C.H.A.N.G.E

Sååå en Shayne?

Jeg et par uger efter, med jordens største savn til Phoebe. Jeg sad basically bare og snakkede med mig selv, i håbet om at Phoebe kunne høre hvad jeg sagde. Jeg følte mig så tom, og eksamensperioden nærmede sig med hastige skridt, hvilket også betød at jeg snart var færdig, og så kunne jeg langt om længe komme væk fra den her by, som de seneste par år kun har bragt en masse lort for mig. Alt om Crystal var så langt væk i min horisont, at hun nærmest var glemt. Det eneste jeg kunne tænke på nu, var bare at få overstået mine to eksamener, hvilket ville sige at jeg om 2 uger var done. 2 uger...Det var helt surrealistisk at sige. 

Jeg havde brugt de sidste par dage på at bearbejde min sorg, og jeg kunne godt mærke det havde hjulpet. Jeg havde besøgt Phoebes grav, og jeg vidste godt det var tid til at komme videre. Desværre. 

Idag var faktisk en stor dag, jeg skulle besøge det college jeg måske skulle gå på, og jeg var så spændt at det var helt sygt. Jeg havde talt med en talentspejder, og ham og rektoren ville rigtige gerne snakke med mig. Det var min far og jeg som tog turen til New York, og det tog et par timer med fly. Vi havde booket et ret fedt hotelværelse, men det gav også mening. Når min far tog på forretningsrejse, var det altid dyre hoteller som ihvertfald kostede 7500 kr. pr. nat. 
Vi skulle være der 14.00, og vi var allerede et kvarter forsinket. Måske ikke det bedste førstehåndsindtryk, men vi kunne ikke rigtig gøre så meget ved trafikken. 

Da vi langt om længe kom derud, stod der en vagt for at tage imod os. Og han virkede faktisk utrolig flink, forhold til at han var en vagt. De plejede altid at være sådan lidt "Hhh". På vej ind på skolen, gik jeg forbi en masse college elever, deriblandt en masse lækre piger. Jeg glædede mig til college! Mange af dem smilede rødmende til mig, og tjo jeg vidste jo godt hvad det betød. Hvis ikke det var for mødet, var jeg højest sandsynlig smuttet med dem. 

Nårh! Vi kom ind til kontoret, og blev sendt videre ind til et større kontor. En fint påklædt mand kom os i møde, og gik med et stort smil i vores retning. 

"Tyler Wayne" Sagde han optimistisk, hvilket fik et smil frem på mine læber også. 

"Fornøjelse endelig at møde dig" Okay havde jeg været et samtale emne, shit....Nu havde jeg vel noget at leve op til. 

"Ja i lige måde Sir" Jeg var trukket i min høflige personlighed. Det var jeg vel lidt nødt til i dagens anledning. 

"Jeg er Michael Shayne" Det smil jeg for få sekunder siden havde fået, røg ligeså hurtigt af. Jeg stivnede totalt. Var det her Crystals far?... 
Han hilste på min far og faldt i snak, imellemtiden var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Jeg kunne gå på en skole, hvor Crystals far var direktør. En far hun ikke anede var rektor på det her college. 

"Kom, lad os trække herind" Sagde Michael Shayne, og jeg kunne slet ikke forstå det. Crystals far!? Ej der måtte da være flere der hed Shayne, ik?

 "Mester Wayne, vi har jo holdt øje med dig et godt stykke tid. Og du er virkelig en talentfuld dreng må jeg sige" Han lød lettere begejstret over mig, men den mand jeg stod overfor kunne jeg umulig sammenligne med Crystals far? Hvorfor var den mand ikke i deres liv. 

"Vi ville derfor gerne tilbyde dig et stipendium til hele dit ophold her" Min far klappede mig anerkendende på skulderen, men jeg var totalt ude af fokus. 

"Og hvis dit niveau fortsætter resten af sæsonen, ville du også blive det nye års kaptajn for holdet" Igen smilede Hr. Shayne, men jeg kunne simpelthen ikke få mine tanker ud af hovedet i øjeblikket. 

"Mange tak hr. Det er jeg utrolig glad for" Det var det eneste jeg kunne få sat sammen, som også lød nogenlunde glad. 

"Super, jamen så lad mig da tage æren og vise jer rundt på denne smukke skole" Min far og Michael grinede i kor. Man skulle tro de var gamle venner. På rundvisningen kiggede jeg hele tiden i smug på Michael for at finde ligheder. Det var først efter vi var kommet hjem på hotellet jeg kunne tage det med ro igen.