Maxwells lange rejse

Kapitel 8

     Selvom Maxwell havde påstået, at det altså var for farligt for en ung dame som hende, at komme med til Pólian, tog hun alligevel med dem. Hun var irriterende stædig og noget så ubehøvlet, sådan at modsætte sig ham, når nu han forsøgte at forklare hende hvilke fare der kunne komme på deres vej. Men det var hun ligeglad med, noget sagde Maxwell at der lå mere bag den direkte modstridende mening, som hun havde i forhold til ham. Men  holdte det for sig selv, selvom han havde rig mulighed for at diskutere det yderligere med hende mens de red igennem sneen. Hun havde nemlig ingen hest, og måtte derfor sidde bag på Maxwells når de red. Det gjorde ham nu ikke noget, trods det at hun konstant skulle kritisere hans ride teknik. Det virkede mest af alt, som et desperat råb for at få opmærksomhed. Hvilket Maxwell gav hende rigeligt af. Til sidst holdt hun op, og sad roligt bag på den gamle hest, med armene omkring ham. Hun var godt pakket ind, fra top til tå, da Skovfolk lever i mere tempererede egne, og derfor ikke er vandt til det kolde nordlige vejr.
     Da de endelig nåede frem til Pólian, var de alle tre trætte og kolde. De delte sig derfor op i to hold, for at det ene hold skulle finde ly for natten, mens det andet, som bestod af Erik alene, skulle finde ud af hvor våbensmeden befandt sig. De aftalte derefter at mødes, på et senere tidspunkt. Efter at de var skiltes, begav  Maxwell og Au'el sig ind på en mindre kro. De var åbenbart vant til rejsende i byen, for ingen sagde noget til at Maxwell og Au'el, der forøvrigt var så godt pakket ind i pels hue og tørklæde, at hun dårligt kunne gå rigtigt.
     "Er det koldt ude?" Gryntede den tykke krovært sarkastisk fra den anden side af disken, mens han tørrede et par glas af med et beskidt viskestykke og skævede til Au'el, der så rundt i kroen med sine store grønne, nysgerrige øjne. Maxwell så sig over skulderen til hende, og skulle tage sig sammen for ikke at grine over hendes kære fremtoning.
     "Min ven er bare lidt kuldskær.." Tilføjede Maxwell derefter med et smil og fortsatte: "Det er vel ikke sådan, at du har to værelser ledige?"
     "Hvor længe bliver i?"
     "Højest en nat, min gode herrer."
     "Udemærket!" Svarede kroværten og lagde nøglerne til to værelser på disken, mens Maxwell gengældte det med en håndfuld mønter fra hans sæk. De gik derefter op til værelserne.
     "Dette er frøknens værelse." Sagde han charmerende til Au'el, der kiggede på ham med undren.
     "Mit værelse?"
     "Javist?" Han lukkede døren op indtil det lille rum. Der stod en seng og ikke meget andet. Gardinerne for det lille vindue var beskidte og lasede, mens sengebetrækket var snavset og usselt. "Jeg ville have givet dig konge suiten, hvis de havde haft en." Hun smilede til ham.
     "Det her er fint, så længe vi ikke skal sove udenfor." Hun gik ind i rummet og vendte sig imod ham og lagde hovedet på skrå, med hendes kære smil. "Hvor skal du sove?" Han gjorde et nik med hovedet.
     "Inde ved siden af!"
     "Jeg vil se!" Han trak på skulrende og åbnede døren, indtil det værelse der var Eriks og hans. Det var helt unødigt at betale for tre værelser, når det kun var én nat det handlede om. I samme nu som døren åbnede, løb en stor rotte ind over gulvet.
     "Nårh! Der løb vores aftensmad.." Sagde han henslængt, mens hun grinede op til ham. Han kunne særdeles godt lide, den måde hvorpå hendes næse gjorde søde folder, når hun grinede. Den blev næsten helt firkantet at se på. For et øjeblik, kom en brændende lyst til at gribe om hende og holde hende tæt, ind over ham, men han skyndte sig at skubbe tanken fra sig, ved at kører hånden igennem sit hår, for derefter at placere sin hat på hovedet igen. Det var jo ikke sikkert, at hun ville bryde sig om det.
     Kort efter kom Erik, han blev forbløffet over at Maxwell allerede havde betalt for opholdet, og kunne ikke dy sig fra at spørger, hvem det var af dem der skulle ligge i ske den nat. Men Erik var udemærket godt klar over hvem det var, der skulle ligge i ske. Og skeen kom ikke til at indeholde en lille petit Skovpige, men nok nærmere to mænd. Maxwell selv var ikke meget for at ligge i ske med Erik, men sagen var den, at han ikke ønskede at Au'el skulle føle sig presset til at ligge ved siden af nogen af dem. Specielt ikke Erik. Det var det mest hensynsfulde at gøre, nu når de havde en ung dame med på deres rejse. Hvilket Erik var helt enig i. En ung dame skulle have sit eget.

     Den følgende morgen, blev der ikke sagt meget. De var alle tre meget opsatte på, at planen ikke skulle gå i vasken. Desto mere Maxwell tænkte på planen, desto mere nervøs blev han. Hvad hvis det ikke gik? Hvad hvis våbensmeden var ligeglad med deres påfund, og ikke troede på et ord de sagde? Eller se nu, hvis han troede på dem, og så gav dem scepteret? Hvordan virker sådan et scepter overhovedet? Og hvad nu hvis han ikke engang, kunne ramme den forbistrede stjerne? Tankerne kørte rundt i hans hoved, mens de gik ind over en mudret plads, med Erik forrest for at vise vej til smeden. Au'el gik og så på Maxwell i smug, hvilket han godt havde bidt mærke i, men ikke ønskede at kommentere. Han ville jo nødig gøre hende flov.
     "Når vi ankommer ved våbensmeden, holder du vagt udenfor.." Begyndte Maxwell mens han skævede til hende, som nikkede bekræftende. "Det er vigtigt at hvis der kommer nogen af kongens eller lordens mænd, at du giver signal til os i så god tid som muligt!" Endnu en gang nikkede hun bekræftende. Snart efter kom de til våbensmeden, og Erik og Maxwell gik indenfor.
     Smeden stod og hamrede løs, på noget der så ud til at skulle blive til et sværd. Maxwell lagde hurtigt mærke til hvor enorm manden var, svedig og ganske ildelugtende, samt med overarme på størrelse med Maxwells eget lår. Han håbede virkelig at smeden kun var stor og bredskuldret, og måske ikke lige frem den skarpeste ske i skuffen. Han løftede kort sit blik imod Erik og Maxwell og stirrede et øjeblik på dem med et ligegyldigt og evnesvagt blik, hvorefter han fortsatte sin voldsomme hamren.
     "Min gode mand.." Begyndte Maxwell, efter at være blevet puffet i siden af Erik. Han trådte to-tre forsigtige skridt frem imod smeden og kunne nu mærke varmen fra den rødglødende ovn i rummet. "Vi kommer på vegne af Lord Malumis.." Manden tog sværdet ham hamrede på og stak det ind i gløderne bagved ham, som om han dårligt havde hørt hvad Maxwell netop havde sagt. Herefter snottede han på gulvet og tørrede munden med bagsiden af sin beskidte hånd. Han så derefter over på de to nydelige herrer og lagde armene over kors. Hans øjne var små og stikkende under et par store buskede øjenbryn, mens hans lange grå fedtede hår blev samlet i en knold i nakken. Hans ansigt så robust og firskårent ud, med en stor knold af en næse midt i ansigtet.
     "I ligner ikke lordens mænd.." Sagde han efter noget tid med en noget hæs, men dyb stemme. Maxwell skubbede en sarkastisk tanke om mandens ringe fatteevne til side og fortsatte:
     "Hvis vi kom og lignede lordens mænd, min gode herrer, ville vi lave alt for meget opstand i denne lille provinsby. Og det kan vi ikke have, kan vi vel?" Maxwell lagde armene over kors og kiggede bestemt på den store mand, som tydeligt blev en anelse forvirret af egen logik og det de to herrer, der stod foran ham påstod. "Kunne du være så venlig at finde det frem, som der er blevet bestilt hos dig? Eller du er måske ikke færdige endnu?"
     "Hvilken uhørt ting! Vi fik af vide at du var den bedste våbensmed i hele Måneområdet, ja, i hele Palédiram! Hvis ordren ikke er klar, tør jeg ikke tænke på hvad vores utålmodige herrer vil gøre ved dig!" Brød Erik ind og skævede til Maxwell med et skælmsk smil, da smeden pludselig tog sig til hovedet og fór ud i baglokalet. "Der havde han nær skidt i bukserne!" Grinede Erik og så kort efter smeden komme tilbage med scepteret. Den lignede en lang stav, smedet i sølv, med en dråbeformet, fint tilskåret, blå sten i den ene ende. Op af scepterets skaft snoede der sig flere  udskæringer og fint udformede krummelurer, der gjorde den helt utrolig smuk at se på. Det var i sandhed et mesterligt stykke håndværk denne yderst ubegavede våbensmed havde lagt for dagen, noget var han så åbenbart god til.
     "Den bliver Lorden vel nok henrykt over, endelig at få!" begyndte Erik og trådte frem for at tage imod den fra smeden.
     "Hvordan med betaling?" Maxwell og Erik delte et hurtigt blik, før Maxwell sagde:
     "Du skal blive rigt belønnet! Jeg tror gerne Lorden selv vil overbringe dig, din beløningen.." Smeden så en smule irriteret ud, så Maxwell skyndte sig at tage en håndfuld mønter fra hans pung, der hang i hans bælte og rækkede det til våbensmeden. "Her er et lille forskud, resten kan du få når Malumis selv kommer!" 
     Med et hørte de Au'els signal om at der var fare på færde og de tog derefter afsked med smeden og satte i løb imod kroen da de endelig var kommet ud. Nu handlede det om  at komme så langt væk fra Pólian som muligt, før Malumis fandt ud af at hans scepter var blevet stjålet og herefter satte efter dem.