The summer i'll never forget

Knust glas.

Summers pov:
Mit første kys. Noget så specielt vover han at tage.

Regnen skylder ned på mig. Det matcher vel mine øjne lige nu. Godt klaret Josh.

En jeg har længdes om at se er sådan en irreterne myg.

Utro svin var altså også ondt og hårdt at sige Summer!

Minder jeg mig selv om. Han fortjener meget, men det var over grænsen. Tale så grimt. Han har det nok dårligt i forvejen.

Jeg hader medlidenhed nogle gange! Men det er Josh. Hvorfor gjorde han det? Det er så meget ikke ham.

—

Hver gang jeg tager et skridt op af trappen sjasker mit tøj fordi det er så vådt. "Det er blot lidt iskoldt vand Summer. Det hele skal nok gå. Du er hjemme lige om lidt." Siger jeg til mig selv og prøver at køle ned.

"Åh Gud tak Josh for at låse døren inden." Jeg halv smiler lidt.

Han er stadig lidt af en gentleman. Ej nej! Han har såret mange på kort tid. Eller det vil sige to måske endda kun mig. Jessica så ret selvtilfreds ud.

Jeg styrer mod badeværelset. Jeg har brug for et bad ironisk nok.

Det varme vand strømmer ned på mig. Det må gerne vaske alle mine tanker væk med alt skidtet. Alle minderne om Josh. Denne gang må de gerne forsvinde. Smerten må gerne stoppe.

Efter et langt, tankefuldt og varmt bad hopper jeg i mine sorte Nike joggings og en lidt stram grå t-shirt sammen med mine blomstrede hjemmesutter.

Alfred kommer løbende. Jeg har savnet den her lille buttede skønhed. Han ser nu også meget fornøjet ud. Jeg tror han er glad for at have mig hjemme. "Jeg har virkelig også savnet dig musse." Siger jeg i den der stemme vi alle laver når vi snakker til dyr.

Min mobil brummer. Det er min mor. Åh nej dem havde jeg glemt alt om.

(Beskederne)

Mor: Hej skat, Josh sagde at du var smuttet så vi er på vej over til dig nu.

Mig: Hej mor. Det lyder super. Jeg var ikke rigtig sulten og savnede Alfred så jeg tog hjem, håber det er okay.

Mor: Selfølgelig skat. Du har været igennem meget idag.

"Ja det siger du ikke." Siger jeg til mig selv.

Min mobil brummer igen. Denne gang er det ikke min mor.

Jackass: Kan vi ikke snakke om det? Jeg vil gerne have lov til at forklare det hele.

Mig: I morgen. Du får 1 time.

Jeg smider mobilen fra mig. Jeg gider ikke mere.

Der bliver banket på døren. Så er de her. Wuh træk vejret.

Jeg åbner døren. Der står de. Smiler. Aner ikke hvad der er sket. De har igen ide.

"Skatter du have fuldstændig ret. Josh er en dejlig dreng. Vi vil ikke være skyld i at du er ulykkelig. Josh er din glæde." Og for første gang siger hun noget af kærlighed til mig. Det knuser mig endnu mere.

Jeg bryder sammen i gråd. "Jamen skatter dog. Hvad sker der?" Hun kigger bekymret på mig og tager mig så ind i hendes favn. "Jeg er bare så lettet over det hele." Får jeg sagt.