You Belong With Me - One Direction

Nothing Would Make Me Happier (Kap 14)

*Madelines synsvinkel*

Niall løber hen og krammer mig, han har ikke tænkte sig at slippe. "Hvad så Niall?" griner jeg, indtil jeg opdager, at han ikke griner med. "Niall" intet svar. "Niall, hvad er der galt?" han kigger på mig, han har en smule røde øjne. "Niall" siger jeg igen, og krammer ham. "Jeg troede, der var sket noget med dig" mumler han stille. "Niall jeg er okay, ikke tænk på det. Der skal skam mere til, før du kommer af med mig" det sidste griner jeg i håb om, at han kommer i bedre humør. Han griner heldigvis med, men stopper dog pludseligt, han begynder dog at kigge mig dybt i øjnene. Hans ansigt kommer tættere på mit, jeg kan mærke han ånde på mine læber nu. Han kigger ned på min læber, og ind i mine øjne igen, jeg nikker til ham. Hans læber er hurtigt på mine, og jeg kysser selvfølgelig igen, han udvikler derefter hurtigt kysset. Niall trækker sig ud af kysset, jeg kigger mærkeligt på ham, dog går der ikke mere end 3 sekunder før døren til bussen går op. Louis løber hurtigt hen og smider sig på sofaen, med hans hoved på mine ben. "Jamen hej Louis" griner jeg, og kigger ned på ham. "Hvad siger du egentligt til at vi to, finder en dag, og spiser noget mad eller sådan noget. Du ved som vi plejer at gøre, når jeg lige er kommet hjem fra turné?" Louis kigger spørgende på mig, Jeg nikker "lyder godt" jeg smiler til ham, inden jeg kigger om mod Niall. Bussen begynder hurtigt at kører igen, og Niall går hurtigt ind i "køkkenet". "Nå, hvornår er jeres første koncert så?" spørger jeg drengene, nok mest Liam. Liam kigger på mig "allerede i aften, har du tænkt dig at se den?" spørger han nysgerrigt. Jeg nikker "min anden One Direction koncert" siger jeg og tager to fingre op i luften, som et lille barn, Liam griner af mig. Niall kommer hurtigt ud fra "køkkenet" med en masse slik, han sætter sig ved siden af mig. Jeg tager hurtigt noget af han slik, han griner stille af mig

**********

Bussen stopper endeligt, dog er der kun 2 time til at drengene skal være på stedet, hvor de skal spille. Jeg får pludseligt en lyst til at se, hvor vi er. "Drenge jeg går en tur" siger jeg og rejser mig op fra sofaen, Niall kigger på mig "Jeg går med" han løber dog den anden vej? Jeg kigger forvirret efter ham, dog kommer han tilbage 3 minutter efter, med nogle solbriller, og en hoodie. Vi går hurtigt ud af bussen. "Hvilken vej?" spørger jeg ham med det samme, "den her" siger han og fletter sin fingre ind i mine, og trækker mig, den vej han pegede. Vi går og snakker om alt mellem himmel og jord, hans hånd har ikke sluppet min en eneste gang. Niall trækker mig hen til en park, hvor vi sætter os på en bænk. "Hvor lang tid har vi gået?" spørger jeg stille, han kigger på sit ur, "30 minutter cirka", jeg nikker bare. Jeg kigger på Niall, han ligner en der gerne vil sige noget. "Niall?" han kigger på mig, "hvad vil du sige?" spørger jeg ham, han kigger forvirret på mig, "hvordan kunne du se det?" han kigger forvirret på mig, "det kan jeg bare" griner jeg, jeg stopper med at grine, da han ikke griner med, jeg puffer lidt til ham. Han får et smil på læben. "Maddie, det fordi, jeg har mødt den her fantastiske pige. Hun er det eneste jeg kan tænke på, jeg har lyst til at kramme og kysse hende hele tiden. Hun har verdens smukkeste smil, og jeg vil egentligt bare spørge, om hun måske kunne tænke sig at være min kæreste?" jeg kigger lidt forvirret på ham, "du mener mig ikke?" spørger jeg mumlende, han nikker. "Så kan jeg fortælle dig, Niall, at der ikke er noget hun hellere vil" jeg griner stille, og han trækker mig ind i det største kram jeg nogensinde har fået. Pludseligt hører vi nogle klik, og nogle små blitz kan mærkes. "Niall jeg tror ikke din udklædning hjalp" griner jeg ind i hans øre. Niall trækker sig ud af krammet, tager min hånd, og begynder at løbe alt, hvad han kan.

Efter at vi har løbet i omkring 15 minutter stopper vi endeligt, helt forpustede. "Jeg tror vi slap væk" griner han, jeg nikker og vi begynder at gå mod bussen.