Cesar, Totally Not A Garfield |✔️

8. Donuts og kurven

"Hej, venner," siger drengen glad. Han har åbnet døren og sat sig på hug foran os. Bakken har han sat på jorden. Jeg kan se donuts, hvilket mine øjne bliver større af.

"Åh, har I taget en ven med?" spørger drengen, som jeg tænker er Logan, og kigger på mig. Han ligner en, der er på alder med Samantha måske. Sådan cirka. Han smiler med store smilehuller og aer mig.

"Hvor har I fundet ham henne?" spørger han og kigger på Robbie og Rosie. Så han er også ligesom Samantha. Han stiller spørgsmål, selvom han ikke får et svar tilbage. Ej, nu tænker jeg på Samantha.

"Nå, det er også ligegyldigt. Jeg gætter på, I er sultne," siger han og rykker bakken foran os. Jeg begynder hurtigt at guffe det i mig ligesom Robbie og Rosie.

"Gem nu også noget til mig," griner Logan lavt og tager en og begynder at spise den. Jeg kan virkelig godt mærke, at min mave manglede det her. Det er ikke lasagne, men det kan stadig godt noget.

"Jeg har en idé," siger Robbie og kigger op fra hans donut.

"Det har du altid," siger Rosie med donut i munden.

"Hvad nu hvis, vi får Logan til at hjælpe os?" spørger han. Jeg kigger forvirret på ham.

"Hvis du ikke allerede havde opdaget det, så kan mennesker altså ikke forstå os," siger jeg og spiser videre. Han sukker.

"Nej det ved ja da godt, men vi kan da prøve at signalere det til ham," siger han.

"Signalere hvad?" kommer det fra Rosie.

"Han kan få os ind i den bygning, hvor alle dyrene og Dr. Dulion's onde planer er," forklarer han. Vent, det kunne måske godt virke.

"Hvordan har du så tænkt dig, at han skal forstå det?" spørger Rosie. Robbie kigger rundt og får så øje på noget. Han går hen og trækker en avis med herhen igen. Logan kigger forvirret på ham, imens han tygger af munden.

"Hvad laver du?" spørger han. Igen, han får altså ikke et svar. Jeg kigger på avisen, imens jeg spiser. Dr. Dulion er på forsiden. Robbie hopper op på avisen på hovedet af Dr. Dulion.

"Åh, du prøver at fortælle mig noget. Okay," siger Logan og rømmer sig. Jeg bliver færdig med min donut og kigger spændt på Robbie. Rosie kigger bare underholdt på ham.

"Dr. Dulion, ond," siger Robbie og tramper på Dr. Dulion. Rosie prøver at holde hendes grin inde.

"Dr. Dulion?" spørger Logan. Robbie nikker ivrigt. "Jeg ved, at han er ude på noget. Er det det, du vil sige?" spørger Logan. Robbie bliver ved med at nikke. Virker det her rent faktisk? Han er jo et geni.

"Wow, det ville være nemmere, hvis du kunne tale," siger Logan tænkende til ham selv. Ja, det ville det.

"Hjælp mig," siger Robbie til os. "Jeg lades som om, jeg er Dr. Dulion, og så er I de fanget dyr," siger han. Rosie sukker og går hen til mig. Han prøver at vise Logan, at han er ond, og så fanger han Rosie og mig, så vi er bange. Logan får store øjne.

"Dr. Dulion holder dyr fanget! Jeg tør vædde på, at maskinen, han lavede, skal bruges mod dyrene," siger han hurtigt og rejser sig op. Jeg kigger på ham med store øjne. Hvordan i alverden gættede han det? Jeg tror ærlig talt, der er noget galt med ham. Eller måske ikke. Han kan bare være god til at gætte. Virkelig god.

"Ha, jeg vidste, han ville gætte det," siger Robbie vindende. Det er meget selvtillid.

"Vil I gerne have min hjælpe?" spørger Logan langsomt og peger på sig selv. Vi kigger bare op på ham. "Det tager jeg som et 'ja'. Jeg siger lige til min far, at jeg går ud," siger han og åbner døren, så han står i døråbningen.