Just His Best Friend (M.G) (Afsluttet)

Kap. 12 // Lygtepælen

Marcus og jeg går rundt i Trofors lige nu. Vi kedede os og vi gad ikke sidde derhjemme. 

"Er den her lygtepæl ny?" jeg kigger mærkeligt på en helt 'skinnende' lygtepæl der står på gadehjørnet. 

"Nej den har altid været der" griner Marcus. Jeg kigger mærkeligt på ham, til lygtepælen og tilbage. 

Marcus træder ud for at læse et lille skilt der står på pælen. 

Han har ikke set den bil der kommer meget hurtigt kørende mod ham. 

"MARCUS PAS PÅ!" råber jeg og løber ud og skubber ham ind på fortovet. 

Bilen rammer mig, jeg flyver et par meter hen af jorden og alt bliver sort. 

Marcus Pov

"MARCUS PAS PÅ!" Esther skubber mig hårdt ind mod fortovet. Jeg vender mig forskrækket om og ser en bil der kører hurtigt hen imod Esther og rammer hende. 

Billisten kører hurtigt videre. 

Jeg løber hen til Esther, sætter mig på huk ved siden af hende og rusker panisk i hende. 

"EN ELLER ANDEN! RING TIL EN AMBULANCE!" råber jeg. 

En dame kommer hen og stiller sig med sin telefon, tager den op til øret og begynder at snakke. Fem minutter senere sidder jeg og holder Esthers livløse hånd i en ambulance med udrykning på. 

Da vi kommer hen til hospitalet bliver den der båre båret hen til elevatoren og Esther bliver flyttet over på en seng med hjul på og kørt ind i en elevator. Der står tre læger ved siden af sengen og jeg følger bare med. 

Vi kører otte etager op og så bliver sengen kørt ud. 

Lægerne kører sengen hen til en dør hvor der står "537" og sengen bliver kørt ind. 

"Vi skal operere Esther, så du må ikke komme med ind!" lægen smækker døren lige i hovedet på mig. 

Jeg sætter mig på en stol og stirrer tomt ud i luften. 

Jeg kan ikke græde eller være sur eller noget. Hvorfor skulle jeg være sur? 

Men måske er Esther død? Hun reddede mit liv! Hvis ikke hun havde set bilen var det mig der var blevet kørt ned. 

Esthers forældre kommer løbende ned af gangen og hen til mig. 

Esthers mor, Gitte (Jeg kan ikke huske om jeg har givet hende et andet navn på et tidspunkt men nu hedder hun Gitte indtil jeg glemmer hendes navn igen... Ahahah), overfalder mig i et kram. 

"Jeg er så ked af det Marcus!" græder hun. Jeg siger ikke noget jeg krammer hende bare tilbage. 

()

Efter sådan tre timers ventetid kommer en af lægerne ud. 

"Hun ligger i koma lige nu. Men hun er ikke døende. Med mindre hun ikke vågner op selvfølgelig.." lægen kigger på os alle tre med et bedrøvet smil. 

"I må gerne gå ind nu" lægen fjerner sig fra døren og går ind på en anden stue. 

Esthers forældre går hurtigt ind på stuen og sætter sig på sengekanten .

Jeg står lidt og glor inden jeg også går ind på stuen. 

Esther ligger med lukkede øjne, hænderne ned langs siden og hun er pakket ind i en hvid dyne. 

Der står en maskine ved siden af, der nok er sat til på hendes hjerte og håndled og sådan noget så den kan måle hendes puls. 

På maskinen ligner det et bjerg, et stykke jord, et bjerg, et stykke jord og sådan fortsætter det.

 Jeg sætter mig på sengen og tager Esthers hånd. Den er helt slap. 

Jeg fletter mine fingre ind i hendes og kigger lidt på hende. Hun er virkelig smuk. 

Et par timer senere tager Esthers forældre hjem. 

Men jeg kan ikke. Jeg vil ikke forlade hende. Jeg vil ikke vågne op og få at vide at hun er død. 

Jeg vil blive ved hende til enden. Helt til enden. 

---------------

Ved ikke lige hvorfra det med lygtepælen kom men okay.. :)<3