Blodmåne

ET

Kapitel 1: Sket er sket

Pilen susede gennem luften, slog et gråligt blad til side, og borede sig ind i vildsvinets øje. Det gryntede hjerteskærende, vaklede et par skridt, og faldt så om i en dynge visne blade. Død på stedet.

"Flot!" udbrød Ailar begejstret, og klemte glad min skulder. Jeg sænkede buen, som Ailar havde lavet til mig af et smidigt træ, og skubbede den om på ryggen. De seneste dage var jeg blevet helt god til at ramme byttet, man kunne næsten ikke se, jeg ikke havde prøvet det før vi tog til Skoven.

Himlen glimtede gråblåt mellem trækronerne, vi var omgivet af. Små, øglelignende dyr krablede med forbløffende hurtighed op og ned ad grenene, almindelige egern, som dem fra min egen verden, skældte ud, og småbitte fugle, ikke større end humlebier, sang over os.

    Sidste nat var jeg vågnet ved, at én af dem forsøgte at tvinge sig vej ind i Ailars øre, formentlig på vej ind mod hjernen.

    Han havde skreget som besat.

Vildsvinets lår sydede over de rolige gløder fra bålet. Det seneste stykke tid havde vi kun fået kød og svampe, men mest kød. Der var så mange giftige svampe i Skoven, og jeg kunne blive helt ør i hovedet af at høre Ailar berette om de mest frygtelige måder at dø på, hvis man spiste dem.

Aftenen var begyndt at falde på, og fuglene med de spraglede farver sang deres smukke aftensang. Det lød som små sølvklokker.

Bålets gløder kastede svage skygger hen over Ailars ansigt, og fik hans kindben til at træde tydeligere frem. Da han mærkede, at jeg så på ham, smilede han genert. Jeg kravlede hen ved siden af ham, trak kappen om mig, og lagde mig med hovedet i hans skød. Gløderne fik den dunkle luft til at sitre svagt af varme, lige over de hvid- og rødglødende træstykker.

Han strøg mig over håret. Hvor var det vildt, at han elskede mig.

    Næsten ikke til at forstå.

På grænsen til søvnen mærkede jeg fjernt, at Ailar lagde et tæppe over mig.

    Så faldt jeg smilende i søvn.

***

"Du, Luna?" Ailar brød tavsheden. Han sad i et lavt træ med benene dinglende under sig.

"Hm?" mumlede jeg udmattet.

"Vi har rejst gennem Skoven i et par uger nu. Det har faktisk været ret..." Han lod til at lede efter det rette ord. Fandt det, men sagde det, som om det var længe siden, han havde brugt det. "... sjovt. Men... Jeg er lidt bange for, at vi kun er overlevet på grund af held. "

Hvorfor sagde han lige pludseligt det? Det var virkelig en underlig ting at sige, syntes jeg.

"Vi er snart ved Slottet, og vi kan godt nå derhen i morgen eftermiddag, hvis vi altså skynder os," fortsatte han.

"På grund af held? Jeg troede du vidste, hvad du lavede?" En begyndende vrede pulserede i mine fingerspidser, som om de sov.

"Det gør jeg også. Sådan da. Det er også lige meget, vi har jo klaret det indtil videre!" sagde Ailar.

"Indtil videre? Og hvad mener du med, at det er lige meget? Du sidder og fortæller mig, at det er lige meget, at vi lige så godt kunne være døde nu? Det er da ikke lige meget! Jeg stolede på dig, da du sagde, at jeg skulle stole på dig. Var det bare, så jeg ikke skulle bliver nervøs?" vrissede jeg. Den prikkende fornemmelse havde bredt sig til hænderne. "Hvorfor fortæller du mig lige pludseligt alt det her?"

"Ville du da hellere have, at jeg havde gjort det fra starten af? Det man ikke ved, har man ikke ondt af, og jeg ville ikke gøre dig bange!"

"Det var sørme pænt af dig, se hvor glad det gør mig at blive holdt for nar! Du kan ikke bare holde information tilbage, fordi det vil gøre mig tryggere! Jeg er ikke et lille barn!"

Ailar så bønfaldende påmig, som om han ville have mig til at stoppe. Han lignede én der fortrød hanoverhovedet havde åbnet munden. Det gjorde mig bare endnu mere vred. Dråber ramte mine knyttede hænder, da jeg sprang op. Først troede jeg det var regn, men så hørte jeg mit eget hulk, og opdagede at jeg græd.

•••

Fra mig:
Det er så første del af bog 2, Blodmåne! Hvad synes I?
Hvis nogen er i tvivl, så er Luna og Ailar flygtet fra Borgen, hvor Luna blev holdt fanget. Ailar var det brutale leder af Fuldmånesekten, og det var dem der havde fanget Luna. Men han øsnker ikke det liv længere, og er derfor taget af sted med Luna.

Håber I læser med!