Det hele startede med et spil (MG)

Part 51 || Meet&Greet 2/2

Jeg stod op af døren og kiggede rundt. Jeg blev så glad af at se hvor gode drengene er overfor deres fans.
"Olivia?" Jeg vendte mig om, og så den person jeg nok mindst havde håbet jeg ville nogensinde møde igen...

"Martin... hej," hilste jeg vildt akavet, og kiggede væk.

(Note: Martin var ham, der var Olivia utro, og endte med at slå hende. Hvis du er helt væk, kan du evt. læse part 25)

"Det er godt nok lang tid siden, huh?" Konstaterede han grinende. Jeg rullede øjne af ham. Han var skiftet skole lige inden sommerferien inden 9. Klasse, jeg tror det var fordi at alle hadede ham.

"Heldigvis," svarede jeg flabet. "Så forsatan Olivia, du har sku fået attitude," grinte han, på en vildt irriterende måde.

"Martin, hvad laver du her?" Spurgte jeg, for at komme lige til sagen.

"Jeg er her med min lillesøster, Freya," svarede han bare helt ligegyldigt. "Der kommer hun sørme," fortalte han pludselig. Og der kom hun. Freya og mig havde et rimeligt stærkt bånd, og siden Martin og mig slog op, havde jeg faktisk savnet hende en del. Hun var virkelig køn, selvom hun kun var 9.

"Hej Olivia!" Hendes øjne lyste op, og hun løb hen og krammede mig. Jeg bukkede mig ned, så krammet ikke føltes så mærkeligt.

"Hej Freya, du er da vokset siden sidst!" udbrød jeg overrasket. Det var faktisk lidt løgn, men så kunne hun ligesom føle sig lidt sej eller sådan noget.

"Ja!" svarede hun stolt. "Hvorfor er du aldrig hjemme hos os længere?" spurgte hun og kiggede trist ned i jorden. Jeg kiggede mærkeligt på Martin.

"Freya, det har jeg forklaret dig, vi snakker lige om det senere, ikke?" spurgte Martin. "Skal du ikke hen og hilse på Marius og ham den anden igen?" spurgte han så. Freya så surt på ham.

"Marcus og Martinus!" rettede hun ham bestemt, og løb over til dem igen.

"Pinligt Martin!" grinte jeg. "Men hvorfor er I, i Sverige?" Spurgte jeg igen. "Jeg har jo familie her i Sverige, så vandt de en meet&greet konkurrence, og valgte at give den til Freya, eftersom de ikke selv har små børn," forklarede han.

"Hvad med dig?" Spurgte han så.

"Jeg er her med min kæreste... Martinus," fortalte jeg og nikkede mod Martinus. Martin nikkede.

"Er Martinus din kæreste? Nu du vel ikke bare endnu en fangirl som tror hun er noget vel?" Grinte han. Jeg så surt på ham.

"Nej det er jeg ikke, Martinus er faktisk min kæreste, og han er en bedre kæreste end du nogensinde var!" Snerrede jeg surt. Martin så overrasket på mig.

"Olivia... er du stadig ikke kommet dig over mig?" Spurgte han med medlidende tonefald. Hvad fanden bilder knægten sig ind.

"Det er jeg da i hvert fald!" Udbrød jeg surt.

"Det var da godt. Du ved... vores forhold det endte lidt galt, så jeg tænkte om jeg ikke kunne invitere dig på cafe eller sådan noget, for jeg vil virkelig gerne forklare det for dig," spurgte han.

På en måde ville jeg gerne sige ja, for hvis der nu lå en større grund bag det hele, ville det være godt endelig at kunne få fred. Det måske svært at forstå, men følelsen ikke at vide hvad der præcist gik galt, er en ubehagelig følelse, som aldrig rigtigt går væk.

"Kun som venner?" Spurgte jeg bestemt og krydsede mine arme.

"Kun som venner!" Kopierede han og så mig dybt i øjnene.

"Så kan det vel godt gå," svarede jeg. Det var jo kun som venner, så hvorfor skulle Martinus have noget i mod det.

"Hvem er det?" Jeg mærkede en arm sno sig rundt om livet på mig, og et kys plantet på min kind.

"Det er bare en ven, Martin," fortalte jeg. Martin smilte venligt og rakte hånden frem mod Martinus, som også venligt tog i mod den... han skulle bare vide...

//

Kreativitet alligevel haha. Martin og Martinus:D)