The Exorcist

Holy

Det er allerede en uge siden jeg var været hjemme hos Mellow og synet af de røde øjne, sidder stadig i mit fast i mit hoved. Når jeg lukker mine øjne virker de faretruende tæt på mig. Af den grund har jeg ikke sovet meget den seneste uge. Dag og nat jages jeg af den isende fornemmelse og konstante frygt, der har fulgt mig siden jeg så Mellow.

Jeg tog tre dage fri fra skolen. Det samme gjorde Taylor. Da vi begge vendte tilbage til skolen, begyndte han pludseligt at opsøge mig meget. Vi talte ikke meget, men gav hinanden små opdateringer. Jeg fortalte ham om min eftersøgning i min farmors ting efter svar, der kunne hjælpe Mellow. Han fortalte mig om, hvordan det gik med hende. For hver gang vi talte sammen var hendes tilstand forværret og jeg havde ikke fundet svar i min eftersøgning. 

Efter jeg kom tilbage var der også mange, som spurgte efter Mellow. Både Taylor og mig havde fortalt dem, at hun hun lå syg med influenza. Folk ville tro vi var sindssyge, hvis de kendte sandheden. I disse dage føler jeg ikke, at det er en helt forkert beskyldning. Måske er vi sindssyge, hvis ikke godt på vej til at blive det.

Klokken ringer og jeg pakker hurtigt mine ting sammen og kaster tasken over skulderen. Jeg bemærker ikke, at Taylor dukker op i døråbningen før et par af mine klassekammerater begynder at hviske højlydt. De kigger fra mig til Taylor. De påtaler hviskende, at Taylors blik, som er rettet mod mig er en indikation på, at det er mig han venter på. Deres forvirring og begejstring for ny sladder er tydelig, idet de fniser og hvisker videre. 

Jeg får en knude i maven. Taylors pludselige tilstedeværelse overalt jeg går er mærkelig. Ikke kun for mig, men for alle. Vi plejer ikke at hænge ud sammen og især ikke uden Mellows tilstedeværelse.

Taylor går en klasse over os og er absolut en af de mest eftertragtede fyre på hele skolen. Ingen pige på skolen ville afvise at interagere med ham. På nær mig - eller det plejede jeg, da i hvert fald at sige til mig selv. 

Han hilser lavt, da jeg går forbi ham, og han følger med mig ud på parkeringspladsen.

"Jeg gik ud fra, at du godt kunne bruge et lift når du alligevel skal besøge Mellow?" han skæver mod sin sorte motorcykel. Han tændte for en cigaret og tager et sug. Han ligner en hver rom-coms steorotype svar på en fyr, som hovedpersonen falder for. Jeg ryster indvendigt på hovedet.'

Han rækker mig en hjelm. "Jo tak" jeg tager hjelmen på og den føles, som en stor klods på mit hoved.  Taylor smiler kortvarigt af mit forsøg på at spænde den. Det er ikke meget jeg har set ham smile de seneste stykke tid. Jeg dømmer ham ikke. Der har ikke været så meget at smile over.

"Her lad mig hjælpe dig" han smider cigaretten og spænder hjelmen sammen under min hage. Han sætter sig op på motorcyklen og jeg sætter mig forsigtigt bagved ham. Jeg sidder stift i sædet og spekulere på om jeg ser lige så forvirret og hjælpeløs ud, som jeg føler mig. Hvad skal jeg gøre af mine arme? 

Efter et øjeblik, hvor jeg tager mod til mig lægger jeg mine arme hænge om hans liv. 

"Du må hellere holde bedre fast, hvis du ikke vil falde af" Hører jeg ham sige før han gasser op og fylder mine ører med en rungende fornemmelse. Jeg strammer mit greb om ham. Jeg tænker pludseligt på Ryan. Hvad ville han sige, hvis han så mig nu? Jeg sænker hovedet i troen om, at det ville gøre det umuligt for folk at genkende mig.

Det ville ikke være særlig smart, hvis Ryan ser mig sådan her. Med armene om en anden.

Taylor drøner hurtigt af sted fra skolen og stopper først, da vil holder foran det velkendte hus. Vi stiger af og det lykkes mig at få hjelmen af selv.

Taylor trækker motorcyklen ind i garagen og lægger nøglerne til den i hans jakkelomme. "Lad os gå ind" 

Vi går ind og det første vi får øje på er hans mor, som sidder i sofaen med en ældre herre. De taler dæmpet og hilser, da de får øje på os.