The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 11

Jeg havde formået at overtale Nate, til at lade mig hjælpe med samlingen af bilen, selvom jeg ikke ville være til meget hjælp med gips på den ene arm og var blevet i garagen selvom jeg mest af alt havde haft lyst til at gå før jeg så karburatoren. Nate havde indtil nu, været total kold overfor mig, men lige nu mens vi arbejdede på bilen var der ingenting. Han fortalte passioneret omkring bilen og hvor langt han var noget og hvor meget han manglede endnu. Han var også kommet langt bagud med at restaurere den, da han selv havde sat min bil i stand og ikke et værksted. Og han havde netop lige fortalt at det var ham, der havde taget beslutningen om at lakere den sort og ikke min bedstemor, som jeg bare var gået ud fra. "Jeg ville gerne have beholdt den røde farve." Han kiggede op på mig og sendte mig et bedrevidende blik. "Nej du er glad for at den er sort og ikke rød." Tja det var egentlig rigtigt nok, men jeg ville gerne have været den, der havde taget beslutningen om at ændre farven. "Men det kunne du ikke vide på forhånd." Han rettede sig op og smilede halvt. "Det er kun Rave der vil have en bil i en så iøjnefaldende farve." Det at høre hendes navn, minde mig om noget andet der egentlig ikke helt havde noget med hende at gøre. "Hvorfor er du ikke med til det ekstraordinære møde?" Han lagde værktøjet fra sig og lænede sig op ad bilen, mens han tørrede hænderne af i sine overalls. "Som jeg nævnte tidligere, så er cirklens ord lov. Hvis de beslutter at binde Cirklen så er det, det vi gør og hvis ikke så lader vi være. Jeg er ligeglad med hvad beslutningen bliver, det er ikke mig der er bruger ukontrolleret magi." Jeg rynkede brynene og krydsede armene. "Hvad mener du med magi? Og Hvordan kan du vide at det ikke er dig?" Han lagde armene over kors og skævede i min retning. "Magi som i magi... Og med hensyn til anden del af dit spørgsmål, så skyldes det meste af den ukontrolleret magi følelsesmæssige udsving og dem lider jeg ikke under." Nej det gjorde han så sandelig ikke. "Du svarede ikke rigtig på mit første spørgsmål." Jeg satte mig på skamlen ved arbejdsbordet og trak det ene ben op under mig. "Jeg kan ikke udbyde det mere end det." Han trak skateboardet lidt længere ud, fra under bilen, lagde sig på det og skubbede sig ind under bilen. "Kan eller vil ikke?" Han svarede ikke, så jeg rejste mig, greb fat i hans ene ben og trak ham ud, fra under bilen og han kiggede irriteret op på mig. "Jeg spurgte dig om noget." Han kneb øjnene let sammen og trak så sit ben fri fra mit greb. Så trillede han ind under bilen igen. "Os elleve her på vejen nedstammer fra hekse og kort tid efter vi alle var blevet seksten begyndte vi at kunne gøre noget lignede det vi ser, sker omkring os nu. Vi fandt senere ud af det med at vi nedstammer fra hekse. Vores forældre ved ikke noget om det, men det gør de få bedstemødre, der er tilbage på vejen. Eloise, Xavier og Aiden er blevet tillært nogle færdigheder fra deres bedstemødre. Eloise er et omvandrende krystal leksikon, Xavier kan lave eliksirer der kan være what ever du har brug for og Aiden en mester i urter, i forhold til anvendelse og opbevaring. Alt andet viden stammer fra en bog fundet hjemme hos Haiden, da bedstemødrene ikke vil snakke om magi eller det at være hekse. Vi forsøgte i starten med små hentydninger, men de fejede os af. Om de stadig praktisere ved vi ikke, men der skete noget før vi blev født som i sidste ende endte med at en stor portion af vores forældre døde efter vi blev født. Begge mine forældre døde den dag og det er derfor jeg bor sammen med Aiden, som er min fætter på min fars side og hans bedstemor. De er det eneste familie jeg har tilbage, lige bortset fra Carlton. Han er min grandfætter på min mors side. Vi mistænker... Eller det vil sige Sam mistænker at du er en heks lige som os, når man tænker på dit ophav. Altså din bedstemor." Han trillede ud fra under bilen og kiggede op på mig. Jeg kiggede bare tomt ned på ham. "Det var ikke lige den reaktion jeg havde forventet." Jeg trak bare på skuldrene. "Det bliver ikke meget bedre end det. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige og jeg føler ikke rigtig så meget. Pillerne jeg er på, lader mig ikke føle noget videre." Han satte sig op og kiggede undrende på mig. "Pillerne? Hvad for nogle piller?" Jeg skævede til ham og overvejede om jeg skulle sige noget eller ej, men besluttede mig for at gøre det. "Jeg fandt min mor død i køkkenet et par uger inde i sommerferien. Jeg havde snakket med hende kort forinden og..." Jeg rømmede mig. "Jeg var indlagt for chok og opholdet blev forlænget fordi en depression fulgte lige efter. Jeg er her, hos min bedstemor, fordi jeg er blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv og har derfor brug for en værge." Hans undren blev til medlidenhed, som jeg ikke ønskede og i det samme vibrerede lommen på hans overalls og han fiskede sin mobil frem. "Ser ud til at jeg er ønsket et andet sted... Men shit." Mere havde han ikke at sige. Han rejste sig bare, puttede mobilen tilbage i lommer og forlod garagen. Han kiggede sig dog over skulderen og tilbage på mig en enkelt gang inden han forsvandt ned ad stien til stranden.