Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

17 #Mor

Camilla Synsvinkel

Jeg var kommet hjem, og havde spist aftensmad.
Jeg havde børstet tænder og alt det der, og gik i seng.

Jeg vågnede ved at min mobil ringede. Det var min mor.
Jeg tog den hurtigt.

Samtale

Mor:                                            Camilla:
Hej. Hvordan går
det?

Det går helt
fint. Hvorfor
ringer du?

Jeg vil bare gerne
sige, vi kommer
hjem Mandag.

Hvorfor kommer i
ikke bare hjem i dag?

Vi er ikke helt
færdig med alt
det vi skal.

Okay..

Jeg skal nok
sende dig nogle penge.

Ja ja.

Det er så irreterede.
De er aldrig hjemme, men altså jeg er ved at være vandt til det.

De sender mig altid nogle penge, når de laver aftalerne om.

Jeg så på min mobil, at jeg havde modtaget nogle penge fra min mor.
Jeg sukkede og tog noget tøj på.

Jeg gik ud og tog sko på, for jeg ville bare gerne lige have noget frisk luft.

Jeg var kommet ud og gik lidt ned af vejen.
"Hej Magnus" sagde jeg da jeg så ham.
"Hej" svarede han bare.
Jeg gik videre.

Jeg havde gået i 20 minutter og bare tænkt på min gamle klasse.
Jeg begyndte at gå tilbage til mit hus.

Alle mine tanker fløj bare rundt i mit hovedet.
Sådan noget med om vi måske skulle flytte igen, fordi at mine forældre ville bo i Oslo.
Jeg blev afbrudt af mine tanker.

"Hej" sagde en.
Jeg kiggede op, og så det var Martinus.
"Øhh hej. Jeg skal altså hjem" sagde jeg og gik forbi ham, men han tog fat i min hånd og trak mig tilbage.

"Hvorfor så travlt?" spurgte han.
"Undskyld, men orker bare ikke lige nu" svarede jeg.
"Hvorfor? Er jeg så slem?" spurgte han.
"Nej. Jeg er bare træt" sagde jeg.
"Når okay. Er du sikker på, der ikke er noget galt?" spurgte han.

Jeg tænkte lidt på om jeg skulle sige det med at flytte og at mine forældre aldrig er hjemme, men jeg gad ikke fortælle det.
Ihvertfald ikke lige nu.
Jeg rystede på hovedet, og begyndte at gå.
Han gik med mig. Jeg tror også han skulle hjem.

Imens vi var igang med at gå ringede min mor.
Hun sagde at de var nødt til at blive en dag ekstra.

Jeg blev så sur. Det kan virkelig ikke beskrives.
"Hallo det mener du bare ikke!!"
sagde jeg.
Martinus kiggede på mig.
"Undskyld, men vi er nødt til det!"
sagde min mor med sin pisse irreterende stemme!

"Hvorfor?!" spurgte jeg ret irreteret på hende.
"Fordi at det møde vi skulle havde i morgen, blev rykket en dag ekstra"
svarede hun.
"Jamen i kunne jo bare sige at i ikke kunne så?" sagde jeg.
"Ja, men det er altså rigtig vigtigt det her. Jeg skal nok lige sende dig nogle penge"
svarede hun.
"Men jeg vil ikke have nogen penge!!"
sagde jeg og lagde på.

"Hvad er der sket?" spurgte Martinus
"Ikke noget" svarede jeg og håbede han ikke, ville spørger mere.

"Hvad arbejder dine forældre egentlig som?" spurgte han.
"Min mor laver reklamer. Altså sådan, hun er tit til møder og sådan noget for at sælge forskellige produkter og min far er forfatter" svarede jeg.
Han nikkede bare.

"Men kommer de ikke hjem i morgen eller hvad?" spurgte han.
Jeg rystede på hovedet.

(Det er Søndag idag)

"Hvorfor gør de ikke det?"
Jeg trak på skulderen.
"Altså de skulle bare ordne noget med det andet hus, men så skulle de lige pludselig også alt muligt andet" svarede jeg.
"Træls" sagde han.
"Det jo ikke første gang"

Martinus kiggede på mig.
"Er du okay?" spurgte han.
"Ja jeg har det fint. Altså ja mine forældre er ikke så tit hjemme, men ellers så mangler jeg jo ikke noget"
svarede jeg.

Vi stod nu midt på vejen.
Martinus sagde farvel og gik over og krammede mig.
"Farvel" svarede jeg og krammede igen.

---------------------------------------------------------

Undskyld hvis kapitlet var lidt dårligt😬