NIOGTREDIVE

1.9K 70 8
                                    

Luften bliver koldere og koldere. Nætterne længere og længere. Træernes blade bliver langsomt orange, falder tørre af, kun for at dø en stille død når de lander på jorden.

Mine fødder skal vende sig til at gå rundt på den kolde jord konstant. Jeg må vende mig til at fryse bare en smule på grund af det manglende tøj jeg skal gå rundt med. Det lille stykke pels om mine bryster gør intet for at fastholde min kropsvarme.

Gåturen fra træningsområdet til vores hytte er hurtig, min trang til noget koldt at drikke og et bad overdøver alle andre behov jeg har. Min lyst til at spise alt hvad vi har i hytten er stor da jeg åbner køleskabet helt og kigger det igennem. Finder noget der vil stille min sult indtil det er middagstid med Felix og hannerne.

Jeg tager hurtigt nogle æbler, bider i dem hårdt og smider skrogene ud da jeg er færdig med dem og tømmer min vandflaske. Jeg er udkørt efter træningen. Jeg har trænet hunnernes ulve i lidt over en måned nu og har måtte sætte dem på plads mere og mere de sidste par gange.

Det er næsten tid til jeg begynder at være hårdere, voldsommere, overfor dem. Viser dem at de ikke er den stærkeste ulv. Viser dem at jeg bestemmer. De vil blive vist det med mine tænder. Der er ingen andre måder at styre dem på og jeg er klar over det. Klar over at jeg er nødt til at såre mine hunner før deres ulve forstår hvem der er dominerende.

De vil blive nødt til at lægge i sengen for at hele. Misse træning i et par dage før de kan komme igen. Deres mager vil uden tvivl gå amok når de får at se hvor hårdt jeg har tænkt mig at træne dem, tænkt mig at sætte dem på plads igen.

,,Er du færdig med at angribe vores frugter, lille ulv?"

Jeg kigger op fra køkkenbordet jeg stirrede på mens jeg var i mine egne tanker og ser Felix kigge på mig med et frustrerende smil. Han ved hvad jeg og hunnerne laver i vores træning, stirrer altid på de rifter og bid jeg har på mine hænder og arme efter hver træning med deres ulve. Lægger hans hænder på nogle af de værste skader, forsøger at give mig ro og omsorg ved hans nærhed og hænder på min krop.

Det hjælper altid.

Min hjerne og logik fortæller mig konstant at jeg ikke burde og ikke vil have min mage tæt på mig, ikke vil have han rør mig. Men min krop, min ulv fortæller mig konstant noget andet. Lader ham røre os, være tæt på os, vise hans omsorg og kærtegn for os.

Jeg lader ham gøre det. Jeg ved der ikke er nogen udvej for mig. Ingen måde hvorpå jeg kan slippe fra ham og jeg må forsøge at gøre mig bekvem hvor jeg er nu. Prøve at finde glæde og lykke hvor jeg er nu. Så jeg lader ham komme tættere på mig for hvergang han rør mig, giver ham mere mod på at vise mig mere af hans natur og dominans, giver ham lov til at behandle mig som hans hun.

Han har ikke forandret sig meget. Han tolerere ikke mine ord omkring flokken, vil ikke engang forestille at lytte til de forslag jeg har. Han er stadig hård overfor mig, som var jeg en helt ny ulv i hans territorie som skal oplæres i reglerne og traditionerne. Råber af mig, diskutere med mig når jeg ikke lever op til hans standarder.

,,Ja." Siger jeg kort og ruller øjne, går imod badeværelset for at vaske alt blodet og sveden af min trætte krop, lade det varme vand vaske trætheden fra mig og gøre mig friskere til vores middag. ,,Jeg går i bad. Jeg kommer til middagen."

Jeg går hurtigt mod badeværelset, lader ham ikke sige noget til mine ord og min undvigelse af ham. Det eneste på min hjerne lige nu er at få vasket min krop og genoplade den til middagen. Håbe på at jeg ikke finder nogle af hannerne respektløse og mister tålmodigheden med dem. Angriber dem for latterlige ord eller handlinger.

De har forsøgt at være mere respektfulde, tænkt to gange på de ord de ytrer før de siger noget til mig. Jeg føler jeg har gjort dem bange for mig. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, det er ikke noget jeg ville ønske jeg kunne lave om. Men jeg føler ikke de stoler på mig, ikke lader mig være med i flokken som jeg burde. De kommer ikke til mig når der er problemer med hvalpene. Kommer ikke til mig når de umagede hunner har problemer som jeg ikke finder ud af før dem.

Lupus FeramWhere stories live. Discover now