Blodmåne

FIRE

Kapitel 2: Og jeg som troede, at tingene fungerede

- Syrlas POV -

Døren til Davids kontor, Ailars gamle, tårnede sig op foran mig. Jeg var rasende. Sønderknust. Endnu mere rasende. Men også bange. Bange, for hvad David ville sige, når han fandt ud af, at jeg ikke kunne finde skæbneperlen. Hvis det var noget nær det raseri han havde udvist, da jeg stammende havde forklaret, at jeg havde tabt den i Skoven, så havde jeg god grund til at være bange.

Det var kun et par uger siden, at den forræderiske Ailar var flygtet med det lille skvat til et pigebarn, Luna. Det var mig ubegribeligt, at han kunne vælge hende frem for Fuldmånesekten, frem for mig. Mest det sidste. De første dage efter deres flugt, havde David være meget sød og tålmodig med mig. Han havde siddet på den grønne sofa, i hvad der nu var hans kontor, og holdt mig om skulderen mens jeg græd. Det havde været noget af det pinligste, jeg i mit liv havde oplevet. Det smukke grønne betræk på sofaen var blevet mørkt af mine tårer. Men da han så det, havde han bare leet og sagt, at han syntes sofabetrækket havde en smukkere farve nu. Hans hvide tænder havde glimtet i lyset fra de grønne smaragdlysekroner. Han havde holdt mig tæt ind til sig, og i de korte øjeblikke, hvor vandet ikke flød fra mine øjne, havde jeg følt et lille sug af tilfredshed, ved at sidde, hvor jeg nu sad. Det var tydeligt, at David godt kunne lide mig, og jeg syntes også bedre og bedre om ham. Han havde viftet de andre medlemmer af Rådet væk, når de kom for at diskutere situationen med Ailars flugt. Han havde fået tjenere til at komme med mad til mig.

Der var aldrig nogen der havde gjort den slags ting for mig før. Indeni mærkede jeg varmen brede sig, når David sad og så på mig. Dagene måtte gerne være fortsat sådan. Men hvad der kommer let, går let. Tre dage efter flugten, var jeg blevet sendt hen til Slottet efter en skæbneperle. Det var lige meget hvilken, sagde han. At han så hurtigt blev ligeglad med mig, havde stukket hårdt og dybt i hjertet på mig. Det var tydeligt, at han kun havde fået mig på ret køl, så jeg kunne fortsætte, hvor jeg slap. Jeg var begyndt at blive bange for ham, selvom jeg passede på ikke at vise det.

Det var ikke så svært at snige mig ind på Slottet, kun en enkelt gang var en tjener ved at opdage mig. Hurtigt var jeg hoppet om bag en søjle så han ikke så mig, og han var skyndt sig videre med et forvirret grynt. Da jeg nåede frem til rummet med skæbneperlerne, havde jeg taget den første den bedste, og derefter skyndt mig ud igen. I Skoven havde jeg kun set én ogopogo følge efter mig, men den havde jeg hurtigt rystet af mig. De er langsomme på land.

Men efter jeg var sprunget over en bæk, og bagefter rent undtagelsesvis snublet, måtte jeg have tabt den, for da jeg senere stod på Davids kontor lå den ikke i min taske. Han blev rasende, rev sig selv i håret som en vanvittig, og jeg havde ikke kunnet lade være med at træde et skridt tilbage. Da han så det, havde han med lange skridt krydset gulvet, grebet fat i min krave, og givet mig en syngende lussing. Den brændte i lang tid efter. Den slags ville Ailar alligevel aldrig have gjort, dengang han var leder. Hvis det var den behandling jeg nu ville få, havde jeg god grund til at være bange.

Luften sivede ind mellem mine sammenbidte tænder, idet jeg fyldte lungerne op med luft. Med en rystende hånd åbnede jeg døren på klem, og stak hovedet ind, hvorefter jeg gik helt ind i rummet. David kiggede ikke op fra det brev han var ved at skrive.

"Hm? Hvad er der Syrla?" mumlede han irriteret.

"He... Herre. Jeg kunne i... ikke, finde den" stammede jeg skælvende. Det var længe siden jeg havde været så bange. Rystende afventede jeg hans reaktion. Han skrev bare videre. Først da det sidste punktum var sat, kiggede han op.

"Det gør ikke noget. Jeg skulle alligevel ikke bruge den," sagde han uanfægtet.

"Hvad? Vil det sige, at jeg blev hevet op af min seng, for at lede i Skoven efter en forsvundet perle, og så skal du ikke engang bruge den?" snerrede jeg. David så ligegyldigt på mig.

"Nej, Syrla, det skal jeg ikke, og hvis du vil beholde din tunge, så spar mig næste gang for dine ukontrollerede udbrud."

Vel vidende, at jeg let kunne have mistet min høje position hos Fuldmånesektens nye leder, David, dér, trak jeg mig skumlende tilbage til mit eget værelse. Næste gang skumlede jeg vredt. Hvad bliver det næste?

•••

Fra mig:

Det var så det fjerde kapitel! Jeg håber I kan finde rundt i, hvis vinkel man ser det fra. Jeg skriver det altid i toppen, ligesom her, hvor det er Syrlas vinkel☝🏼. Giv afsnittet en stjerne, så bliver jeg glad🌟