Det her er 2'eren af 'My Brothers Best Friend'.
Riley finder ud af, at Alexander er blevet en bandeleder. Han er blevet selvfisk, hård, kølig og tænker kun på pengene. Den mørke side kan Riley ikke lide, så hun har tænkt sig at ødelægge den side med...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
{Forvirre; påvirke nogen (mentalt) så vedkommende mister orienteringen, har svært ved at tænke klart, bringes i tvivl el.lign.}
Jeg ser 2 læger komme ind, med blåt tøj. De må nok være fra et andet land. Det nok dem der skal kurere Milo's kræft. Nogle som Alex har skaffet, han sagde nemlig at han ville skaffe nogle af de bedste læger.
"I swear to god, hvis i ikke udføre jeres job korrekt kan i sige farvel til jeres karriere," udbryder Alex til lægerne.
"Jeg kan ikke garantere dig, at han kommer til at leve. Men vi kan prøve at gøre vores bedste," siger den ene læge og bider hende 'sexet' på læben foran Alex.
Son of a bitch, der er ikke fucking tid til at flirte, når freaking det gælder om mit barns liv.
Jeg griner sarkastisk, "jaer og jeg kan garantere dig at hvis du ikke fuldføre dit job, får du personligt mig at bestille. Damn right, jeg ville finde ud af hvor du bor og brække hvert enkelt fucking 206 knogle du har i din freaking klamme luder kro-"
"Jeg tror det er nok Riley," afbryder Alex, og tager fat i min krop, da jeg gik helt tæt på hende med min pegefinger mod hendes ynkelige fjæs. Hun fik et chok og så bange ud.
Overdrev jeg da jeg sagde at jeg ville brække hendes 206 knogler hun har i kroppen? Nahh, det var fortjent.
Hun løb hurtigt ind til operationsrummet, hvor jeg derefter lagde mærke til hvor akavet vores position var. Med 'vores' mener jeg, både mig selv og Alex.
Han havde hans arm rundt om min hofte, og hele hans krop var presset mod mig.
Well det ville være mindre akavet hvis vi nu var sammen.
Men glem nu ikke at han freaking slog op med dig Riley.
Jeg hostede falsk og fjernede hans greb han havde rundt om mig. Eller retter sagt, jeg prøvede at fjerne grebet. Men som så stærk han nu er, trak han mig tilbage, hvor vi endda kom tættere på hinanden.
Jeg vender mig om for at se hans ansigt og flippe ud på ham, så vores ansigter var få centimeter fra hinanden. Vores næser snitter nærmest med hinanden, så tæt vi var.
Han trækker mig ind til et kys.
Jeg kæmpede ikke imod.
Det førte til et snav, men han stoppede øjeblikkeligt.
Han tænker sig lidt om i frustration, og går så hurtigt væk fra mig uden at sige et ord. Efterlader mig tilbage forvirret.
God, han er forvirrende.
Sry guys, det var ikke et langt kapitel I know. Men jeg har mistet lysten til at skrive videre på den her bog, jeg mener, er der egentlig nogen der kan lide den? Like jeg er ved at falde i søvn, hver gang jeg skriver. Its kinda hard ya know.
