Chapter one

50- "Måske er hun død!"

Ellas synsvinkel

Klokken er 00:21. Jeg ligger på en bænk i en park i Oslo. Hvad laver jeg her? Jeg ville ikke være der hjemme men hvad laver jeg virkelig her? Jeg bliver revet ud af min tanker af en irriterende kløende i min hals. Det regner.

Martinus synsvinkel

Mig og Marcus trasker ind i klasen. Vi var ude og lede efter Ella i igen igår aftes til ret sent. Nu er der altså gået 3 dage. Intet held. Gad vide hvor hun er? Hvad laver hun? Hvorfor? Er det min skyld? Jeg har næsten grædt hele natten eller alle nætter. Det kan godt være at vi ikke lige er de bedste venner lige nu men alligevel det er Ella.

"Øhm i dag har jeg bestemt mig for at i bestemmer hvad vi skal lave" siger Knud. Alle er stille. "Hvad ville i lave?" Spørg han. "Kom nu børn op med humøret" siger han. "Hvad er det for noget at sige?" Spørg Nadja. "Jeg er sikke på at Ella er der ude et eller andet sted i god behold" siger han. Ja er hun mon det?

Vi sidder ved spisebordet. "Hvad siger resten af klassen til hele den her situtation?" Spørg far. Jeg trækker på skuldrene. "De syntes heller ikke at det er særlig fedt" siger Marcus. "Det kan jeg da godt forstå" siger han. "Jeg er sikker på at hun er der ude et sted og er i god behold" siger mor. Jeg skubber stolen væk og rejser mig. "Hvad laver du Martinus?" Spørg Marcus. "Mor du ved intet. Du ved hvor hun er hvordan hun har det eller om hun er død! Måske er hun død! Måske bliver hun fundet død! Man ved ikke! Lad hver med at sig det der. Jeg gider ikke at høre på det!" Råber jeg. "Rolig nu Martinus" siger far. "Nej far! Det er hele min skyld!" Råber jeg med tårer ned af kinderne og løber op på mit værelse og låser døren.

-

Syntes i det her er for meget eller syntes i måske det er ret godt. Jeg skrev det for noget tid siden og er ikke særlig vild med det nu. Kort afsnit:)