Just His Best Friend (M.G) (Afsluttet)

Kap. 10 // Undskyld

Der er gået ti dage. Ti dage. 

Marcus har ikke engang skrevet til mig. 

Jeg har også gjort noget. Noget meget dumt. 

Jeg har cuttet. JA JEG VED DET GODT! Det burde jeg ikke gøre.. Men.. Ja.. Jeg ved jo godt at der er nogle der har det meget hårdere end mig, men Marcus har været min bedste ven hele mit liv! Og jeg elsker ham. Rigtig meget. Rigtig rigtig uendelig meget. 

Lige nu sidder jeg på mit værelse med Marcus' hoodie på. Som jeg har lånt en gang da vi havde gået en tur og så havde det regnet rigtig meget og så fik jeg Marcus' hoodie. 

Jeg kan ikke tænke på andet end Marcus. Fx. hvis jeg ser et billede på Instagram af nogle minder det mig om Marcus. 

Jeg slukker min telefon og glor tomt ud i luften. 

Jeg ligger ikke engang mærke til at døren går op. 

"Flot hoodie" jeg genkender med det samme Marcus stemme. 

Jeg venter hurtigt hovedet om mod døren. 

"Hvad laver du her?" hvisker jeg. 

"Jeg ville sige undskyld. Selvfølgelig tror jeg på dig. Martinus har slået op med Maggie!" Marcus sætter sig ved siden af mig. Jeg skæver mod ham inden jeg slår mine arme om ham og begynder at græde. 

"Jeg har savnet dig så meget.." græder jeg. 

Lidt efter trækker jeg mig langsomt fra krammet og kigger ned på mine hænder. 

Marcus ligger sin hånd på min arm.

"Av." siger jeg uden at tænke over det. 

"Av?" Marcus kigger underligt på mig. 

"Vis mig din arm!" han kigger mig ind i øjnene. Jeg ryster på hovedet. 

"Hvis du ikke vil må jeg selv gøre det!" han tager fat i mit håndled og trækker op i trøjen. Han ser selvfølgelig arene. 

"Hvad har du lavet?" hans stemme knækker og tårene stiger op i både hans øjne og mine øjne. 

"Jeg ved det ikke" græder jeg. 

Marcus siger ikke noget han trækker mig bare ind i endnu et tæt kram. 

"Din idiot. Aldrig gør det igen.." hvisker han. Jeg nikker og smiler svagt til ham. 

"Undskyld. Tusind gange!" siger Marcus. Jeg tysser på ham og læner mig ind mod ham i et langt kys. 

Lidt efter trækker Marcus sig. 

"Esther.. Der er noget jeg skal fortælle dig.." Marcus bider sig i læben og tager mine hænder. 

"Vi skal på tour i en måned.." jeg stirrer ud i luften. "En måned?" 

"En måned.. Men jeg kan ikke undvære dig i så lang tid.." sødt. Varmen stiger op i mine kinder. 

"Så.. Jeg tænkte på om vi kunne spørge om du kunne tage med?" han smiler til mig. 

"Det vil jeg rigtig gerne.." jeg krammer ham igen. Jeg har savnet ham så meget!

-------------

Kom hjem fra idrætsdag for en time siden. Hele dagen har mine ben været døde. Og nu er de endnu mere døde. *Fake cry*

Jeg har løbet over en kilometer, lavet kulestød, længdespring, højdespring, spydkast, boldkast og alt muligt andet. 

Og jeg ved ikke hvorfor jeg skrev alt det der, men synes lige at i skulle vide det, ahaha! <333

Tre votes i dag og der kommer endnu et afsnit i dag? <3