Kapitel 1 - "Hey, er du okay?"

2.8K 61 1
                                    

Jeg var kun meget få dythorn fra at blive fuldstændig sindssyg af de ryk, som bilen gav stort set hvert femte sekund, fordi trafikken her til aften var fyldt med alt for mange billister, der ikke kunne finde ud af at køre bil.

Den sølvfarvede BMW foran os rullede et par meter, inden den for mindst tiende gang bremsede så brat op, at Andrew kun lige akkurat nåede at reagere og slå bremsen i bund.

Tro mig, når jeg sagde, at det var et rent held, at bilen stadig var bulefri og airbagsene endnu ikke var sprunget op i ansigtet på mig og havde givet mig blodnæse. Desværre var det så også det eneste held, jeg var omgivet af i dag, for jeg kunne godt fortælle dig, at jeg svømmede uden redningsvest i en kæmpe sø af uheld. Om mindre end fem minutter skulle jeg mødes med pigerne ude foran Blue Valley, hvor Yellowcard her til aften gæstede, men vejene var i aften meget mere eftertragtede end forventet og selvfølgelig sad jeg fast i trafikken.

Der var øjeblikke, hvor jeg stillede spørgsmål ved, hvorfor jeg havde valgt at flytte til LA i mit sabbatår, og en af de øjeblikke var nu.

"Er det virkelig ikke muligt at komme hurtigere frem?" spurgte jeg opgivende Andrew om, imens mit blik flakkede fra det ene røde baklys til det andet. De blinkede konstant og jeg var rimelig sikker på, at mit syn før eller siden ville tage skade, hvis det fortsatte.

Et grin lød fra Andrew, hvilket fangede min opmærksomhed og fik mig til at rette blikket mod den lyshårede dreng ved siden af mig, som sjovt nok også sad bag rattet.

"Ikke medmindre, at du i alt hemmelighed har været Superman hele dit liv, så du kan springe ud af vinduet og hoppe hen over bygningerne," svarede han med et grin, inden han endnu en gang steppede hårdt på bremsen for ikke at banke op i bilen foran.

Wow, okay, hvad havde jeg lige gjort for at fortjene sådan et uvidende fjols til storebror? Jeg sværger, en af os blev simpelthen nødt til at være adopterede, for jeg nægtede at tro, at vi delte gener.

"Til din info, så er det altså Spiderman, der springer rundt på bygningerne - ikke Superman," rettede jeg ham hurtigt.

"Superman kan vel også," mumlede han lavmælt med et skuldertræk, hvilket jeg ikke valgte at kommentere på. Jeg rullede blot med øjnene og rystede svagt på hovedet over hans dumhed.

Jeg placerede min albue på kanten af vinduet, så den kølige rude snittede den nøgne hud på min overarm. Mit hoved hvilede jeg mod min hånd og jeg sukkede tungt, da jeg lod mit blik glide hen på forruden, hvor jeg ikke fik øje på andet end det ene røvparti af en bil efter det andet.

Fantastisk. Fuldstændig og aldeles fantastisk.

Imens jeg trippede uroligt med benene i bunden af bilen og bad til Gud om, at køen af utallige biler på magisk vis ville forsvinde, fiskede jeg ned i skuldertasken for at finde min iPhone. Jeg fandt Lucie frem i mine kontakter og sendte hende en besked, hvor jeg informerede hende om, at jeg sad fast i trafikken, men forhåbentligt stadig ville nå ind på klubben, inden de lukkede dørene. Chancen for, at jeg ville nå det var satme ikke stor, for køen så ærlig talt ud til at fortsætte i det uendelige, men håbet var der da et kort sekund.

Frustreret lod jeg en hånd glide igennem mit lyse, uglede og alt for ødelagte hår, som skreg desperat efter en dybdegående og healende hårkur.

"Ugh, det her er så fucking typisk," mumlede jeg for mig selv med sammenbidte tænder. Jeg sad og trippede som en eller anden, der skulle på live tv om kun få sekunder, men havde glemt at tage bukser på.

Andrew kommenterede ikke mine mumlende ord, men havde han nu valgt at åbne kæften og give mig ret, så kunne vi højst sandsynligt være sluppet for, at jeg fik et bitchflip og endte med at lange ud efter dythornet, som jeg trykkede helt i bund, da den sølvfarvede BMW foran os endnu en gang bremsede hårdt op. Jeg vrissede irriteret, imens Andrew sendte mig et hårdt og næsten fornærmet blik.

Insanely InsaneWhere stories live. Discover now