Insanely Insane

Kapitel 22 - "Ligner jeg typen, der render rundt med en krystalkugle på mig?"

"Hvordan kan det tage roomservice så lang tid at komme op med vores mad?" lød det utålmodigt fra Faith, idet hun satte sig på kanten af sengen med det ene ben over det andet. "Jeg troede, at det her var et femstjernet hotel."

Et grin undslap mine læber i samme øjeblik, som hun lagde armene over kors og sukkede tungt. Der var ikke gået meget mere end et kvarter siden vi havde ringet efter roomservice, og hun brokkede sig allerede over ventetiden. Hvor utålmodig var hun lige?

"Jeg ved ikke om du er klar over, hvor mange forskellige retter du har bestilt, Faith," sagde jeg midt i et lille grin, som jeg ikke engang gjorde et forsøg på at holde for mig selv.

"Til mit forsvar holdt jeg altså igen med desserten," sagde hun hurtigt med en strakt pegefinger. Jeg smilede skævt, idet jeg med hænderne i lommerne på mine mørke jeans gik hen mod hende.

"Gjorde du?" spurgte jeg provokerende med hovedet let på skrå, hvilket selvfølgelig bare fik hende til at rulle med øjnene.

Lige som hun skulle til at svare igen bankede det på døren, og jeg sværger hendes øjne lyste op som aldrig før, da en dyb stemme på den anden side af døren bekendtgjorde, at det var roomservice. Jeg ville have åbnet døren og taget imod maden, men Faith var hurtigere end mig, idet hun fór op fra sengen og løb hen til døren.

En hel servitricevogn blev kørt ind på hotelværelset, og på kun få sekunder formåede duften af de mange lækre retter at finde vej frem til mine næsebor. Et bredt smil gled hen over mine læber, men det var ingenting sammenlignet med det smil, der poppede frem, da jeg så begejstringen i Faiths smaragdgrønne øjne. Jeg stak herren et par sedler som tak, og han sagde velbekomme, inden han forlod værelset.

"Det er meget muligt, at den her date går hen og bliver den bedste date, jeg nogensinde har været på," indrømmede Faith smilende, idet hun med blikket fastlåst på maden satte sig ned på sengen. Pludselig forsvandt smilet og hun rynkede panden, inden et par mumlende – men utrolig forbavsende – ord forlod hendes læber. "Og den eneste."

"Har du aldrig været på date før?" røg det overrasket ud af mig. Hun løsrev blikket fra servitricevognen for at kigge op på mig.

"LA-drenge er ikke lige min op te," svarede hun med en mindre grimasse, inden hun hurtigt fortsatte. "Og det samme gælder drengene i min hjemby. De råber altid efter en på gaden og er vildt upassende i deres tone, men når det kommer til stykket har de aldrig nosserne til at stå ansigt til ansigt med én og føre en helt almindelig samtale."

Jeg bemærkede, hvordan hun vendte øjne under sin forklaring, og hvis det ikke var fordi, at jeg var så ubeskrivelig forbavset over, at en pige som hende aldrig havde været på nogen date før, så havde jeg uden tvivl slået en latter op.

"Hm," brummede jeg eftertænksomt med blikket rettet mod gulvet, indtil et skævt smil poppede frem på mine læber og mit blik gled op og mødte hendes. "Så er det godt, at jeg er fra Canada."

Faith virkede forbavset over mine ord – så forbavset, at hendes pande foldede sig sammen til hele tre rynker.

"Virkelig?" udbrød hun, men fortsatte hurtigere end jeg nåede at svare. "Min far og hans side af familien er også fra Canada."

Et smil begyndte at danse omkring hendes fyldige læber. Havde det ikke været fordi, at det ville være upassende at stirre på hendes læber mere end højst nødvendigt, så havde jeg uden tvivl låst mit blik fast på dem i en evighed. Mindre ville ikke kunne gøre det.

Jeg tvang mig selv tilbage til virkeligheden, idet jeg fik kontrol over min krop og tog plads ved siden af hende. Mit blik mødte hendes, og jeg sendte hende et blændende smil.