Hybrid

Kapitel 28

Det vidste sig at den unge mand vi havde mødt ved jernbanebroen, havde været Siennas storebror. Og det var alt hvad hun var villig til at dele. Hun havde ligeledes holdt det, der stod på papiret han gav hende hemmeligt. Sienna havde efterfølgende ført os til det sted hun havde kaldt hjem, før hun blev indfanget af Vogterne. Rose var fuldstændigt drænet for kræfter, så hun havde lagt sig til at sove på Siennas madrasser. Sienna var 'gået ud', hun havde sagt at vi skulle blive her, mens hun lige fik styr på et par små ting. Xanthus og William stod et godt stykke fra Rose og diskuterede et eller andet, jeg lyttede ikke videre til deres samtale for jeg var fuldt ud fokuseret på Rose. Hun lå på den ene side og med hænderne hvilende på maven. Hun bevægede sine fingrer hen over maven, som kærtegnede hun den mens hun sov. Der kunne ikke være lang tid igen før hun skulle føde, så stor som hendes mave var. Hun trak vejret tungt ind og... Nej jeg måtte have set forkert. Jeg var selv rigtig træt, så måske så jeg bare syner. Da hun trak vejret tungt igen, skete det igen, små glødende flager slog ud fra hendes mave. Hver gang hun trak vejret dybt duggede der flere flager op, som dog hurtigt forsvandt igen. Sammen med synet af flagerne blandede lyden af hjerteslag sig. Det var slog hjerteslag der næsten slog samtidig. "Er du okay?" Xanthus trådt ind i mit synsfelt og skjulte Rose bag sig. Jeg blinkede hurtigt et par gange, før jeg var i stand til at fokusere på ham. "Jeg har det fint. Hvorfor skulle jeg ikke det?" Han kiggede indgående på mig. "Du har virket anderledes siden vi havde..." "Jeg har DET FINT." Jeg cuttede ham af før han færdiggjorde sin sætning. Med det samme meldte kvalmen sig, som for at gøre mig bevidst om at jeg løg. Jeg gik rundt om ham og gik mod udgangen, jeg havde brug for at være mig selv.

Jeg hvilede min pande mod mine ben, mens jeg trak vejret dybt ind gentagende gange. Jeg følte jeg var ved at brænde op selv om vinden der svøbte sig om mig var hundekold og stenen jeg sad på, føltes som en isterning. Først var mine sanser blevet betydeligt bedrer og de bankede stadig på et højt plan. Jeg havde det som om jeg kunne høre alt omkring mig og det var kun blevet tydeligere nu hvor jeg havde lukket mine øjne. Kvalmen havde lagt sig nok til at jeg ikke følte, at jeg var på randen til at kaste op, men jeg kunne stadig mærke den. Var jeg ved at blive syg? Jeg havde dog aldrig haft det problem, men måske havde Vogterne gjort noget ved mig, mens jeg var i deres varetægt. Det kunne godt være det. Sienna og William havde set forfærdelige ud efter det Vogterne havde gjort ved dem. Og jeg havde jo trods alt ikke været i stand til at kunne mærke englen og dæmonen. De var mærkeligt nok, helt forsvundet og jeg havde kun fået det dårligere og dårligere for hvert sekund, jeg ikke var i stand til at finde dem. "Hvad laver sådan en yndig lille sag, herude helt alene?" Jeg kiggede op på personen der havde snakket til mig. En herre i et sort jakkesæt og med en sort hat, hvis skygge dækkede hans ansigt, stod et stykke foran mig. Han bevægede sig tættere på og jeg fik øje på at han træk en sort stok, med en metalkugle foroven. Han slentrede helt roligt og afslappet tættere på mig. Jeg fjernede mig fra stenen og gik om bagved den. "Jeg venter på Sienna." Jeg kiggede indad og håbede på at jeg kunne få kontakt til englen og dæmonen. Uden håb. "Le Doux?" Han grinede. "Hun har aldrig holdt sig sådan nydeligt selskab." Han løftede sin stok og brugte enden til at løfte op i mit løsthængende hår. Jeg kunne mærke stokken gnide mod min kind og det sendte en isende kulde gennem mig. Jeg flyttede hovedet, så stokken ikke længere var i kontakt med mig. Han grinede blot endnu mere. "Sikken en personlighed." Han tog stokken til sig og bankede den så hårdt mod jorden et par gange. To mænd trådte frem fra skyggerne og bevægede sig tættere på, fra hver sin side af. Noget spidst ramte siden af min hals og da jeg trak det ud, viste det sig at være en bedøvelsespil. Jeg slingrede til den ene side og den ene af de nytilkommende mænd greb fat i mig. Den anden mand greb fast i mine ben og sammen løftede dig mig op. Manden med stokken kom helt hen og lagde et stykke gaffatæppe hen over min mund. "Dig skal vi nok hurtigt få gjort medgørlig." Han klappede min kind og nikkede så til mændene.

Bedøvelsesmidlet var allerede ved at være ude af mit system og jeg mærkede trætheden var ved at forsvinde. De satte farten ned og de begyndte at løsne grebet i mig. "Mon ikke hun er klar til at modtage sin første lektion i ydmyghed." Han smilede slesk ned til mig. Han skulle overhovedet ikke røre ved mig og det samme gældt de mænd, der holdte mig. Jeg træk benene til mig så hårdt og hurtigt som jeg kunne. Det kom bag på manden, der holdte dem og han fladt fremad, men fandt desværre hurtigt fodfæste igen. Han strammede grebet jo mere jeg kæmpede for at sparke mig fri og så begyndte jeg at vride mig rundt, for at gøre det svære for dem at holde mig. Manden i med stokken løftede den og slog ned mod min overkrop, som var det eneste han kunne komme til at ramme. Der gik et stød gennem hele min krop og det føltes som om det hele gik i slowmotion, mens stokken nærmede sig. En stærk beskytter trang flammede op inden i mig og mit syn flød ud, da det skiftede til en blanding af sort og hvidt. Englen og dæmonen i mig gnistrede frem, stærkere end nogensinde før. Piggene på min venstre arm stikkede op gennem hele jakkens ærme. Jeg vred mig stadig rundt, mens forvandlingen skete og jeg snittede manden, der holdte mine arme. Store åbne sår åbnede sig i hans ansigt og på halsen, hvor blodet begyndte at løbe frit. Han slap mig med det samme og tog sig til sårende for at stoppe blodet. Stokken nærmede sig stadig, men havde længere ned til min torso, da jeg nu faldt ned mod jorden med overkroppen. Deres ansigtsudtryk skiftede og viste forskellige grader af frygt og forvirring. Da min ryg og vinger ramte ned på jorden, stoppede slowmotion effekten. Jeg rullede til siden med det samme og manden, der holdte mine ben gav villigt slip på mig. Stokken farede ned og ramte jorden hvor jeg var landet. Manden, der blødte fra forskellige sår havde lagt sig på jorden og var stoppet med at vride sig i smerte. Jeg rejste mig på hug og kiggede skiftevis på de to sidste mænd, med mit farvet syn.