Måneblod

SYV OG FYRRE

Luna? Hvad betød det? Hvem var det? Genkendelsen gav et svagt ekko i mit sind. Jeg havde da hørt ordet før? Mange gange endda. Mine øjenlåg åbnede sig, men lukkede sig straks igen. Vanddråberne haglede hen over mit ansigt. Hurtige skridt kom nærmere, og så stoppede vandet med at stænke mod mit ansigt. Trykket på min nakke var også væk. Fortumlet lå jeg og stirrede op på stjernehimlen. Langsomt vendte lydene og følelserne tilbage. Mudderet svøbte sig koldt om mine arme, og den brusende lyd af et vandløb nåede min ører. Jeg gned mit ansigt tørt med en beskidt hånd, hvorefter jeg satte mig op. Få meter fra mig stod en mand bøjet ind over en skikkelse. Langt ravnsort hår lå i bølger om skikkelsen, der, ligesom jeg, lå på jorden. Hun lå helt stille.

Manden vendte sig mod mig, og rakte en hånd ned mod mig. Tøvende tog jeg den. Jeg havde det som om, jeg havde set ham før. Især det mørke hår og det flækkede øjenbryn virkede bekendt. Og stemmen, da han talte til mig.

"Luna? Er du okay?"

Den var en smule mere grødet end jeg huskede den. Forundret så jeg på tåren, der løb ned ad hans kind. Jeg tog mig selv til kinden, men der var ingenting. Han lagde begge arme om mig, og trak mig ind i et knus. Nu kunne jeg huske...

Det var som om, jeg havde været ved at drukne, men nu kom op til overfladen igen. Det var Ailar der omfavnede mig! Tænk, at jeg for en kort stund havde glemt ham. Tænk, hvis jeg ikke var kommet i tanker om, hvem han var! Og Luna var mig selv. Det havde jeg ikke kunnet huske lige før.

Forsigtigt trak jeg mig ud af Ailars knus.

"Hvem var den kvinde?" spurgte jeg tøvende. Ailar fjernede en tot hår fra mit ansigt.

"Det var Huldren. En slags heks som dit folk fandt på for at skræmme børn fra at gå med fremmede. Historier fortæller, hvordan Huldren lokkede børn med hen til vandløb, for at hviske deres hukommelse ud, så de glemte alt. Selv deres navn."

"Et øjeblik havde jeg glemt, hvad jeg hed. Og hvem du var," hviskede jeg gysende. Ailar så heller ikke ud som om han følte sig specielt godt tilpas. Han trak mig med gennem skoven, og snart kunne jeg ane bålet, jeg havde tændt. Der var kun gløder tilbage. Faklen ved siden af var brændt ud.

"Det er da ikke ret lang tid siden jeg tændte bålet," sagde jeg, mest til mig selv.

"Det ser da ellers sådan ud. Fra jeg fandt dig og Huldren nede ved bækken og til nu, er der nok gået en time. Men det er ikke så underligt at du mistede fornemmelsen af tiden. Det er jo det Huldren kan. Eller kunne," tilføjede han med et smådystert smil om læberne, men så derefter lidt brødbetynget ned i jorden. "Jeg har faktisk... gjort det af med hende." Jeg kunne høre, hvor han anstrengte sig for ikke at bruge vendingen "slået ihjel". "Du skal ikke se så forfærdet ud!" tilføjede han, da han så mit skræmte ansigtsudtryk.

"Det er lidt svært at lade være med," mukkede jeg.

Ailar trak bare på skuldrene, og vendte sig mod bålet. Han lagde lidt mere brænde på, og pirkede lidt til gløderne, så ilden snart blussede op igen. Jeg satte mig på en af træstammerne, og stillede et af de spørgsmål, der trængte sig på."

Hvordan slap du væk? De trolde så utroligt store ud..." Gåsehuden bredte sig bare ved tanken.

"Ja, de var ikke helt nemme at slippe fra. Jeg har selv fået dem oplært. Trolde er jo ret dumme, så oplæring ved jeg ikke om man kan kalde det. Men netop fordi de er så dumme, skal der ikke ret mange hak i tæerne til, før de ikke længere har øje for andet. Og så – "

"Hvordan kan du bare skade andre på den måde?" afbrød jeg. Min stemme lød nok mere frastødt end det var ment.

"Du kan ikke klare dig, hvis du ikke kan slå fra dig. Hverken på Borgen eller her i Skoven. Det var derfor jeg gav dig daggerten. Tænkte du slet ikke på at bruge den mod Huldren?"

Næ. Jeg havde ikke én eneste gang tænkt på daggerten. Det virkede ellers som en oplagt mulighed nu.

"Men i hvert fald... " fortsatte han hurtigt sin fortælling, "løb jeg hele vejen hen ad gangen. Der var allerede flere vagter efter mig. Hvis ikke jeg havde kunnet bruge min Ilmortal-kraft, var jeg ikke sluppet væk. Men vagterne så lige hen mod døren, hvor jeg gerne ville hen. Som du ved, kan jeg bevæge mig i forbindelse med, hvor folk ser hen. Så det var ikke specielt svært at komme ud. Da jeg var ude af døren, løb jeg så hurtigt jeg kunne hen ad stien, indtil krattet var revet til side. Jeg kender stien ud og ind, og der plejer ikke at være en åbning ind til Skoven dér. Jeg regnede med, at det var dig der havde lavet den. Jeg fulgte dine spor, først hen til bålet, og derefter ned til bækken. Ja..."

Ailar fjernede lidt skidt fra min kappe og strøg mig forsigtigt over håret. Et smil blødte mit ansigt op, og jeg fjernede et mørkt øjenvippehår, der lå på hans smilende kind.

"Ved du hvad?" smilede jeg en smule genert til ham.

Han kiggede på mig med øjne, der havde en sær og smuk glød. "Nej," hviskede han med øjnene på mine læber. Jeg tog en dyb indånding.

•••
Fra mig:

Okay, bare for lige at friske op: Ailar taler om en illmortal- kraft. Illmortal betyder, at man er ældes langsommere end andre. Ailar har levet i 37 år, men er sådan set sytten udenpå og indeni. Nogle illmortal har krafter, og Ailar kan bevæge sig i forbindelse med hvor folk ser hen. Hvis nogen kigger ned for enden af gangen, så kan han lynhurtigt være der.  

Smid meget gerne en kommentar eller en stjerne!