Som vi ligger os til hvile bruser oceanisk opium hinsides sindets horisont
Morfeansk støv, gyldent og farvestrålende hvirvler inde i erindringens bred.
Hvad vi var, hvad vi er og hvad vi skal være
Tidens barndom, voksendom og alderdom
Rejsende udødeligt ind i Fantasmagorias titusinde landskaber
Imposante sale af hjernearkitetur, mnemonikmonumenter
Hvordan den mest stabile fundament styrter
Hvordan fra dens dybder nye stiger op
Kosmogonien konstant i bevægelse, konstant ufastgjort fastgjort
Det himmelblå skønt og usigeligt sammenstyrter med psykiske sfærer
Blinkende, enorme, skrumpende, gigantiske
Hvordan jeg kan holde det og dog er det ubegribeligt
Vægtløst drivende i Selvets hav, vægtfuldt nedadsynkende
Faldet fra uskyldig, uvidende fantasi imod hvileløs virkelighed
Å ve, Eders brede, kære Fantasmagoria, tag mig hid på ny!
Fagre afspejlinger er mine billeder af abstrakt drømmesyn
Fejrere stadigt, universet i al dens uforlignelige uperfektion
De skiftende årstider, al det grønne, det blå, folks fagre ansigter
Endnu mere guddommeligt, endnu mere strålende end noget skaberværk
Skabt af fiktion, fakta ej heller sind eller sagn
YOU ARE READING
Songs of the Reed
PoetryA repository of various poems that I have written over the years gathered into this publication. Influences range from Whitman, Ginsberg to Shakespeare and Milton and confluence into what is hopefully a larger collection. It'll be updated daily with...
