Hybrid

Kapitel 47

Amriel faldt til jorden inden hun havde fået kappen helt på og hybriden var henne ved hende før jeg nåde at blinke. Han bevægede sig så hurtigt og knælede ned ved siden af hende. "Du overanstrenger dig selv. Du har ikke meget glød tilbage at give af, så du er nødt til at passe bedre på den smule der er tilbage." Han hjælp hende på benene og holdte forsigtigt fast i hende. Hun begyndte at ryste og de bredte sig gennem hele kroppen, så han var nødt til at holde hårdere fast i hende for at hun ikke væltede. Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle og om jeg overhovedet skulle gøre noget, så jeg blev bare siddende på stenen. Det hele føltes så uvirkeligt, at jeg sikkert vågnede op lige om lidt i min seng i fyrtårnet. Rystelserne blev voldsommere, så han trak hende med ned og sidde. Da de var kommet helt ned, så slog han sine vinger ud og lagde dem omkring dem begge, så jeg ikke kunne se dem for vingerne. En blanding af rødt, sort, hvidt og blåt lys vældede frem inde under vingerne. Langsomt blev lyset svagere og svagere indtil det til sidst forsvandt og vingerne gled væk. Han så mere syg ud end han havde gjort tidligere og Amriel så ud til at have det godt igen. Hun tog forsigtigt fat i ham og kiggede ham dybt ind i øjnene. "Og du snakkede om at spare på de sidste kræfter jeg havde. Du har ikke selv for mange tilbage min ven." Han lukkede øjnene og trak vejret tungt, mens hun guidede ham det sidste stykke ned til jorden. Så rejste hun sig og kiggede på mig. "Jeg har så meget jeg skal have fortalt dig, men ikke meget tid. De leder efter dig og det vil lykkes dem til sidst at finde dig. Barrieren, der beskytter og skjuler øen kan snart ikke holde mere og når det sker, vil de ankomme." Jeg rynkede brynene for gud ved hvilken gang og kiggede på hende. "Hvad mener du? Hvem kommer?" Hun viftede med den ene hånd. "Det kommer jeg til. Du skal først forstå fortiden, for at kunne forstå nutiden." Hun knælede ned foran mig og lagde sine hænder rundt om mine. Så trak hun i dem, så jeg var nødt til at følge efter hvis jeg ikke ville falde ned fra stenen. Vi sad overfor hinanden og med vores hænder samlet i hendes skød. Hun sukkede dybt og kiggede mig så dybt ind i øjnene. Så løftede hun den ene hånd og prikkede mig i panden.

Omgivelserne var helt slørede og alt for mørke til jeg kunne skelne noget som helst. Jeg knep øjnene hårdt sammen og åbnede dem så igen. Meget langsomt faldt tingene på plads, så jeg kunne se Amriel dugge frem foran mig. Den mørke jeg havde opfattet, var fordi solen var ved at gå ned og ikke længere stod højt på himlen. Mine hænder lå stadig i hendes skød og vi sad på nøjagtig samme måde som før hun prikkede mig i panden. "Hvad gjorde du lige? Hvad var alle de billeder?" Hun blinkede hurtigt, som havde hun siddet og sovet. "Det var sådan Zearrianet så ud før katastrofen indtraf. Det er sådan jeg husker stedet. Storslået og et gyldent paradis." Ja gyldent var det. Alle bygningerne var beklædt med guld og personernes tøj havde guld trådede vævet ind i det. De var virkelig glad for guld. Zearrianet havde været et højteknologisk samfund hvor alt der kunne skabes var skabt eller var ved at blive det. Der var dog en ting de ikke selv kunne skabe. "I kunne ikke få børn?" Amriel rystede på hovedet. "Nej det kunne vi ikke længere. De materialer der blev brugt til teknologien påvirkede gradvist dem der brugte dem, indtil det forvandledes os helt. Det var det der gav os de gyldne vinger, den lettere gyldne hud og auraen. Men den tog også noget, evnen til selv at få børn og evnen til at ældes. Vi blev sterile og forblev det lige til det sidste. En maskine af en slags blev opfundet, jeg kender ikke den præcise mekanik bag den, men den kunne blande dna sammen og ud kom en ung voksen. Man kunne søge om at få et "barn" når man var blevet forenet med en partner, men det var en meget langsom proces med en endnu længere venteliste. Din far og hans bedsteven, der begge var forskere, eksperimentere med at finde en løsning mod steriliteten. De arbejde med genmodifikationer, som var ulovligt at arbejde med. Midt i det hele fik din far og jeg informationen om at det nu var vores tur, at vi måtte få dig. Han droppede de ulovlige eksperimenter, for nu fik han det, der i sin tid havde fået ham til at eksperimentere. Det at han droppede eksperimenterne fik ham og hans bedsteven til at komme i et kæmpe skænderi der til sidst ødelagde deres venskab. Vennen, fortsatte forsøgene, mens vi gjorde os klar til at skabe dig. Skabelsen eller tilblivelsen tog lang tid og vi var næsten helt færdige og så tæt på at kunne holde dig i vores arme, da katastrofen indtræf." Hun lukkede øjnene og holdt dem lukket i et godt stykke tid, inden hun åbnede dem igen. "Han pilede ved DNA sammensætning. De genmodifikationer han havde arbejdede med gjorde han til en del af din sammensætning. Da vi fandt ud af det blev vi rasende, men sket var sket og det kunne ikke laves om. Han havde ødelagt hvad vi var ved at få skabt, men måske der alligevel var en løsning på det hele. En måde hvorpå du ikke skulle betale for det vi havde sat i gang." En rynkede brynene. Det var så mange informationer på en gang og det hele rodede rundt inde i mit hoved, mens jeg kæmpede med at få det hele til at falde på plads. Jeg vidste dog godt hvad hun hentydede til. "Foreningen. Det var det i gjorde, var det ikke?" Hun nikkede kort. "Jo. Din far og jeg forenede den energi vi havde sammen med den energi der kom fra maskinen og dig. Det var meningen at den samlede energi skulle beskytte dig, putte dig i dvale så når vi havde løsningen på genmodifikationerne kunne rette op på det hele. Der skete bare så meget mere end det. Det skabte en kæmpe energi bølge, der påvirkede alt og alle. Zearrianet eksploderede og sendte os alle sammen til denne verden, hvor vores udsende blev ændret takket være genmodifikationerne, der fulgte med energibølgen. Det din far og jeg gjorde ændrede alle til det i kalder dæmoner eller engle, men det skyldes alt sammen genmodifikationerne."