Insanely Insane

Kapitel 2 - "Ved du ikke hvem jeg er?"

Jeg følte en ubeskrivelig stor modstand, da jeg prøvede at slå øjnene op. Det var næsten som om, at mine øjenlåg var oppe mod en højere magt end øjet kunne se. Sådan føltes det i hvert fald lige indtil, at et smertefuldt dunk ramte mit hoved og tvang mine øjne åbne. Smerten var så voldsom, at jeg blev helt forbavset over ikke at se en psykopat med en jernskovl stå lige foran mig og være klar til at give mig endnu et slag.

Rummet var hvidt, ukendt og alt for lyst - og så var det altså heller ikke ligefrem positivt, at en skarp solstråle fra det store vindue foran sengen ramte mit ansigt helt perfekt. Jeg lod mit blik glide rundt i rummet, indtil det fastlåste sig hjørnet af rummet.

"Wow," mumlede jeg, imens jeg kneb øjnene hårdt sammen og placerede tommelfingeren og pegefingeren omkring min næseryg.

Jeg kunne have svoret, at jeg lige havde set verdens største popstjerne sidde på stolen i hjørnet af stuen - som jeg efterhånden havde identificeret til at være en hospitalsstue - men det kunne simpelthen ikke passe. Jeg nægtede at tro mine egne øjne.

"Godt, du er vågen," lød en overraskende velkendt stemme, der med ét fik mine øjne til at springe op af ren forbavsning.

Og nu nægtede jeg også at tro mine egne ører.

"Hvordan har du det?" fortsatte stemmen, hvis ejer mit blik flakkede hen på. Jeg analyserede drengen med det brune hår fra top til tå, og selv efter flere minutters stilhed, der takket være mit dunkende hoved dårligt nok talte som stilhed, var jeg mindst lige så forvirret.

Jeg måtte sgu ærligt indrømme, at en psykopat med en jernskov, der stod lænet ind over mig og ville banke mig syndere sammen, var langt mere sandsynligt end at se Justin Bieber sidde i hjørnet af en hospitalsstue - min hospitalsstue.

"Øh," mumlede jeg forvirret. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle gøre, sige eller tænke om det, der skete for øjnene af mig lige nu, for intet af det gav mening.

Min forvirring så ud til at smitte af på Justin, der lagde mobilen fra sig og rejste sig fra stolen. Ikke kun hans pande, men også hans øjenbryn var rynkede af forvirring.

"Ved du ikke hvem jeg er?" spurgte han med forvirring over hele ansigtet. Mit blik faldt på hånden, som han lagde mod brystkassen, og først der spottede jeg de sorte mønstre og tegninger, der tilsammen dannede en hel sleeve af tatoveringer.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, om hans ord virkede egocentrerede eller blot dybt forvirrede, men jeg hældte nok mest til den første. Hvis det ikke var fordi, at mit hoved dunkede som bare fanden, så havde jeg højst sandsynligt kastet et dybt ironisk svar lige i smasken på ham - men den slags filurligheder havde jeg bare slet ikke overskud til at finde på lige nu.

"Jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg ikke skulle vide hvem du er, når dit navn og ansigt er over alt," svarede jeg med svagt sammenknebne øjne, da endnu et voldsomt dunk bragte mit hoved i smerte.

Da jeg slog øjnene op igen og fik øje på Justin så han blot endnu mere forvirret ud end før. Efter et par sekunders stilhed lukkede han et lille, forvirret og akavet grin ud.

"Så tror jeg ikke helt, at jeg forstår," indrømmede han med forvirring over hele det uvurderlige berømte ansigt.

"Hvad forstår du ikke?" spurgte jeg med et mindst lige så forvirret ansigtsudtryk.

"Hvorfor du besvimede," svarede han, idet han langsomt begyndte at gå tættere på mig. Han stak begge hænder i lommerne på de sorte hængerøvsbukser lavet af dyrt læder, der med sikkerhed ikke var lavet af samme materiale som min gamle læderjakke fra Forever21, der oven i købet havde været på tilbud.

"Jamen så lad mig hjælpe dig på vej: du bankede en metaldør op i hovedet på mig, husker du?" spurgte jeg, idet jeg skød begge øjenbryn i vejret for at understege, hvor indlysende det i virkeligheden var.

"Men du besvimede ved synet af mig," pointerede han hurtigt. Det ene øjenbryn rynkede mere end det andet.

"Øh, nej?" svarede jeg med mindst lige så meget forvirring i fjæset som ham, men uden tvivl med langt mere attitude. "Jeg besvimede, fordi jeg fik en fucking metaldør i hovedet."

Et suk undslap Justins læber, imens han blot rystede opgivende på hovedet. Han opgav tilsyneladende at bilde mig ind, at jeg besvimede på grund af hans verdenskendte ansigt - og lad os for Guds skyld håbe, at det var fordi han indså, hvor hårdt han egentlig havde ramt mig med døren, og ikke på grund af hans ego, der ikke magtede at diskutere det med en som mig.

"Hvad lavede du overhovedet bag den dør?" spurgte han undrende. Han satte sig på lænestolen ved siden af sengen og rettede de brune øjne direkte mod mig.

"Jeg prøvede at finde en anden vej ind på klubben, fordi indgangen var proppet," svarede jeg med en svag mumlen, da jeg egentlig ikke fandt det relevant. "Men et langt mere interessant spørgsmål ville være, hvorfor popstjernen Justin Bieber åbnede bagdøren til en lille, ukendt klub som Blue Valley."

"Jeg skulle ud," svarede han hurtigt med et skuldertræk, som jeg var mindst lige så hurtig til at skyde begge øjenbryn i vejret over.

"No shit, Sherlock."

Jeg kunne nu ærligt med hånden på hjertet sige, at drengen var dummere end forventet. Det forklarede så også, hvorfor vi havde brugt de sidste fem minutter på at sende hinanden forvirrede blikke og undrende spørgsmål, og det var en ren lettelse at vide, at det for en gangs skyld ikke var mig, der var skyld i forvirringen.

Stilheden hvilede over os, men det varede ikke længe før døren til stuen blev åbnet. En side af mig følte mig bare en smule skræmt, og noget sagde mig, at det var på grund af den åndssvage metaldør, der var fløjet op i fjæset på mig i går aftes.

Var det mon muligt at få angst over døre, der blev åbnet?

En dame med sort, skulderlangt hår trådte ind på stuen og sendte mig et let smil. Hendes krop var klædt i hvidt fra top til så, og taget i betragtning af udstyret i lommerne og omkring halsen gik jeg ud fra, at hun var læge.

"Hej Faith," smilede hun svagt, da hun bevægede sig hen til kanten af sengen. "Jeg kan se, at du er vågnet. Hvordan har hovedet det?"

Jeg fandt det lidt freaky, at hun spurgte om stort set det samme, som Justin havde spurgt mig om, men lagde ikke mere i det, da jeg tvang mig selv tilbage til virkeligheden.

"Smertefuldt, hvis jeg skal være helt ærlig," svarede jeg sukkende.

"Det var også noget af et slag, du fik dig," smågrinede hun, imens hun bukkede sig ned til skabet under stålbordet ved siden af sengen. "Hvor meget kan du huske fra episoden?"

Mit blik betragtede hende skrue låget af en bøtte og ryste et par piller ud i hånden, og bare synet gav mig kuldegysninger. Jeg hadede medicin som bare fanden.

"Uhm, kun at jeg mærkede en voldsom smerte i panden og pludselig lå på jorden, inden alt blev sløret," forklarede jeg med blikket rettet direkte mod pillerne i hendes hånd.

"Kan du slet ikke huske, at du kom til bevidsthed i ambulancen?" spurgte hun, hvilket straks fik mit blik til at flakke fra pillerne til hendes lyseblå øjne. Jeg rystede let og mindre forvirret på hovedet.

"Heller ikke røntgenfotograferingen?"

"Nope," svarede jeg hende afkræftende med endnu en hovedrysten. "Jeg husker intet efter alt blev sløret."

Hun rynkede undrende brynene over mit svar. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle være mest skræmt over det faktum, at jeg intet kunne huske, eller over at hun så ud til at undre sig over, at jeg ikke kunne huske det.

Jeg mener, hvad nu hvis det her kun var begyndelsen på et livslangt hukommelsestab?

Hvis det var tilfældet, så kunne jeg satme godt fortælle dig, at Justin kom til at betale for hver og en af mine 19-års lange minder, der langsomt ville blive tilintetgjort én efter én.