Måneblod

TO OG TREDIVE

Ailar kom med et lavt udbrud, og greb mig med den ene arm, inden jeg ville have ramt gulvet. Han gav et lille støn fra sig af anstrengelse eller smerte. En elektrisk strøm sitrede det sted han havde rørt mig, selv efter han havde sluppet mig og rettet sig op igen. Han gik hurtigt et par skridt tilbage, som om han ikke ville stå for tæt på mig. Vi stod begge som statuer og så på hinanden. Han lignede drengen fra mine drømme igen, smuk og ubekymret, og ikke fyldt af fjendtlighed, som han tilsyneladende havde været, når andre var til stede. Jeg vidste, at jeg hadede ham. Det var en oplysning, der lyste med store, fede neon-bogstaver i mit sind. Men min hjerne og resten af min krop var ikke enige. Resten af mig hadede ham ikke helt. Det var underligt, at han var så meget anderledes, end han havde været før. Det forvirrede mig. De vrede bølger, der samlede sig om ham, når han var aggressiv, var lige nu erstattet af afventende nysgerrighed. Jeg nægtede purre at lade ham slette al sin dårlige opførsel, bare ved at komme ned i min celle. Måtte han overhovedet det?

Han bevægede sig næsten umærkeligt et halvt skridt nærmere.

Den eneste lyd, var fugten der dryppede ned fra væggene.

Tavsheden begyndte at trykke, men ingen af os havde større lyst til at bryde den. Var det bare mig, eller var hans ører en lille smule røde? Det blev mig der brød det stille tomrum mellem os, med den første sætning der faldt mig ind.

"Jeg troede du var død," hviskede jeg mere konstaterende end det var ment. Jeg gloede ikke længere, men så vist lidt mere almindlig ud. Han rynkede sin glatte pande, som om det var noget han ikke helt forstod. Der var stille et par lange sekunder.

"Død?" hviskede han tilbage. Det gav et sæt i mig da han talte. Sådan havde han aldrig gjort før, roligt, som om det var noget vi tit gjorde. Jeg nikkede langsomt. Det lod til, at han ventede på, at jeg skulle sige noget til ham. Derfor begyndte jeg langsomt. "I går. På gangen. Der kom én og..." Jeg ledte efter ordene. "... huggede dig ned." Forståelsen begyndte at lyse ud af hans øjne.

"Men du advarede mig jo. Du bad mig dukke mig. Jeg slap med en flænge over ryggen."

Det forklarede hans humpende gangart. En flænge af den kaliber, et sværd giver én, heler ikke på et døgn.

Hvor føltes det dog sært, at stå og hviske til hinanden. Det var som om, at det her var en helt anden person, end ham, der havde ladet som om, han skar min strube over. Ailar slog blikket ned mod sine fødder der stod placeret omhyggeligt et par meters afstand fra mine.

"Faktisk er jeg kommet for at sige tak." Han så forlegent den anden vej. Det var ikke, som da han ikke ville se mig i øjnene forleden dag. Han virkede på en eller anden måde... mere menneskelig nu. Jeg så grundigt på ham. Da jeg først gik i gang, var det faktisk svært at tage øjnene fra ham. Jeg havde ikke givet mig selv lov til at se på ham før nu, men hans naturlige skønhed overraskede mig. Han mærkede vist at jeg kiggede på ham, for han vendte hovedet med et ryk. Han så stadigvæk lidt genert ud. Han var pænere end jeg først havde troet, da jeg så ham på gymnasiet. Uvilkårligt trådte jeg et lille skridt tættere på ham, for bedre at kunne se i halvmørket. Han havde mørkt, lidt pjusket, hår, der skinnede i lampens bløde skær. Øjnene var isblå, og lod til at kunne gennemskue alt og alle. Bare han ikke kunne se på mig, at jeg syntes han var flot. Det kunne han nok godt, eftersom jeg var ved at glo øjnene ud af hovedet. Hans læber krusedes i et smil. Det gik op for mig, at jeg aldrig havde set ham smile før.