Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

53 #Farvel

Jeg kan jo ikke bare glemme hende.
Jeg er nødt til at snakke med hende.

Camillas synsvinkel

Jeg gider ikke at sidde her inde i klassen.
Jeg havde også hovedpine.
Jeg tog min mobil i baglommen, og gik ud af døren.

Martinus kiggede bare på mig.
Jeg gik ud uden jakke, selvom det var ret koldt.
Jeg skulle bare lige hurtig ud i 2 minutter eller sådan noget.

Jeg stod oppe af en mur med min mobil i hænderne, og kiggede på den.

"Vi bliver altså nødt til at snakke sammen" sagde en bekendt stemme.

Jeg kiggede op, og så at det var Martinus.

"Hvad vil du snakke om?" spurgte jeg ret ligeglad, og kiggede ned i min mobil igen.

Jeg var overhoved ikke ligeglad.
"Det ved du godt" svarede han.
Jeg blev bare ved med at kigge ned i min mobil.

Men lige pludselig havde jeg den ikke i hånden mere.
Jeg kiggede op, og så at Martinus, som havde taget den.

"Martinus giv mig den" sagde jeg surt.
"Når du har snakket med mig" svarede han.
"Så snak!" sagde jeg irreteret.

"Undskyld. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg havde gang i.
Jeg kan overhovedet ikke lide Marie" sagde han med et trist blik.

"Prøv hør! Det er forsent Martinus.
Jeg flytter idag okay" svarede jeg og tog min mobil, ud af hans hånd og gik ind.

Han blev bare stående.
Imens jeg gik, kunne jeg ikke holde tårende tilbage.

Jeg gik ud på toilettet.
Jeg så mig selv i spejlet.
Jeg ville se hvad klokken var, men istedet kom jeg til at se på min baggrund.

En tåre faldt ned på min skærm.
Jeg tørrede hurtig mine kinder, og gik ud af døren.

Klokken ringede, da jeg var på vej ind i klassen.
Jeg gik hen på min plads.

Martinus kom ind i klassen bagefter.
Han havde lidt røde øjne.
Har han grædt?
Han græder jo aldrig???

Tiden gik, som en snegl der var halvt død.
Vi fik fri, så jeg gik ud af klasen og tog  jakke på.

De andre gik med mig hjem, for at sige farvel.
Marie og Martinus gjorde også.
Altså Martinus skal jo hjem, men Marie ved jeg ikke.
Hun skal i hvert fald ikke sige farvel til mig.

Vi kom hjem.
Der var allerede, en bil med alle vores møbler og papkasser i.
Jeg gik hen til døren, og vendte mig rundt.
Det er vel nu, jeg skal sige farvel...

Jeg gav dem alle en krammer, undtagen Martinus og Marie.
De stod bare akavet over i siden, og kiggede på.

Jeg fik sagt farvel til alle, og nu kiggede jeg bare på Martinus og Marie.

Jeg vendte mig om og åbnede døren.
Min far kom hen til mig.
"God vi tager afsted nu" sagde han, og gik ud.

Jeg nikkede stille, og gik efter ham.
Jeg havde lidt tårer i øjnene, for jeg skulle jo også sige farvel til min mor.

Jeg gik hen til hende og krammede hende.
"Vi ses" sagde hun og kørte en hånd, gennem mit hår.
Jeg nikkede.

Jeg satte mig ind i bilen.

Martinus synsvinkel

Camilla satte sig ind i bilen.
Den begyndt at køre ligeså stille væk.
Jeg stod bare der, og kiggede på bilen...
Der langsomt forsvandt...

---------------------------------------------------------