C.H.A.N.G.E

Kapitel 11 - Forhøret

Næste morgen blev jeg vækket af en massiv lyd nede fra køkkenet. Hvad havde min mor nu gang i. Jeg havde en af de der morgener hvor alting bare var noget lort, mit humør var helt presset ned til tåspidserne. Det havde bare at blive bedre i løbet af dagen, det var lørdag og jeg skulle ikke til fest for ingenting. 
Udover det var det en forfærdelig dag oveni....Og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på det hele tiden. Det var Ciara's dødsdato for præcis 3 år siden. 3 år siden mit liv blev vendt på hovedet, og jeg mistede en vigtig person for mig. Den hårdeste dag. På den ene side kunne jeg godt overveje, at melde afbud til festen men jeg vidste udemærket godt, at mange ville tænke at det ville være pga af hende, at jeg var svag....Der var trods alt mange der vidste hvem hun var, så hvis jeg skulle vise folk jeg var ovre det, og levede et helt nyt liv så var det en dag som idag. 

"Godmorgen - Hvordan har du det?" Min mor vendte sig om og kiggede skeptisk på mig, hun vidste godt hvilken dag det var idag. 

"Fint!" Sagde jeg koldt og tog en skål cornflakes. 

"Okay..."Hun virkede ked af mit svar, men jeg havde ikke lyst til at vise mine virkelige trænge følelser lige nu. Ellers tak.

"Jeg tænkte på at tage op til Ciara's grav idag, bare for at lægge et par blomster" Hendes stemme var helt roligt, og fik mig til at slappe lidt mere af. 

"Ville du med?" Spurgte hun og drog sin opmærksomhed mod mig. 

"Ellers tak, jeg bliver bare hjemme" Sagde jeg og havde langt fra lyst til, at skulle op på kirkegården, og slet ikke at se hendes gravsten. Jeg havde besøgt den én gang, og det var en måned efter hendes død. Det var første og højest sandsynligvis sidste gang. Det bragte sorg og hårde minder frem, minder som jeg ikke kunne tage mig af nu. 

"Tyler er du sikker?....Det er trods alt flere år siden du har været der" Sagde hun skuffet.
"Og det er en rigtig pæn grav hun har fået sig" Tilføjede hun, men jeg havde stadig ikke lyst. 

"Nej! Altså hvor mange gange skal jeg dog sige det?" Jeg skubbede tallerknen ned i vasken, og traskede hurtigt op til mit værelse. Forbistrede kvinder!!! 
Selvom jeg måske ikke gad at indrømme det, havde jeg det ikke helt nem med hendes dødsdato. Jeg ville helst ikke se det i øjnene, men jeg savnede hende stadigvæk hver evig eneste dag. Det var en af grundene til, at jeg glædede mig til at komme væk herfra. Væk fra at skulle mindes om hende hverdag, med næsten alt jeg lavede. Den her by mindede for meget om hende. 

Jeg sad i mine egne tanker da jeg blev afbrudt.

"Tylé" Phoebe kom langsomt ind ad døren, med et kæmpe smil smørret tværs over læberne.

"Hej Phoebe" Sagde jeg riiigtig baby agtig, men altså det var sådan man talte til små børn. 

"Je' si' manke tin' nu" Hun grinede kort, inden hun trådte ud igen fra mit værelse, uden at lukke døren. Det var fair nok, hun kunne jo ikke rigtig lukke den, men jeg hadede når folk ikke lukkede døren efter sig. Jeg lukkede døren i, og strakte mine arme langt over mit hovede, som blev efterfulgt af et hårdt gab, og det var efter det gab jeg besluttede mig for, at tage med til den fest. Jeg gad ikke skulle blive hjemme på grund af noget jeg ikke kunne gøre for....Og det var desuden lang tid siden.

_____________

"Far jeg smutter" Det var min far der stod i garagen, og fingerede med et eller andet rør?

"Pas på dig selv" Var det sidste han sagde, inden jeg gassede op og kørte mod endnu en fest. Jeg kørte måske lidt for stærkt, og da jeg kørte ned ad bakkerne dukkede et rådyr op lige ude foran mig. Jeg bremsede så hårdt op som jeg kunne, og fik en stor påmindelse om hvad der kunne have været gået galt. Jeg kunne have endt mit eget liv, bare fordi jeg var så hasarderet. Jeg lænede mig ind over ratten, og lod mig selv give mine følelser frit løb. Jeg bankede hårdt ned i passager sædet, og jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig fik det sådan her....
Selvfølgelig savnede jeg Ciara, men det var mere en følelse af sorg fordi jeg aldrig nåede at sige rigtig farvel, og aldrig har fået gjordt det....Men jeg ved det ikke? Det kan bare være det hele måske....Jeg kørte den her gang stille ud mod festens adresse, og var en af de første der kom. Jeg blev mødt af en af drengene, som hurtig var ude og sige hej. Jeg spurgte om Brad kom af ren nysgerrighed, men han var blevet hjemme med hans familie. Og jeg forstod ham udemærket godt, jeg håbede bare ikke han ville blive skuffet over, at jeg tog med til den her fest. Men ihvertfald så skulle der drikkes, snaves og mere til den her fest. Jeg ville ikke huske noget! BASTA!

______________