SYVOGTYVE

1.8K 77 11
                                    

Den første dag er nem i buret.

Hverken jeg eller min ulv er særligt kolde, trætte eller sultne. Vi er fast besluttet på at holde ved og opretholde de ord vi har ytret mod vores mage og hans hanner. Det eneste der er en fordel for Felix er at vi føler os afskåret fra vores hunner, vi føler allerede savnet ved ikke at socialisere med andre ulve.

Jo længere der går, jo mere ensomme vil vi blive i det her bur.

Vi prøver at sove om natten, men det er minimalt hvad vi får af søvn, skoven bag os har for mange lyde som vi er opmærksomme på. Vi kan aldrig helt tillade os selv at falde fuldstændig i søvn og være totalt uopmærksomme på vores omgivelser.

Felix kommer ud om morgenen den anden dag med en skål mad og vand, stiller den foran buret og kigger på os bestemt, opfordrer os til at opføre os pænt hvis vi vil spise. Min ulv og jeg er i enighed om ikke at gøre noget overilet. Vi har brug for mad og vand for at kunne holde ud i det her bur.

Efter vi ikke har reageret i et par minutter åbner han lågen hurtigt og sætter skålene ind i buret og lukker lågen igen.

Han er stille mens vi spiser og drikker alt det han har bragt til os. Han venter på at vi bryder sammen. Søger ham ud, hyler for ham, efter ham. Beder ham om tilgivelse for det, vi ifølge ham, har gjort forkert.

Det vil ikke ske. Slet ikke efter kun 24 timer i hans dumme bur. Vi er stærkere end det. Det er en fornærmelse at han tror vi vil bryde sammen og give ind til ham efter kun så kort tid. Min ulv er opsat på at vise vores mage hvor lang tid vi egentlig kan udstå at være låst inde i hans bur.

Da vi har spist maden fjerner han hurtigt skålene igen, prøver at røre vores hoved. Vi hiver hurtigt hovedet væk fra ham. Vi vil ikke have hans kærtegn. Slet ikke når han forsat fornærmer os, vores styrke.

Han vil lære os hvor vi hører hjemme. Vi vil lære ham konsekvenserne af de valg han tager.

Han skuler til os og ryster hans hovede, lågen låses og han går hurtigt tilbage til hans hytte.

Den rutine udføres igen om aftenen. Mad og vand. Stilhed mellem os. Hans forsøg på kærtegn. Hans vrede skridt væk fra buret, fra os.

Nætterne bliver længere. Koldere. Vi krøller os sammen for at forsøge og holde varmen ordentligt. Vi forsøger at strække os ud i det lille bur, stiller os op for at få gang i vores ubrugte poter.

Rutinen med mad og vand fortsætter den næste uge. Der er ingen ændringer i vores opførsel mod hinanden. Vi vil begge have den anden ulv skal give sig.

Vi vil begge fejle. Vores stædighed vil overkomme alle de lektioner vi forsøger at give hinanden. Jeg kan se han begynder at tvivle på om han har gjort det rigtige. Jeg begynder at tvivle på om jeg kan gennemgå flere timer, dage, uger i hans bur.

Om det virkelig er det værd at afskærme mig fra flokken, gøre mig selv svagere, bare for at få ham til at acceptere mine krav?

Tvivlen fører ikke til ændrede handlinger.

Stædigheden vinder ud. Tvivlen ligger som en tung vægt bagerst i vores hoveder. Er det virkelig det værd?

Jeg er opsat på at være den ulv der ender ud med at vinde. Vinde over min mage. En traditionel Alpha. Det ville være min største bedrift i livet at vinde i den kamp der udkæmpes lige nu. At vide jeg fik ham til at give sig, til at give hunner en anden mening i hans flok end blot husmødre.

Det er det der holder mig oppe. Får mig til at fortsætte med at kæmpe mod mine instinkter og hyle for ham, tigge ham om at lukke os ud af det forfærdelige bur han har låst os inde i. Det er ikke blot for mig og min ulv. Det er for alle hunnerne i flokken. For deres og mine hvalpes fremtid jeg kæmper nu.

Lupus FeramWhere stories live. Discover now