Flying like birds

40 minutter

Min far tog den og sagde han ville være der om 40 minutter. 40 MINUTTER. Skal jeg sidde på én bænk i 40 minutter, med en lille pige der har det fucking lort. Den lyshåret dreng fra opgangen, og nu også popstjerne følger efter mig i tavshed.

Jeg ved ikke hvorfor, men alt det her popstjerne shit irriterer mig. Selvom han er så forbandede lækker, ødelagde hans popstjerne attitude det lidt. Den kolde november vind rammer mit ansigt, jeg tror næsten jeg bliver slået omkuld. Jeg finder en bænk i nærheden.

"Ej, i kan altså ikke sidde herude, i dør jo af kulde. Hvorfor bliver i ikke bare inde ved os, det må i altså godt for min skyld?" Spørger han. Jeg vender mig om for at kigge på ham, jeg kan se han har fået gåsehud. Det er skide koldt herude, og jeg tror ikke ligefrem Evelyn vil få det bedre. Men jeg kan bare ikke få mig selv til at sige ja tak, til hans ellers fine tilbud. 

"Nej tak, jeg tror vi klare os. Det er kun 40 minutter." Han kigger underligt på mig, og overvejer hvad han skal sige. Jeg sætter mig på bænken, og han lagde Evelyns hoved på mit skød.

"Okay, som i vil, men jeg vil ikke have i skal sidde her ude i kulden alene, i 40 minutter. Jeg kommer lige om lidt" Siger han og skyndte sig indenfor. Jeg håber både på han vil blive der inde, men også at han vil komme ud igen.

Jeg kigger op på den kolde mørke himmel med flere milliarder stjerner på. Gaden lyser op, men kun på grund af lygtepælene. Trinene bag mig der ført er meget utydelige, bliver tydeligere jo tættere på han kommer.

Han har taget en masse tæpper med ud, fornuftigt. Han ligger et over Evelyn, og giver mig et og en hættetrøje. Han har ikke selv noget tæppe, men en stor hættetrøje og vinterjakke. Han sætter sig ned i den anden ende af bænken, og smiler til mig. Det samme smile som fra opgangen.

"Nårh, vil du fortælle mig hvad du hedder?" Man kan tydeligt se på ham at det ikke var meningen, at det skulle lyde så flabet som det gjorde. Han kigger uskyldigt på mig. De store Bambiøjne, er der ikke mange piger der ville kunne modstå.

"Chanel"

"Chanel, ligesom tøjmærket? Specielt" Det er den typiske replik jeg får kastet tilbage, når jeg fortæller mit navn. Det er efterhånden blevet rutine.

"Jaer, ligesom tøjmærket." Han holder sine hænder op i forsvars position, jeg kigger underligt på ham, og kan næsten ikke holde det grin der er på vej ud, inde.

"Jeg er Martinus, rart at møde dig"

"Tjaa, rart ligefrem? Tror ikke lige det var det her, jeg har set frem til." Siger jeg og holder mit blik ud på gaden, selvom jeg kan mærke hans øjne hvile på mig.

"Hvad havde du da regnet med?" Som om han er interesseret.

"Øhhm. Havde sku ikke regnet med at fans ville være så aggressive, at de ville få min søster til at besvime. Til at starte var det fint nok, kun fordi jeg kunne se hvordan min søster lyste op. Men til sidst blev det bare for meget. Jeg skulle aldrig ha' sagt ja til det, så var det aldrig sket." Min hånd kørte forsigtigt gennem hendes lysebrune hår.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige-"

"Du behøver ikke sige noget"

"Jo, jeg gør. Jeg elsker vores fans. De er som familie til os, men de burde også behandle vores andre fans som familie. Jeg vil helst ikke have at vores fans begynder at slå hinanden til plukfisk. -"

"De slog os jo ikke, jeg fik kun én albue i siden. De kvaste os bare op mod hegnet, og vi kunne hverken få vejeret eller noget vand. Så Evelyn bukkede vel bare under"

"Men det er pointen. Er der noget jeg kan gøre for at gøre det godt igen?" 

"Jamen, det er ikke dig der har gjort noget. Og helt ærligt, tror jeg du har gjort nok." Det jeg lige sagde var noget sludder, han må tro jeg er dum eller noget.

"Hvorfor er du egentlig ikke inde hos din bror?" Spøger jeg, kun for at få ham på andre tanke. Så han ikke sad, og tænkte på det pis jeg lige sagde.

"Han går mig lidt på nerverene lige nu"

"Hvorfor? Jeg ved godt det ikke rager mig, men det kan være rart at komme ud med det" Jeg kigger på ham, men han kigger direkte ned i skødet på sig selv.

--------------------
Spotify playliste: Flying like birds