Blodmåne

SEKS

- Syrlas POV -

"Nå," sagde jeg kort for hovedet. Så måtte jeg tage hverdagskappen af igen, og i stedet lukkede jeg snart spændet på den smaragdgrønne, som alle fra Rådet bar under møder. Jeg så på kuldæmonen. Jeg ville ikke spørge om jeg så fin nok ud, vi var jo ikke veninder. Men hun vidste, hvorfor jeg så sådan på hende, og hendes ansigt sagde helt klart nej. Med en lang, tynd arm om min albue, førte hun mig hen til en mørk træstol, hvor jeg satte mig tungt. Hun begyndte at rede mit hår med en blød børste, og flettede to små fletninger forrest, som hun samlede bagpå mit hoved. Jeg lod hende gøre det uden indvendinger, for selvom jeg hadede at indrømme det, var hun altså ret god til at få folk til at se bedre ud. Derefter forsvandt hendes hoved og arme ind i mit skab, og da hun kom tilbage, havde hun en dåse med creme i den. Jeg fik et tyndt lag i hele ansigtet, for som hun plejede at sige, så holdt huden heller ikke evigt på kvart-elverpiger. Åbenbart.

"Så! Nu kan ham David vist ikke nænne at slå dig igen, lige som der i gå - ..."

"Hvad?" afbrød jeg hende. Hvor i alverden vidste hun det fra? Jeg så måbende på hende helt ude af stand til at sige noget. Den forbandede dør havde jo været lukket!

Hun så på mit ur over væggen. "Vi har ikke tid til det her. Mødet starter lige om lidt," snakkede hun udenom. Jeg så et øjeblik på hende med et løftet øjenbryn, og havde hun ikke været så forkullet i huden, ville jeg have svoret, at jeg så hende rødme. "Af sted!" hundsede hun halvflovt. Jeg troede ellers ikke hun var typen der blev flov. Hm.

Jeg næsten løb ned ad trapperne for at nå det, for jeg ville helst ikke blive upopulær hos David, der uden tvivl også ville være til stede.

Forsigtigt listede jeg ind i salen og stillede mig hen til de andre, der stod med bøjede hoveder foran David, der sad på tronen af sammenfiltrede skyggetræer. Han så slet ikke på mig, selvom jeg var den sidste der kom ind. Jeg måtte synke en ekstra gang, inden jeg bukkede hovedet ned mod mine foldede hænder. David brød stilheden ved at slå hænderne sammen, som om han var vores bedstefar, der nu ville fortælle en sjov historie. Det kunne ikke være mere forkert.

"Ærede medlemmer af Rådet," startede han i et knivskarpt tonefald, "må månens blod flyde i jeres årer, som de gør i mine, og gid Slottet må falde i vores levetid!" Han så på hvert og et af vores løftede ansigter, og da han nåede til mit, der var det sidste i rækken, føltes hans øjne som pile, der borde sig ind i mine. Og ikke nok med det, mens hans øjne hvilede på mig, kunne jeg mærke at han begyndte at rage rundt imellem mine tanker. Ingen tvivl om, at han var ligeglad med, hvad han fandt, han skulle bare vise han kunne. Det føltes som slimede orme i min hjerne. Et lille forskrækket gisp undslap mig, men jeg var ikke dum nok til at lade ham høre det.

"Jeg, den retmæssige arving til lederposten i Fuldmånesekten - det vil sige mig - har tænkt meget over, hvad vi skal gøre ved Ailars forræderi. Og jeg har besluttet, at det eneste, vi kan foretage os, er at gøre noget komplet uventet. Vi skal ikke gå efter at ramme ham, for nu kan han alligevel ikke skade os. Derimod, må vi gøre det sidste, han har ventet; Udføre Fuldmånesektens hellige mission."

Flere af Rådets medlemmer begyndte at røre uroligt på sig, som om de ikke ville vide, hvad der nu kom. Jeg havde selv mine bange anelser.

"Vi skal vælte Slottet! Vi skal knuse alle de skæbneperler der eksisterer! I ved alle, at det er et privilegie, at det sker i jeres levetid. Så mærk æren, føl modet, og tænk ikke mindst på pligten! I er født til dette øjeblik, og det vil blive højdepunktet i jeres liv." David havde rejst sig, klædt i smaragdgrønne gevandter, og gestikulerede vildt omkring sig. Selvom jeg vidste, at han havde ret i, at vi var heldige, så følte jeg mig ikke så heldig. Vi skulle i krig.

"Som vores grundlægger Kalsifer regnede ud, skal slaget udkæmpes under den røde blodmåne. Der er to uger til at den lyser! To uger siger jeg jer! Vi må være klar med vores hær inden da, og efter dette møde, vil flere finde sted. I vil hver blive tildelt en ledende post, og have en mindre hær under jer."

Davids øjne lyste infernalsk ved tanken om alt det blod, der skulle flyde snart. Det var som om selve hans krop voksede under hans tanker om krig, og pludseligt brød en latter frem, skinger og dyb på én gang, så det skar i ørene. Det mørke loft lod til at synke ned over os alle, og indhyllede salen i et dunkelt mørke. Alle

Rådets medlemmer vred sig ubehjælpsomt, velvidende at de ikke kunne flygte fra mødet. Efterhånden som Davids latter tog af, lettede mørket, og vi kunne alle stå så stille som statuer igen. De fleste havde bøjet hovedet, men det var kun så galningen på tronen ikke skulle se de forpinte ansigtsudtryk. Nu var jeg helt sikker. David var skingrende psykopat, og ingen turde sige det til ham, for ellers ville de blive henrettet eller straffet. Jeg kunne lige pludseligt godt forstå, hvorfor Ailar var flygtet fra ham. Det her var dømt til at gå helt, helt galt.