Maxwells lange rejse

Kapitel 14 - Del 2.

     Au'el havde sat sig ved bordet sammen med sin mor og Takata. Der var stilhed mens de spiste, for det var tydeligt at Takata var godt vred over hvad der var sket, og at han havde måtte stå frem og tage en reprimande fra rådet i byen. Det var vigtigt at der herskede ro og orden, og at stridende parter blev ført frem i en sag. Det der havde reddet Maxwell fra ikke at blive smidt ud af byen med det samme, havde været det factum at han selv var kommet så voldsomt til skade, at han ikke kunne stå frem og tale sin egen sag foran råddet.
    Au'el havde det dårligt med hvad der var sket. Hun vidste at det her ikke ville hjælpe hende til at komme ud af trolovelsen med Tunk. Der var ikke noget hun kunne sige i denne sag, der ville gøre godt. Så hun forholdt sig stille, trods det at hun havde så meget hun havde lyst til at fortælle. Så meget der var sket det sidste døgn, der ikke havde været retfærdigt. Men lige nu, var det vigtigst at Takata kølede af.
    "Jeg går over og taler med Tunks familie. Han nævnte at han havde fået en flænge i øjenbrynet da Maxwell overfaldt ham." Au'el måtte stirrer intenst ned i bordet for ikke at bryde ud i Maxwells forsvar. Ja, også for ikke at komme med en sarkastisk eller nedladende kommentar om hvor ynkelig Tunk var. Hun pressede derfor læberne hårdt sammen, så de kun blev til en streg ind over hende kønne ansigt. Tunk spillede sine kort godt, og han var næsten sikker på at vinde, hvis ikke hun gjorde et eller andet. Takata rejste sig fra bordet, kyssede deres mor på panden, som tegn på respekt og gik derefter ud af hytten. Au'el turde dårligt løfte blikket imod ham, for hun var bange for at han ville se noget i hendes blik, der var provokerende eller oprørsk.
    I det Takata var ude af hytten, vendte Merle sig fra at have set efter sin søn, til at kigge på sin datter. Der var ikke mange minutters stilhed, men nok til at Takata var kommet langt nok væk så han ikke kunne høre hvad de talte om.
    "Hvordan har Max-er-vel det?" Au'el kunne ikke lade hver at smile over at moren stadig brugte det navn til hendes ven.
    "Han hviler sig, han har mistet en del blod." Merle nikkede forstående.
    "Såret var dybt?"
    "Ja, 4 sting."
    "Javel.." Lød det tænkende fra den aldrende kvinde. "Så går der noget tid med at han skal blive rask igen." Au'el nikkede og ville være gået tilbage til stilheden der før herskede, men det tillod Merle ikke. "Det var da egentligt besynderligt, at så roligt og venligt et menneske pludselig skulle angribe Tunk, hvis ikke der var en grund til det." Au'el løftede undrende blikket imod sin mor, hun var ikke helt klar over hvor hun ville hen med det. Og værre endnu, så vidste hun ikke om hun helt kunne tale frit om hvad der var sket. "Du stod der, ved du hvad der skete?" Merle kiggede nysgerrigt på Au'el med sine mørkegrønne øjne, så hun måtte synke.
    "Tunk ville irettesætte mig efter forårsfesten i går, men Maxwell forstod ikke at han ikke.."
    "Sådan noget sludder!" Afbrød hendes mor hende, så det næsten gav Au'el et chok. "Max-er-vel forstod udemærket godt hvad han gjorde, hvilket var at forsvare dig imod den lede skiderik til Tunk!" Au'el blinkede et par gange. "Forklar mig helt nøjagtig hvorfor han mente at han havde ret til at skulle irettesætte dig?" Hun rettede sin lille bitte krop op og så på hende med bestemthed og kvindelig styrke. Au'el blev endnu en gang overrasket over sin mors opsigtsvækkende kraft og mod til at gå imod de mandlige medlemmer af byen. Au'el forklarede derfor sin mor om Tunks tilnærmelser, hans forsøg på at forgribe sig på hende, og hvad hun havde gjort for at komme væk. Merle kunne ikke lade hver at grine, da Au'el fortalte hvad hun havde mod til at gøre i den uhyrlige situation, hvilket indikerede overfor Au'el at hendes mor ikke havde tænkt sig at give hende en opsang om at dette var forkert. Hun fortalte sin mor om at hun var løbet ned i grotten, at Maxwell var kommet og havde forsøgt at trøste hende og hvordan Tunk havde overfuset dem og angrebet Au'el i det de var kommet ind i byen. Merle lyttede opmærksomt og nikkede i ny og næ til Au'els fortælling. For første gang føltes det godt at få talt helt ud om alt det hun havde været igennem. Så hun fortsatte med at fortælle om at Tunk havde været i seng med Tallulah, om at Tallulah gik omkring og bagtalte Au'el for ikke at være en ordentlig hustru for Tunk og at Au'el havde været stukket af et utal af gange, for så ikke at komme tilbage til trolovelsen med Tunk. Merles øjne blev meget alvorlige og mørke da hun fortalte dette. Hun lagde derfor en moderlig hånd på Au'els og smilede medlidende til hende.
    "Mit kære barn, hvor er du dog stærk!" Hendes kærlige øjne skruede sig helt ind i Au'els sind og efterlod hende med følelsen af at hun var blevet forstået. Merle lænede sig derefter ind over bordet til Au'el med drillende øjne og et stort smil. "Jeg har lagt mærke til noget."
    "Og det er?"
    "Du minder mig enormt om mig selv da jeg var ung. Jeg ville også gerne have været på eventyr og se verden. Jeg var så træt af skoven at det hang mig langt ud af ørerne. Jeg var lovet væk til din far, og hvor kunne jeg dog ikke udstå ham! Hvis sådan en flot fyr som Max-er-vel var kommet min vej, så var jeg forlængst stukket af med ham!" Au'el gjorde store forbløffede øjne.
    "Mama hvad er det dog du siger?"
    "Jeg siger at jeg har levet et kedeligt liv! Det ikke ensbetydende med at jeg ikke lærte at holde af din far, og selvfølgelig elsker jeg både dig og Taka, men når man bliver så gammel som jeg, kan man ikke undgå at se tilbage på det liv man har levet og tænke: 'hvad kunne jeg have gjort anerledes?'" Au'el blev underlig til mode over at have hørt sin mor sige som hun gjorde, men blev alligevel nysgerrig efter at vide om der var smutveje om det at blive gift med Tunk.
    "Hvad kunne du have gjort anerledes?" Merle lænede sig tilbage i sin stol og kiggede tænkende op i loftet.
    "Hvad kunne jeg have gjort?" Gentog hun overvejende. "Jeg kunne have været stukket af. Forladt det hele og aldrig set mig tilbage. Som Skovkvinde kan du ikke ret meget andet end det, du er lovet væk, som en ged der er bliver byttet for en høne. Der er ikke meget andet vi kan, end at tilfredsstille vores mænd, føde dem sønner og sørger for at der er mad til dem når de kommer hjem fra jagt. Alle fortalte mig hvor heldig jeg var da jeg blev gift med din far, men jeg følte mig ikke særlig heldig." Au'el kiggede ned i bordet. Det var ikke den slags liv hun havde lyst til at leve. "Jeg har lagt mærke til hvordan Max-er-vel kigger på dig.." Au'el løftede blikket.
    "Hvad mener du? Han er min ven!" Merle vippede frem og tilbage med hovedet, mens et smil fremkom på hendes læber.
    "Jeg tror gerne han vil mere end det."
    "Sådan er han overfor alle piger.." Fejede Au'el sin mor af.
    "Som jeg ser det, er Max-er-vel en fornuftig mand, der ikke bare kaster sig ud i nær kamp hver gang han skal imponere en pige. Og hvis han var en slagsbror, tror jeg udemærket godt at han vidste at det ikke ville være nogen god ide at komme op og slås med en kriger som Tunk." Au'el vejede ordene som hendes mor sagde i hendes hoved, men følte ikke at det kunne passe. Hun var ikke andet end en Skovpige, som han tilfældigvis havde støt på. "Han er interesseret i dig, ellers var han ikke gået ned til grotten hvor du befandt dig og han havde slet ikke kastet sig over Tunk på den måde som han gjorde. Tror du ikke den mand har set mænd behandle kvinder forkert før?" Au'el nikkede, også selvom hun ikke havde lyst til at give sin mor ret i det hun sagde. Det var en tåbelig tanke at en Skovpige skulle være sammen med en bleghud, som ikke en gang kunne jage. "Har du ikke selv lagt mærke til det?" fortsatte Merle og så spørgerne på hende, som om det da var noget af det mest logiske i verden.
    "Ikke rigtig. Jeg troede bare at det var sådan han var overfor alle." Merle lænede sig atter frem imod hende og tog hendes hånd.
    "Hør her.." Begyndte hun og så kort ned på deres hænder. "Jeg har som sagt altid levet efter hvad alle forventede af mig, og det har ført til at jeg nu fortryder mit liv. For kan vel ikke engang sige at jeg fortryder mine valg, for de var jo aldrig mine. Du har stadig hele dit liv foran dig! Oplev noget andet end det her, det skylder du dig selv. Og hvis ikke det er med Max-er-vel, så ved jeg at du sagtens kan klare dig uden. Du kan både jage og forsvare dig." Hun kunne ikke tro hvad hun hørte. Hun havde ganske enkelt flirtet med Maxwell, men hun forstod ikke helt hvordan han kunne være interesseret i hende. Hun havde ikke lyst til at udnytte ham, for at slippe væk fra sin trolovelse. Men så igen, det ville måske være hendes eneste chance og hun vidste hun kunne stole på ham. Hun havde så mange tanker og bekymringer.
    "Men så kan jeg jo aldrig komme tilbage? Hvad så med dig og Taka? I er min familie, jeg kan da ikke bare.."
    "Vi finder ud af det!" Hun smilede stort og klemte Au'els hånd. Der var noget underligt betryggende ved den sætning. "Du ved godt at han var rejst videre, hvis han ikke brød sig om dig, ikke?"