The Covent of Silverbarck Road

Kapitel 34

Det rungede for mine øre og flimrede for mine øjne, men jeg kunne skimte en skikkelse over mig. Killian stod over mig og rakte en hånd ned mod mig. Den anden arm havde han rundt om Xavier, der hvilede tungt ind mod ham. Kim stod et kort stykke fra os og havde en arm rundt om Tate på præcis samme måde som Killian havde om Xavier. Jeg tog Killians hånd og lod ham trække mig på benene. Da den fulde vægt kom på mine ben, knækkede de sammen under presset og smerte strålede ud fra det knæ, jeg kunne have sværget på, var blevet knust tidligere. Jeg kunne se hans læber bevæge sig, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde. Han vinkede af Kim og hun forsvandt ud af syne med Tate på slæb. Killian hankede op i Xavier, hvis øjne slet ikke kunne fokusere. Der gik ikke lang tid før Kim var tilbage og hun bukkede sig ned og lagde armene rundt om min overkrop, før hun trak mig op. Med begge armene om min overkrop og min ene arm rundt om hendes ryg, trak hun mig nærmest hen til min bil. Den korte tur hen til bilen føltes som en evighed og havde det ikke været for hendes greb omkring mig var jeg aldrig nået derover. Jeg havde ondt steder, jeg ikke havde haft før eksplosionen og min krop føltes så uendelig tung. Hun satte mig ind i midten bagerst, med Tate til min højre side. Hun klikkede min sele fast og sætte sig ind på passagersædet. Killian satte Xavier ind på den tomme plads ved siden af mig, klikkede hans sele fast og sætte sig ind på førersædet. Han gassede hurtigt op og vi fræsede væk derfra.

Vi kørte langsomt gennem byen og Kim drejede sig i sædet og lyste på os med lommelygten på hendes mobil. Jeg missede med øjnene og holdt en hånd op foran ansigtet for at skærme for lyset. Tate og Xavier gjorde det samme. "Gider du stoppe?" Xavier slog ud mod hendes hånd, der holdt mobilen, men hun flyttede sig hurtigt ud fra hans rækkevidde. "I er heldige at i stadig trækker vejret." Hun skulede skiftevis til os og Tate rykkede sig i sædet. "Havde det ikke været for Eve og jeg havde i tre ikke haft en chance." Tate skulede tilbage og hun himlede med øjnene. "Jaja vi reddede hinanden. Og fuck du var badass." Xavier skubber drillende til min skulder med sin. "Jeg følger mig ikke badass." Jeg fanger Killians blik i bagspejlet. "Nate nævnte godt nok at du har taget selvforsvar, men det du havde gang i var mere end selvforsvar." Jeg lagde armene over kors og rykker lidt rundt i sædet. Jeg mente ikke selv jeg havde gjort noget vildt, men jeg kunne ikke lade være med at fryde mig lidt over, at vi faktisk var sluppet afsted med livet i behold. "I skulle virkelig stoppede med at rende med sladder." Jeg kunne ikke holde stemmen helt kold og det fik Killian til at grine. "Det burde vi, men der er ikke så meget andet at lave." Han puffer til Kim med den ene arm og hun nedstirrer ham mens hun peger på vejen. "Fokus." Hun vender blikket mod mig igen. "Sam sørgede for at din bedstemor kom hjem. Vi snakkede med hende for lidt siden, mens i var bevidstløse."

Killian parkerede min bil foran mit hus og så hjalp han Xavier ud af bilen. Kim tog fat i Xaviers anden arm og tvillinger hjalp hinanden med at få ham mod hans hus. Tate gik lige bag dem og vinkede kort til mig. Jeg blev stående foran trapperne indtil de var ude af syne og haltede så hen til nummer 3, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå op og banke på da jeg nåede derhen. Klokken var mange og det var ikke sikkert nogle var oppe, desuden følte jeg ikke helt for at fortælle vedkommende, der åbnede døren at jeg havde brug for at se Nate. Jeg lod mig falde ned på verandatrapperne og hæv min mobil frem. Tate havde givet den tilbage til mig i bilen og jeg havde diskret forsøgt at proppe den ned i min bh, da jeg ikke havde nogle lommer. Jeg havde efterfølgende fanget Xaviers blik, men han havde ikke sagt noget, hvilket jeg var glad for. Jeg strakte det venstre ben, det med det dårlige knæ, ud og bed mig i kinden for ikke at komme til at skrige. Fuck det gjorde ondt, hvilket var mærkeligt da jeg havde været i stand til at støtte på det tidligere uden at føle smerte. Jeg bed smerten i mig og jeg tvang mig selv til at strække det helt og jeg kunne mærke hvordan noget gav sig inde knæet. Jeg bøjede det langsomt igen og kiggede så på min arm, som var blevet skåret op, men nu var der ikke noget at se. Ærmet på kjolen var flænget, skørtet havde endnu flere flænger og enderne af skørtet var lettere brændt. Det havde været tæt på. Alt for tæt på og det første jeg skulle i morgen var at hive fat i Eloise. Det her kropssmykke skulle af og det kunne kun gå for langsomt. Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage på trapperne. Jeg var så smadret at jeg kunne falde i søvn nu og her, men det ville være svært at forklare hvorfor jeg sad at sov på trapperne, hvis jeg blev opdaget. "Er du okay?" Jeg åbnede straks øjnene og kiggede op på Haiden, der stod med hænderne i lommerne på sine bukser og kiggede bekymret ned på mig. Jeg nikkede, greb fast i gelænderet og trak mig op at stå. "Det har været en lang dag." Han sendte mig et smil og jeg kiggede væk. Han greb ud efter min arm, mens jeg kæmpede med at finde balancen. Jeg trak mig fri og greb efter gelænderet igen. "Skal jeg ikke følge dig hjem?" Jeg rystede på hovedet og haltede væk fra gelænderet igen. "Det synes jeg ikke du skal." Han slog ud mod mit hus. "Jeg vil bare hjælpe." Jeg sendte ham et trist smil. "Det ved jeg, men du vil gøre mere gavn hvis du bare går hjem." Han greb ud efter mig igen, men stoppede sig selv og stak atter hænderne i lommerne. "Jeg har været en idiot, det ved jeg godt, men du kan ikke blive ved med at stikke af fra mig og så begrave ansigtet ved Nates skulder. Det er ikke fair for nogen af os." Jeg stoppede op og drejede langsomt hovedet over mod ham. "Hvis skulder jeg begraver mit ansigt ved, kommer ikke dig ved. Ej heller kommer det dig ved hvem jeg er sammen med. Jeg har på intet tidspunkt lagt an på dig og det er ikke min skyld at du ødelagde det du havde med Sam, fordi du troede jeg så vil blive din. Og du kan godt pakke det sårede udtryk væk. Jeg har haft en lang og hård aften, men det betyder ikke at jeg ikke vil lægge dig i benlås hvis du ikke lader mig være." Han bed hårdt sammen og tog et lille skridt baglæns. Jeg kunne mærke den dragende fornemmelse og den var lige så stærk som da han havde kysset mig til Homecoming. Han havde ret i én ting og det var at det ikke var fair for nogen af os, men jeg kunne ikke gøre for at jeg havde følelser for Nate og at de føltes mere virkelige end den dragende, summende og elektriske følelse jeg havde for Haiden. Det jeg følte for Haiden var ikke virkeligt, men det kunne det blive når kropssmykket kom af og jeg rigtigt mærkede det Haiden måtte føle. Så nej det var ikke fair, men der var heller ikke noget at gøre.