You Belong With Me - One Direction

Is She Dead (Kap 17)

*Louis' synsvinkel*

Lægen havde endeligt forladt rummet, tanken om at vores sidste samtale kunne have været fuldt med vrede ord, er ufatteligt hårdt at leve med. Tårerne er endeligt begyndt at tørre ud, og jeg sidder helt tom. Min bedste veninde, den bedste person jeg nogensinde har mødt, ligger helt livløs. Tanken om at det måske er hendes sidste dag, fylder min hjerne, og tårerne begynder hurtigt at fylde mine øjne igen. Jeg rejser mig stille op, og går ind mod de andre, de ved stadigt intet. Jeg stiller mig i dørkammen, de andre griner, nok i forventning om, at alt er fint siden jeg var hos Maddie så længe. Liam er den første der opdager mig, hans stopper hurtigt med at grine, da han nok ser tårerne i mine øjne. Drengene følger hans blik, og deres smil falmer hurtigt. "Louis... Er hun?" det er Liam, det lyder som om han er ved at græde. Harry sidder allerede med tårer i øjnene. Jeg kigger på ham, uden en reaktion, hvad skal jeg sige? Jeg ryster på hovedet, "hvad så?" denne gang er det Harry der spørger. "Hun er i live, sover stadigt og trækker vejret selv. Dog ved de ikke om, hun kan blive ved, med det. De ved ikke om hun overlever. De siger at hun skal kæmpe for det." jeg siger det hele så hurtigt, og bryder sammen kort efter. Harry skynder sig hen og krammer mig, "jeg må altså fortælle det til Niall" hvisker han i mit øre inden han trækker sig ud af krammet. "Niall fortjener ikke at vide en skid" snapper jeg af ham, og går igen ind til Maddie, inden jeg smækker døren, kan man høre Liam sukke. Jeg var igen alene med mine tanker, dem der får det hele til at føles meningsløst. Maddie er ikke min kæreste eller familie, dog er hun den tætteste person jeg har, verden ville være mærkelig uden hende. En ny læge kommer ind, en jeg ikke har set før. Han kigger hurtigt på hendes journal. "Du er Louis Tomlinson, ikke sandt?" han kigger på mig, og smiler, jeg nikker. "Vi har desværre fået mixet nogle informationer rundt, Madeline kommer til at klare sig, uden problemer. Vi forventer at hun vågner inden i morgen. Hun har dog brækket venstre fod og hendes venstre arm." han smiler til mig, tager journalen der ligger ved hendes seng, og ligger en ny derhen.

*Nialls synsvinkel*

"Niall... Vi ved ikke.... Vi ved ikke.... Om hun klarer... klarer det" Harry bryder sammen over telefonen, "jeg er på vej mate" siger jeg uden at trække en mine, jeg ligger på, og løber op ad trappen. Efter Harrys opkald, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg elsker hende jo. Hvorfor skulle jeg også være så ond mod hende, hun fortjener det jo ikke, hun er alt for god mod mig. Jeg har ikke kendt hende særligt længe, dog ved jeg, at jeg fortryder alt jeg sagde til hende, allerede. Tanken om at skulle miste hende, falder mig pludseligt ind, jeg er måske i gang med at forstå, hvad der egentligt sker. Med tårer ned ad kinderne er jeg endeligt ved 2. etage, jeg går ned ad gangen. Jeg går forbi rum 12, Liams værelse, jeg kan høre Liam der sidder og beskylder ham selv, Harry prøver som altid at få ham i bedre humør. Da jeg snakkede med receptionisten, fortalte hun mig at Maddie var i værelse 13, men at jeg skulle spørge Louis, om lov til at komme derind. Jeg åbnede døren, og så min elskede Maddie, helt livløs, hun var mere bleg end hun plejede. Louis sad i et hjørne, og kiggede kun lige op på mig. "Må jeg ikke nok låne hende i 3 sekunder" spørger jeg ham. Hans blik lander på mig, hans puffede, røde øjne fortæller mig at han har grædt, meget endda. Hans blik, ændres hurtigt til et dræberblik, dog nikker han og forlader rummet.

Jeg sætter mig på stolen ved siden af hendes seng, den er stadig varm fra da Louis sad her. Hendes hånd lå langs hendes side, jeg besluttede mig for at tage den. "Hej Maddie" hvisker jeg, min stemme begynder allerede at knække, jeg er dog lige glad, "Jeg elsker dig" jeg hvisker stadig. "Jeg er ked af det, jeg skulle ikke have reageret som jeg gjorde. Jeg var jaloux, jeg ville have dig for mig selv" jeg kigger stadigt på hende, som om hun på magiskvis vil svare mig. Hun ligger som stadigt stille, det eneste der bevæger sig, er hendes brystkasse, fra når hun trækker vejret. "Maddie, kan du ikke please vågne op" min stemme er meget stille, og det er meget tydeligt at jeg græder. "Jeg vil bare gerne have dig tilbage" græder jeg endnu mere. Jeg kigger på hendes dejlige røde læber, og beslutter mig for at kysse dem, i 3 sekunder forestiller jeg mig, at hun kysser igen. Jeg kommer i tanke om vores første kys, det var den dag jeg vidste, det var hende, det er hende jeg ville bruge alt min tid på, indtil hun ikke gad mig mere. Hvorfor skulle jeg også være sådan en nød. Jeg trækker mig stille fra kysset.

**********

Jeg vågner op i den samme stol, som jeg faldt i søvn i, i går. Lyset kommer ind fra de vinduer, og fortæller mig at jeg skal vågne. Jeg sætter mig ordentligt op i stolen, og mærker allerede at min ryg ikke er tilfreds med mig. Min øjne skimter rummet, og opdager Louis der sidder på en stol ovre i hjørnet, han sover stadigt. Jeg tager min hånd til mig, der lå i trygt i Maddies hele natten, og bevæger mig mod vinduet for at trække gardinet væk, forhåbentligt kan Louis sove lidt længere. Jeg bevæger mig mod døren, og trækker stille i håndtaget, gangen er stille. Jeg bevæger mig mod Liams værelse, da jeg stadig ikke har sagt hej til ham, det eneste jeg ved er at han er okay, jeg kunne engang i mellem høre ham i baggrunden på den ene korte telefonsamtale jeg havde med Harry. Jeg fandt i går ud af at han også var blevet indlagt ved receptionen, dog var han hurtigt ved bevidstheden, ulig Maddie. Vejen til Liams værelse, virkede lang, selvom det kun var 5 skridt. Tankerne kører stadig rundt i mit hoved, hvorfor kørte de overhoved? Da jeg åbnede døren, kiggede Harry og Liam hurtigt på mig, jeg regner med at det meget bare har været dem, da både Louis og jeg har været mest fokuseret på Maddie. "Hvad så, bro" siger Liam, relativt glad i forhold til at han lige har været i en ulykke. Jeg trækker på skulderen, jeg føler mig bare lidt ligeglad. "Liam" han kigger på mig. "Hvad skulle i overhoved?" hans blik ændrer sig fra glad til trist meget hurtigt, han sender mig et lille, men opmuntrende smil. "Hun spurgte om jeg kunne køre hende til lufthavnen, hun ville hjem. Jeg tror, det er noget med dig at gøre, hun ville ikke snakke om det" det sidste siger han meget lavt, kun lige højt nok til at jeg kunne høre det. "Det hele er min skyld" hvisker jeg, Harry kigger på mig, han åbner munden, men vælger at lukke den igen. Jeg tager mine hænder op til hovedet, dog tager jeg dem hurtigt væk igen, og rejser mig for at gå ind til Maddie igen.

Jeg sætter mig igen ved siden af Maddie, og tager hendes hånd, og giver den et hurtigt kys, før jeg lader dem begge ligge på sengen. Louis er dog vågen den her gang, han har dog ingen intentioner om at afbryde stilheden. "Louis, kan du ikke gå ned i kantinen og få noget morgenmad, så bytter vi bagefter, jeg ringer, hvis der sker noget" Han nikker bare, og forlader rummet. Jeg er igen alene med Maddie, den dejlige Maddie. Jeg rejser mig fra stolen og slipper hendes hånd. Jeg sætter mig hurtigt på kanten af sengen, og nusser stille hendes hånd. "Maddie, jeg er ked af det... men kan du ikke please vågne op, jeg... Jeg ville ikke kun fortsætte uden dig" det sidste hvisker jeg stille. Hun reagerer ikke. "Maddie, jeg elsker dig... det gør jeg virkeligt" jeg hvisker stadigt, dog har jeg tårerne ned ad kinderne nu. Jeg kigger på hendes læber, og ligger hurtigt mine på hendes, hendes dejlige bløde, dog lidt kolde, læber rammer mine, og jeg vil aldrig have dem væk derfra, især ikke da jeg mærker hende kysse igen. Der går et øjeblik får jeg opdager, hvad det betyder. Jeg trækker mig fra kysset og kigger på hende, hun ligger og smiler, dog med lukkede øjne. Jeg tager hendes hånd, og fletter mine fingre ind i hendes. "Jeg elsker dig, Niall" siger hun meget lavt, jeg kysser hurtigt hendes pande.