The Exorcist

The Game

"Hold fingrene på planchetten når du stiller et spørgsmål." siger Valerie og demonstrerer, hvad hun mener ved at placere sine fingre på en planchet. 

Et Ouija bræt ligger på gulvet i mellem os. Jeg piller nervøst i mine negle mens Valerie fortsætter.

 "På pladen er der tal og bogstaver i midten, som du ser på midten. Men der er også andre svarmuligheder, som ja, nej, hej og farvel" 

Det er Halloween aften. En aften, som jeg altid har brugt med Valerie så længe jeg kan huske. Disse aftener har dog ændret sig i takt med at vi blev ældre. Udklædning og indsamling af slik i nabolaget er i vores senere teenage år blevet skrottet. Det er vi vokset fra.

Når jeg kigger på brættet spekulere jeg på om dette er den rigtige erstatning. 

"Valerie er det her en god ide?" spørger jeg og kigger skeptisk ind i hendes brune øjne. Ouija brættet har hun arvet af sin afdøde farmor, som lærte hende alt om brættet og den åndelige verden.

 "Ej, rolig nu. Det sker ikke noget. Lad os nu bare prøve" svarer hun bestemt og begynder at tænde de stearinlys, som hun har placeret omkring os.

Jeg sukker og fjerner min finger fra den hjerteformede planchette, som ifølge Valerie vil blive ført rundt på pladen af de ånder vi skaber kontakt til.

"Okay, jeg starter så" Valerie smiler spændt og placerer fingrene på planchetten. Jeg læner mig væk fra brættet og Valerie rømmer sig med lukkede øjne.

"Er der nogle ånder i blandt os?" spørger hun med en lav stemme. "I dette rum?" tilføjer hun. Planchetten under hendes fingre bevæger sig heldigvis ikke, hvilket gør mig lettet. 

Der går yderligere to minutter uden der sker noget, men Valerie giver ikke op. Hun klemmer øjende hårdt sammen og siger med en højere stemme."Ryk over på ja, hvis der er nogle ånder i dette rum". Hendes stemme lyder hårdere og mere utålmodig end før. Hendes fingre dirrer på planchetten, men den rykker sig ikke den mindste millimeter.

Valerie åbner øjende og sukker højlydt. "Hvis der er nogle ånder i bla-". begynder hun før jeg afbryder hende "Tror du ikke bare du burde droppe det?" 

"Nej jeg vil ej. Det lykkedes min farmor hver eneste gang. Jeg giver ikke op!" svarer hun og retter ryggen, idet hun igen kalder på ånderne.

"Ryk over på ja" Hun stirrer på planchetten. Hendes fingre begynder igen at dirre, men før hun når at spørge igen, begynder planchetten at bevæge sig. Mit hjerte begynder at banke hurtigere mens jeg ser planchetten glide over på ja.
 

Vi gisper  begge af forskrækkelse og jeg puffer til hende af forskrækkelse. "Meget sjovt Valerie" vrisser jeg. Hun kan ikke være bekendt at forskrække mig.

"Hvad? Mellow, det var altså ikke mig!" udbryder hun. "Jeg sværger, jeg blev mindst lige så forskrækket som dig".

"Er du sikker?" spørger jeg, mens den bankende sensation i min brystkasse tager til. "Hundred procent. Det var ikke mig" Hendes stemme lyder oprigtig. Vi kigger begge ned på brættet igen. 

Var det virkelig en ånd, der lige rykkede på planchetten? Findes de?

"Spørg den om noget" siger jeg uden at fjerne mine øjne fra den brune træblade. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at se mere aktivitet og bekræfte en virkelig åndelig tilstedeværelse. Men nysgerrigheden trækker i mig på trods af den tiltagende hjertebanken.

 Valerie rykker uroligt på sig. "Er du en pige eller dreng?" spørger hun. Der sker ikke noget. "Hvordan skulle den kunne svare på det? Stil den ja og nej spørgsmål" opfordrer jeg.