Hybrid

Kapitel 72

Sienna sparkede nærmest døren til huset op og råbte så højt at hun vækkede hele huset, så de kom styrtende. Montague var den, der tog det mest roligt af dem og han hjalp mig stille og roligt oven på. "Du tager det meget roligt." Han sendte mig et kort smil, mens han guide mig gennem gangen. "Panik vil ikke ligefrem hjælp på situationen." Han ryster på hovedet. "Nej du har ret." Han skubber en af dørene op, tænder lyset og guider mig hen til sengen. "Jeg er tilbage lige om lidt." Jeg sætter mig tog ikke ned da han er gået. Jeg tager i stedet en dyb indånding og forsøger at tage bukserne af. Hvorfor tog jeg dog også bukser på? Jeg har ikke engang fået dem halvt af da Montague kommer tilbage. Han sender mig et stort smil og tager min hånd. "Sæt dig ned så klarer jeg resten." Med et kort nik sætter jeg mig på sengen og han trækker forsigtigt bukserne af og kaster dem hen i hjørnet. "Vi skal have dig længere ind." I det samme kommer William ind med en balje vand, hvor der kommer damp op fra. "Hvor vil du have den her." Montague peger hen på natbordet. "Stil den der og hjælp mig med så flytte hende længere ind. William stiller hurtigt baljen og tager så fat i mig og følger Montagues instruktioner til jeg er placeret rigtigt i sengen. "Et hospital ville have været bedre." "Vi kan ikke forsvare et hospital William." Sienna kommer ind ad døren med favnen fuld af håndklæder og med Xanthus bagefter sig, ligeledes favnen fuldt med håndklæder. "Skal vi virkelig bruge så mange håndklæder?" Montague griner, trods situationen. "Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig stået for en fødsel før." Han klapper mig på benet og trækker natbordet med baljen ud fra væggen. Der lyder et brag udenfor og vi kigger alle sammen hen mod vinduet, jeg kan dog ikke se særlig meget fra min halvt liggende stilling. Montague nikker til Sienna og hun farer ud ad døren og brager ned af trappen. "Okay dybe vejrtrækninger. Der er stadig lang tid mellem veerne, så det her kommer nok til at tage noget tid." Han vinker William hen. "Okay hun skal fortsætte med at trække vejret stille og roligt også selvom veerne kommer tættere og tættere på hinanden. Når hun har åbnet sig nok, så er det tid til at presse. Det skal gå lidt hurtigt selvom det gør ondt, så hun ikke mister for meget blod. Når barnet kommer ud af vikkel det ind i et håndklæde og ind til hendes brystkasse efterfølgende. Vask barnets ansigt ind så du er sikker på at luftvejene er frie..." William nikker, men virker lidt tom i ansigtet. "Hvorfor fortæller du mig det?" Montague klapper William på skulderen. "Fordi du kommer til at bringe barnet til verden." Alt farven forsvinder fra Williams ansigt. "Hvorfor kan du ikke gøre det?" Montague slipper ham. "Jeg vil være derude samme med Sienna og skulle vi falde så er dig og Xanthus det sidste forsvarsværk inden barnet. Det er bedst at efterlade en af jer her." Montague går hen til døren, men tøver. "Husk at klippe navlestrengen når barnet er kommet helt ud og ellers nogle håndklæder under Zeva og resten til at stoppe blødninger eller noget." Han flytter blikket over til Xanthus og nikker. "Jeg er stolt over dig søn. Glæder mig til at se den lille." Og så er han væk. Den første rigtige ve rammer og jeg griber fat i lagnet og kæmper for ikke at skrige.

Sienna

Hvad end det var eller hvem, som ramte barrieren, så er det eller de væk nu. Alt hvad der er tilbage er en klump støv, der bliver båret væk af en let brise. Der lyder et skrig inden fra huset og jeg vender miginstinktivt mod det. I det samme er der noget der rammer barrieren og jegvender blikket derhen. Jeg ser til mens et sæt dæmonvinger langsomt bliver til støv. "Sienna!" Montague kommer løbende med en oversavet shotgun i hånden. "De flyver direkte ind i barrieren, så hvor meget kan den holde til inden den falder?" Han skærer ansigt. "Ikke nok. Der går lang tid før det barn er født."Endnu en flyver ind i barrieren. "Det her bliver en lang nat." Jeg vrider med hovedet og venter på den virkelige fjender vælger at vise sig. Og jeg skal ikkevente længe. Darnikad lander et lille stykke fra barrieren og samtidig med lander der en mand på hans højre side og dame på hans venstre. Langsomt lander der flere og flere bag ham. Til min overraskelse viser det sig at der lander en lille flok engle lidt længere til venstre. De samler armene på ryggen i det samme deres vinger forsvinder og de kigger alle sammen mod huset, hvor endnu et skrig flænger natten. "Giv os pigen." Jeg ryster på hovedet og flytter blikket fra englene og over til Darnikad. "Hun skal ingen steder." Han sender mig et smil, der sender kuldegysninger ned ad ryggen på mig. "Selvfølgelig går hunikke nogen steder i den tilstand, men det er ikke det væsentlige. Du KOMMER til at give os hende og den nyfødte." Jeg knytter næverne. "Over mit lig." Han slårmed tungen. "Som du vil." Han gør et kast med hovedet og den første række af dæmoner løber direkte mod barrieren. Den holder, men det er tydeligt at den ikke kan holde til meget mere. Den næste rækker følger trop og stormer frem og barrieren begynder at give sig. Montague kigger bekymret på mig. "Nu ville være en god ide at vise dit andet ansigt." Han gør et kast med hovedet modbarrieren, der nu har små huller. Jeg vrider hovedet fra side til side og bider så hårdt sammen, mens min egen dæmon eller genfejl viser sit grimme ansigt. Vingerneåbner sig med et smæld og i det samme fremkalder jeg et ildsværd. Et der er større end dem jeg hidtil har tilkaldt og kraver begge hænder. Ud af øjenkrogen ser jeg englene kigge i min retning med et undrende blik. Jeg træder et skridttilbage med det ene ben og fordeler vægten, mens jeg slår ud i luften med sværdet. Ilden lyser Darnikads ansigt ordentlig op og han smiler koldt til mig.Så løber endnu en række dæmoner ind i barrieren og den falder fra hinanden med et brag. De sidste rækker af dæmoner styrter alle direkte mod Montague og jeg strammer grebet om sværdet. Nu det nu.