Måneblod

FEM OG TREDIVE

Ailar fortsatte:

"Ser du, lige nu befinder du dig – som du allerede ved – på Borgen. Vi er midt i Skoven. Ubehageligt sted. Borgen er et tilholdssted for Fuldmånesekten." Han holdt en kunstpause. "Nu fortæller jeg dig noget, som jeg aldrig havde troet, jeg ville fortælle nogen, der ikke var en del af sekten." Han sank en klump. "Hele formålet med sekten er, at... gøre dit folk til slaver. Vi prøver at skabe en hær på... syv milliarder er det vel, der kan følge vores ordrer og skabe det imperium vi ønsker os."

Slaver? Skulle alle mennesker på Jorden være slaver?Jeg fnøs forarget. Så var han jo en psykopat alligevel! Hvordan kunne han gøre det? Nu gik jeg lige og troede, at han ikke var vanvittig og kold alligevel. Og så viste det hele sig bare at være skuespil! Forfærdet rejste jeg mig op, og bakkede langsomt væk fra ham. Han havde et åndsvagt, trist udtryk i øjnene.

"Det er ikke som du tror," hviskede han fortvivlet.

Hvad var det for en latterlig kliché at fyre af?

"Hvordan er det så?" hvæsede jeg gennem sammenbidte tænder. "Du er ligesom jeg troede! Kold og komplet vanvittig!" Det lød også som en kliché fra en dårlig film, men jeg kunne ikke få andet frem. Mine erfaringer i at håndtere truende situationer var åbenbart begrænset til erfaringen fra dårlige komedier.

Jeg ville ikke være i samme rum som ham længere. Jeg pressede mig selv op i et vådt og uendeligt koldt hjørne. Ailar løftede hænderne op foran sig, som for at overgive sig.

"Jeg gør dig ikke noget. Det har jeg allerede lovet dig. Kom nu herhen igen, så jeg kan fortælle videre." Han stemme var ærlig, og langsomt, et tøvende skridt ad gangen, bevægede jeg mig hen mod briksen, han sad på. "Vær nu sød at sætte dig," bad han.

"Jeg har det fint med at stå." Jeg lagde armene over kors. Han kiggede mig ind i øjnene, og hvis jeg ikke havde været så vred og bange, ville jeg nok ikke have kunnet trække vejret. De øjne kunne gøre granit flydende.

"Sagen er den, at jeg ikke vil mere. Jeg har aldrig villet det så meget som de andre. Jeg har altid fået at vide af nogle andre, hvad der var det rigtige at gøre, eller det som de andre synes, var det rigtige. Inderst inde, har jeg aldrig ønsket at slavebinde dit folk. Det er en forfærdelig forbrydelse at begå." Oprigtigheden lyste ud af øjnene på ham. Jeg vidste ikke helt, om han talte sandt.

"Tror du på mig?" Han stirrede bedende på mig.

Skælvende sank jeg en klump. "Ja. Okay."

Han lyste op i sit englesmil. Uvilkårligt smilede jeg igen.

"Jeg har manglet én at betro mig til. Alle de andre er jo sygeligt optaget af missionen." Han vrængede ordet ud. Han vendte øjne.

Stille satte jeg mig ned ved siden af ham, og spurgte:

"Vil du høre noget vildt?" Forsøgte at få det til at lyde henkastet. Han så opmærksomt på mig.

"Eller måske er mærkeligt det rette ord. Før jeg... øhhm... blev hentet hertil, gik jeg på et gymnasie. Der var en dag, hvor jeg... stødte ind i en dreng," – Faktisk var det lidt mere bogstaveligt end jeg ville være ved – "der lignede dig ret meget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det var dig?" Jeg bed mig halvflovt i underlæben.

Han så med et undrende udtryk på mig. "Hvordan skulle jeg kunne rejse mellem vores verdner?"

Spørgsmålet gjorde mig varm i kinderne, og jeg vendte hurtigt hovedet, så han ikke skulle se, at jeg rødmede. Han havde ret. Hvordan skulle man kunne det? Jeg havde bare tænkt, at når nu det kunne gå den ene vej, kunne det måske også gå den anden vej. Alt var så ulogisk, at lige netop dét ville være logisk.

En dæmpet latter fyldte den kolde luft. Ailar rystede af indestængt latter, han svajede fra side til side. Med latteren brusende ud ad øjnene, lænede han sig tilbage mod væggen. "Jeg driller dig bare. Undskyld, det gør ikke ligefrem det hele lettere at forstå!" Med ét var han alvorlig igen.

"Jo, det var mig der greb dig."