyld håber du kan tilgive mig tonerose.' Hvad bilder han sig ind. At snakke grimt om min familie og dens penge er noget, noget andet er at tage Alfred. Den eneste der faktisk betyder noget for mig. Jeg holder også af mine brødre, men uden Alfred er jeg igenting. Jeg ville ikke kunne klarer mig. Alt liv bliver nærmest suget ud af mig, bare af tanken.

Mine fødder banker mod jorden. Tårerne presser sig på mens vreden bluser op i mig. Hvorfor har den narrøv taget Alfred? Han ved at han er mit et og alt. Vil han ødelægge mig, som han ødelægger alle andre? Selvom roserne var ret søde udskyder de ikke for at han tog det eneste jeg har!

Jeg banker af min fulde kraft på døren. Hvilket ikke er så hårdt. Jeg læser jeg er ikke fitness typen okay? Altså jeg burde måske løbe nogle gange, men pfff *orker ikke* kommer ikke til at ske. Døren går op. Da jeg skal til at råbe Josh's ører af opdager jeg at det ikke er Josh men en mand. Nok i 60'erne. Af det hår han har tilbage er det gråt. Intet skæg selvom det ligner der har været noget. Rynker. Han ligner virkelig en sød og rar bedstefar. Åh hvor ville jeg ønske min bedstefar var et godt og rart menneske. Men man kan ikke have alt. Man er nød til at arbejde hårdt for at opnå ens mål.
"Mrs. Kan jeg hjælpe dem med noget?" Spørger den rare mand. "Eh ja jeg leder efter Josh Evans og min hund Alfred. En stor hvid pjusket en." Jeg er lige ved at bryde sammen. "Ja Mrs. Din hund er i god behold og Mr. Evans er på sit værelse. Skal jeg fortælle ham at han har gæster eller vil du hen til hunden først?" Wow han er venlig! "Jeg kunne godt tænke mig at se klo- jeg mener Evans først hvis det er okay" Bedstefaren fører mig ovenpå. Han banker på en af de tusinde døre i det store palæ. Det er ikke på størelse med mine forældres, men det er noget at blærer sig med. Josh træder ud af døren og kigger undskyldende på mig. Jeg kigger ned på mine fødder. "Din bedstefar virker virkelig rar, men også meget formelt" Siger jeg stille. "James er ikke min bedstefar, han er min butler, men jeg vil da fortælle ham at du syndes han er rar." Han smågriner. Ikke sådan hånligt, men med glæde. Nogle andre fødder nærmer sig, men jeg fastholder mit blik. "Jeg ved godt du er sur på mig, men vi er nød til at snakke. Nu. Du må tage din hund nu eller efter vi har snakket. Det møgdyr er alligevel alt for besværlig." "Seriøst, du kunne spørge i skolen eller sådan noget. Ingen Alfrednakning igen. Så vil jeg snakke, men kun hvis du ikke tager det eneste jeg har væk fra mig igen." En tåre forlader min øjenkrog. Det hele falder sammen og jeg begynder at stortude. Et par stærke arme lægger sig under mine arme og holder fast i mine skuldre. Min krop bliver presset ind mod hans. Jeg kigger op. Josh kigger ned på mig, fordi han er så høj. Jeg begrav mit ansigt på hans brystkasse og jeg kan mærke hans hoved i mit hår. Det her kunne jeg blive van til.

Josh kigger bekymret ned på mig. "Er du okay?" Han prøver at læse mine øjne men jeg lukker dem. "Tja, altså jeg troede jeg havde mistet Alfred og han er det eneste jeg nogen sinde har haft. Jeg har ikke snakket eller lukket op til nogen siden 7 klasse andre end ham... og nu også dig. Han er den eneste jeg kan stole på. Alle andre sårer mig." Jeg snøfter. Josh lægger sin pande mod min. "Kan du skride og tage din hund med nu?" Spørger han koldt. Al glæde der var tilbage i mig bliver suget ud. Tårerne triller men jeg føler kun vrede. "Fint, hvor er Alfred?" Spørger jeg neutralt. "Ned af trapperne, igennem hallen og første dør til højre." "Tak og farvel, snak endelig aldrig til mig igen." Jeg farer ned af trappen og igennem hallen. Da jeg åbner døren løber Alfred over til mig. Nogen jeg kan stole på. Eller den eneste. Jeg troede faktisk at jeg kunne stole på Josh, men som jeg har affaring med kan man ikke stole på andre end en selv.

Jeg åbner døren til min lejlighed der denne her gang var låst. Jeg stiller mine sko, hænger min jakke op og går mod stuen. Der ligger roserne fra Josh. Jeg burde bare smide dem ud, men et eller andet mig kan bare ikke. Jeg går der hen og samler roserne og kortet op. 'Undskyld håber du kan tilgive mig Tonerose' Urgh det dumme men nuttede kælenavn. Summer husk nu du kun synes det er nuttet fordi du ikke har snakket med andre og han var sød, altså inden han lukkede helt af. Jeg troede han ville kunne forstå mig med forældre der ikke laver andet end at arbejde. Tårerne triller igen. Græder jeg seriøst over ham? Alt jeg ved er at jeg godt kunne bruge et kram af ham, eller ham jeg troede han var.

Det er morgen og jeg er igang med at lave morgenmad til mig og Alfred. Kød til Alfred og smoothie til mig.

Jeg sætter mig ud i bilen og kører mod skolen.

Jeg træder ind af døren og går mod mit skab. Josh og nogle af hans venner står op og ned af det. Jeg moser mig ind og tager mine bøger "Vil du være sød at rykke lidt så jeg kan komme til time?" Spørger jeg høfligt, da jeg er ved at blive most af Josh's venner. "Du kunne også tage et andet sted hen med mig" Siger en af de klamme drenge imens han blinker en enkelt gang. "Nej, jeg må hellere komme til time." Siger jeg nervøst "Jo kom nu" Han begynder at rive i mig. Ud af det blå kommer Josh "Fatter du ikke noget" Josh tager fat i mig...

___

sååå dramatisk slutning, men glæd jer til det næste

Prøver at udgive et kapitel hver dag :)

Spørgsmål

Hvordan har din dag været

Hvad er din yndlingsbog

Hvad syndes du om TSINF (The summer i'll never forget)

16/01-20