Cesar, Totally Not A Garfield |✔️

4. Vækket og sorg

Jeg kigger ud af vinduet. Det er tidligt morgen, og jeg er vågen før Samantha, hvilket er nyt. Jeg plejer at sove, så længe jeg kan. I dag er bare noget andet. I går ved aftensmaden, fik vi alle lasagne, og jeg fik lov til at sidde på Samantha ved bordet og spise af min egen tallerken for første gang, men det gjorde Caramel også. Hun spiste også lasagne, og jeg er ret så sikker på, at hun fik mere end mig. Hvordan kan de bare tillade det, når hun bare er en hvalp?

"Cesar, er du virkelig vågen, eller drømmer jeg stadig?" spørger Samantha med en hæs stemme. Jeg kigger på hende. Hendes øjne er klemt sammen af lyset fra vinduet. Jeg fik selvfølgelig lov til at sove sammen med hende i den her utrolig bløde seng. Den er ikke blødere end den derhjemme, men den går an.

Jeg lægger mig ved hendes hoved, hvilket hun griner lidt af. Hun krammer hendes arm rundt om mig.
"Skal vi ikke gå ned og se, om de andre er vågen?" spørger hun og gaber. Hun spørger mig altid om ting, selvom hun godt ved, at hun ikke får et svar tilbage. Jeg har ikke rigtig fundet ud af, hvorfor hun gør det.

"Jeg kan i hvert fald dufte mad," mumler hun og rejser sig op. Kan hun? Jeg snuser efter. Oh, dér var den. Mine sanser er ikke, hvad de har været. Hun finder noget tøj frem og tager det hurtigt på, før hun reder hendes hår. Jeg hopper ned fra sengen, men så svigter mine ben, og jeg falder ned på maven. Måske spiste jeg alligevel for meget lasagne i går. Ik' så meget som Caramel, så hun må have det sværere.

"Hov, pas nu på," siger Samantha med store øjne og løfter mig op i hendes arme. Hun går ud fra det her værelse med armene godt rundt om mig. Vi kommer ned af trapperne og kommer hen til det store rum med stuen og køkkenet. Alle sidder rundt omkring og spiser morgenmad. Bortset fra Spencer. Han sover nok stadig.

"Halløjsa, sovetryne," smiler Hannah. Hun sidder ved køkkenbordet sammen med de andre voksne.

"Det er stadig morgen," forsvarer Samantha sig selv.

"Klokken er 10," siger Jack med løftede øjenbryn. Er den nu også det? Jeg laver sjov, jeg kan ikke klokken.

"Præcis, morgen," siger Samantha med store øjne.

"Er Spencer vågen?" spørger Hannah. Nok ikke. Han kan sove længere end mig, og det siger meget.

"Hvorfra skulle jeg vide det?" spørger Samantha irriterede. Der er vist en, der ikke er morgenmenneske. Det var i hvert fald en vild humørsvingning.

"Kan du ikke gå op og vække ham?" spørger Hannah bedende.

"Jeg er sulten," klager Samantha. Hannah sukker og kigger over på sofaen. Alice, Billy og Diego sidder der. Åh, Caramel ligger selvfølgelig også der.

"Billy, kan du ikke gå op og vække Spencer?" spørger Hannah. Billy kigger hurtigt på hende.

"Nej, jeg har en meget vigtig samtale med Diego," siger han med mad i munden. Lækkert.

"Meget vigtig," nikker Diego med store øjne. Meget vigtig? Hvad er det?

"Hvad er der med vores børn?" sukker Hannah og kigger på Jack. Han trækker blot på skuldrene og spiser videre. Samantha tager en tallerken og putter noget af maden fra panden på hendes tallerken. Hun gør det selvfølgelig forsigtigt, så jeg ikke falder.

"Jeg kan godt vække ham, hvis det er. Jeg har spist," siger Alice og rejser sig op med hendes tallerken.

"Ej, det behøves du ikke, Alice," siger Hannah blødt. Alice ryster hurtigt på hovedet.

"Men jeg vil gerne. Jeg har ikke andet at tage mig til," siger hun og sætter tallerkenen i vasken.

"Uh, så skal du tage Cesar med. Han sætter sig altid på Spencer i ansigtet, så det skal nok få ham til at vågne," siger Samantha og rækker mig til Alice. Nej, det gider jeg ikke igen.