Måneblod

TRE OG TYVE

Kapitel 8:Skæbne

Tiden stod stille i det mørke kælderrum. Det eneste der fortalte mig, at tiden gik, var fugten, der lave dryplyde ned mod gulvet. Men jeg kunne ikke tælle sekunderne. Jeg havde efterhånden glemt, hvor lang tid et sekund tager. En gang imellem hørtes vrælende skrig og gråd fra de andre rum, men aldrig forståelige eller sammenhængende ord. Gad vide hvor længe de havde været fanget her. Og gad vide om det også er sådan jeg ender, funderede jeg træt og bange. Det eneste der var at lave, hernede i den fugtige og klamme celle, var at sove, stirre tomt frem for sig, og tænke. Efter utallige forsøg, lykkedes det mig at lade være med at tænke på Theo, hvis liv snart ebbede ud. Hver gang hans ansigt dukkede op i mit hoved, skyndte jeg mig at tænke på strukturen i tæppet eller noget andet neutralt. Jeg kunne ufrivilligt høre Ard'ons stemme for mig: "Han har tre, måske kun to måneder tilbage."

Please lad det være tre.

Hver eneste gang jeg fejlede i mit forsøg på ikke at tænke på ham, knyttede der sig en større og større knude i min mave. Det føltes som om min krop var i gang med at nedsmelte sig selv indefra.

En højlydt skramlem ved nøglehullet fik mig til at vågne af den overfladiske søvn. Straks blev jeg lysvågen. Jeg satte mig langsomt op, og prøvede at nyde den sidste tid, inden ringen skulle lægges om min hals igen. Døren svingede op med den frygtelige lyd, og gennem det grønne fakkellys trådte en skikkelse, mindre end fangevogteren. Forskrækket glippede jeg med øjnene, da jeg genkendte kvinden fra i går. Syrla, havde ham på tronen kaldt hende. Hun bevægede sig yndefuldt hen til mig og tvang mit hoved bagover, langt hårdere end fangevogteren havde gjort. Hun stirrede ind i mit tilbagevredne ansigt. Hendes øjne havde et feberagtigt skær, og med et foruroligende smil om munden, gav hun mig halsringen på. Så blev hendes ansigt igen hårdt, som om hun huskede, hvorfor hun var her.

"Fyrst Ailar ønsker at tale mig dig." Hun tøvede, men tilføjede så med et fast greb i min overarm: "For din egen skyld, så opfør dig med værdighed." Hun rynkede på næsen i afsky som om jeg lugtede grimt - hvilket jeg sikkert også gjorde efterhånden - og bandt mine hænder på ryggen. Jeg rystede allerede over hele kroppen af bar skræk. Den spinkle kvinde skræmte mig.

Hun hev mig med knusende kraft op ad trapperne, flåede i lænken hver gang jeg gik for langsomt, hvilket efter hendes mening var tit, og slyngede om sig med bandeord. Det var svært at bevare roen, ja faktisk bare at tænke, når hun virkede så aggressiv. Vreden langede ud efter mig med lange fangarme.

Langt om længe nåede vi op til tronsalens port, og jeg stoppede, fordi jeg regnede med at vi skulle derind igen. Et særligt hårdt riv i lænken, efterfulgt af et spark over skinnebenet, fortalte mig, at jeg havde taget fejl. I stedet trak hun mig videre ad gangen, indtil vi nåede enden af korridoren. Syrla åbnede hidsigt døren, smukt udsmykket med udskæringer og symboler, og skubbede mig ind. Hun skar mit reb over med en kniv, og jeg var sikker på at hun strejfede mine håndflader med kniven med vilje. Så lukkede hun stille døren efter sig.

Ironisk, eftersom hun ikke var videre forsigtig med mig.

Syrla havde ikke ulejliget sig at fjerne min tunge halsring. Tøvende så jeg mig om i lokalet. Her var intet natte-loft som i tronsalen, men derimod et mørkt, træbeklædt loft, hvorfra der hang flere lysekroner af smaragder. Den grønne farve gik igen, både på malerierne på væggene, og tæppet under det blanke skrivebord. Bag skrivebordet sad han – Fyrst Ailar eller hvad han var. Han så ikke på mig, men på en kvinde ved siden af sig. Hun var gammel og rynket, med det grå hår sat op i nakken, og den lange, vinrøde fløjlskjole bredt ud under sig. Hendes holdning var mere rank, end man ville forvente af én på hendes alder. Hendes ansigt var fredfyldt, men alligevel stærkt, og jeg kunne straks se at hun var noget specielt. Fyren, som også i dag var indhyllet i en dragt af skygger, talte mumlende med kvinden, og ingen af dem tog tilsyneladende notits af, at jeg var her.

Jeg var alt for bange til at sige noget, men lyttede bare til deres mumlende stemmer. Så tog jeg mig gevaldigt sammen og kom med et lille host. Først skete der ingenting. Så tav de på samme tid, og vendte sig uhyggeligt synkront mod mig. Det så så spøjst ud, at jeg et øjeblik glemte hvor jeg var, og kom til at smile. Til min store lettelse smilede kvinden tilbage med sådan en varme i blikket, at jeg for en kort stund ikke kunne mærke mine blå mærker eller ringen om halsen. Ailar så stadigvæk på mig med et slapt og ligegyldigt blik i øjnene. Ham skulle jeg nok ikke forvente en varm velkomst af.

Den gamle kvinde rakte en hånd ud, og klappede på stolen ved siden af sig. Hun så ikke ud til hverken at ville slå eller råbe ad mig, så med langsomme skridt gik jeg over det bløde, grønne tæppe hen til skrivebordet. Den lange lænke slæbte sig raslende efter mig. Et øjeblik var jeg tæt på at vende om, men så så jeg igen på kvinden, og satte mig beslutsomt ned.

Forsigtigt rakte hun ud efter mig, strøg mig blidt over kinden med en blød hånd, og begyndte at åbne min halslænke.

"Drop det, Segdâ." vrissede Ailar, og hun fjernede sin hånd fra min hals.

"Men jeg ville bare – " stammede hun, med ét usikker. Ét enkelt blik fra ham, fik hende til at tie.

Endnu vovede jeg ikke at se på fyren over for mig, og pillede i stedet nervøst ved en løs tråd i mit ærme.

"Du... Øh... De ville se mig?" hviskede jeg, da stilheden blev for lang. Han så op fra sine knyttede hænder, og igen skete det underlige med hans ansigt. Øjnene blev klare og blå, og farven vendte kortvarigt tilbage til hans ansigt. Han virkede alt for ung til at kunne kalde sig 'fyrste'.

Så forsvandt det milde igen. Det var som om han ikke så på mig, men igennem mig, da han talte.

"Ja, fange, det vil jeg." Han rettede sig op i stolen, og pegede så på kvinden, Segdâ, til venstre for sig. "Segdâ er vølve. Den dygtigste af sin slags." Segdâ smilede stolt. Ailar fortsatte uden at se på hende.

"Selvom man ikke kan se det på dig, har vi grund til at tro, at du er..." Han ledte efter ordet. "Speciel." Han spyttede næsten ordet ud. Der herskede slet ingen tvivl om, at han ikke selv troede meget på det.

    Det gjorde jeg sådan set heller ikke.

"Segdâ har indvilliget i at læse din fremtid for os. Og hun synes, af uforklarlige årsager, at du også burde være til stede, mens vi finder ud af, hvor ynkeligt dit liv vil blive."