Maxwells lange rejse

Kapitel 30 - del. 1

     Da de nåede skoven, var den om muligt blevet endnu mere uhyggelig og dunkel. Bare på de få måneder de havde været væk i, var store områder, der før var frodige og grønne, nu blevet sumpede, slimede og dækket af en mystik støvet grå askeligne substans, der oven i købet lugtede fælt. Stilheden larmede, ja, man fór nærmest sammen hvis en lille fugl fløj forbi.

     Men som om det ikke var slemt nok, så hang der flere plakater rundt omkring på træerne i udkanten af skoven. Han fandt flere med Dværge på. En anden havde en beskrivelse af hvordan Skovfolk så ud, og at der godt måtte bruges vold imod dem, fordi disse var både voldelige og barbariske. Der stod næsten mellem linjerne, at det ville være bedst at slå først og spørger bagefter. Med et stoppede Maxwell op. Han stod overfor en plakat, der næsten fik hans hjerte til at stoppe. På den var tegnet hans ansigt, eller i hvert fald et der lignede. Prisen for ham, død eller levende, var tredobbelt, hvilket fik ham til at hive den ned og sluge en bitter klump, der havde sat sig på tværs i hans hals. De var vendt tilbage til stressen og frygten. Hans blik mødte Au'els. Hun lod til at være i vildrede. Hendes øjne lyste af frygt. Det var tydeligt at hun var bekymret for, hvad der skulle til at ske som det næste. Det var tydeligt at hun både frygtede for Skovbyen, men også for sine børns velbefindende. Havde det været dumt at trække dem med ind i det? Ville de kommet for sent?

     Efter to døgns konstant vandren, nåede de en tidlig morgenstund Skovbyen. Takata var den første til at imødekomme dem. Han forstod ikke, hvad de lavede tilbage så hurtigt. Maxwell tog ham derfor til side med det samme, mens resten af familien tog hjem til hytten.

     "Vi er kommet for at advarer imod et angreb på Skovbyen..." Takata gjorde store øjne.

     "Hvad mener du? Hvor har du den information fra?"

     "En pålidelig kilde.. Vi bliver nød til at samle rådet i byen, hurtigt!" Takata nikkede bekræftende og begyndte at gå, med Maxwell i hælende.

     "Du har ret, der er ingen tid at spilde!"

     Da de syv rådsmænd, der alle havde en betydelig høj alder, var samlet, trådte Maxwell frem for dem og fremlagde hvad han havde at sige:

     "Jeg kommer frem for jer nu, for at advare imod et angreb der snarest vil finde sted. Tronrageren Malumis har indledt en kampagne, hvor han vil udrydde alle der er anderledes, her i blandt Skovfolket. Vi bliver nød til at evakuere familierne i byen hurtigst muligt!" Rådet så på hinanden, hvorefter én af dem tog til orde:

     "Vi bliver ikke nød til at gøre noget som helst.. Det kommer til at tage lang tid, før han finder vores by, hvis han nogensinde finder den." Maxwell var ved at få et flip over dennes naive svar.

     "Med dybeste respekt for jeres autoritet.. Men Malumis har sikkert allerede fundet byen! Det eneste han venter på er at samle sig mænd nok til at angribe - hvilket kan være hvornår som helst!" Flere fra rådet fnøs hånligt over Maxwells svar, mens en af dem rejste sig og så direkte ind i Maxwells øjne med arrogance og med højtidlighed i stemmen begyndte han:

     "Det er rådet i byen der tager beslutninger..." Men Maxwell havde allerede fået nok og afbrød derfor vredt.

     "Beslutninger om at dødsdømme hele byen? Det er ikke sådan ledere skal være!" Der blev død stille. Selv Takata holdte vejret, mens hans øjne skiftevis så på Maxwell og rådet.

     "Af hvilken grund skulle vi stole på dig? Du hører jo ikke til her i byen. Et angreb for dig, kan jo være en mindre ligegyldig ting i forhold til hvad vi anser et angreb for at være. Enhver kan komme og sige at der er et angreb på vej. Vi skal have beviser på dette, før der bliver gjort noget." Alt i Maxwell boblede af raseri, alligevel fortsatte de: "Desuden har vi set de plakater med dit ansigt, hvis vi udlevere dig, vil der sikkert ikke blive et angreb."

     "I ti år har jeg bidraget til jeres kultur, mens jeg har måtte undergrave min egen.."

     "Du bidrager ikke til vores kultur når du tager din familie væk på en lang rejse.. Du har sikkert selv ledt Malumis lige til vores by!"

     "Nu har jeg aldrig!" Maxwell fægtede vredt med armene. "Siger i at jeg i de ti år jeg har været her, ikke engang er kommet tæt på at være en del af jeres folk? Jeg kommer til jer nu, i min loyalitet imod byen og folket, for at advare jer om en forestående fare.. Og så fejer i mig af, som var jeg skidt for jeres fødder?" Maxwell så fra det ene medlem af rådet, til den næste. Alle havde de kolde, ligegyldige og hovne blikke og med det vidste han, at der ingen hjælp var at hente hos dem. At han måtte tage sagen i egne hænder. Han takkede dem derfor for deres tid og gik sammen med Takata hjem.