Susan og Ned kørte igennem en skovklædt tom sektion af motorvejen. Lyn blinkede, torden brølede, himlen var fuldkommen sort og regnen væltede ned.
"Vi må hellere stoppe" udbryder Susan.
Ned nikkede. Han træder på bremsen, og pludselig begynder bilen at skride på den regnglatte vej. De bliver rykket væk fra vejen og glider ned i bunden af en skråning.
Ned er fuldkommen ligbleg og ryster over hele kroppen, Ned får hurtigt selvopfattelsen tilbage og tjekker om Susan er okay. Hun nikke og Ned er igen afslappet og kigger ud igennem vinduet der er gennemblødt af regn.
"Jeg går lige ud og ser hvor slemt det er" siger han til Susan. Og så begiver han sig ud i stormen. Hun kunne se hans sløret skikkelse i lygterne, hun så ham gå rundt i på forsiden af bilen. Et øjeblik senere, sprang han drivvåd ind til hende.
"Bilen er ikke så slemt beskadiget, men vi er dybt begravet i mudder"
"Jeg prøver at at gå ud og finde noget hjælp, for vi kan umuligt selv for bilen fri"
Susan nikkede nervøst. Der ville ikke være nogen hurtig redning her.
Han sagde til hende at hun skulle slukke lygterne og låse dørene, indtil han var sikkert tilbage.
Selvom Ned ikke havde sagt navnet højt, vidste de begge, hvad han havde tænkt på da han sagde til hende at hun skulle låse bilen. Det var det sted, hvor en mand engang havde taget en økse og slået sin kone ihjel i et jalousi raseri over en påstået affære. Angiveligt skulle øksemandens ånd hjemsøge denne del af vejen.
Ude for bilen hørte Susan et skrig, et højt slag og en underlig jernagtig lyd.
Men hun kunne ikke se noget bevæge sig rundt ude i mørket.
Hun gled langsomt længere ned i sædet. Hun sad i stilhed i et stykke tid, og så bemærkede hun en anden lyd .. Bump.. Bump.. Bump. Det var en mærkelig og tung lyd.
Pludselig blev hele bilen oplyst af et klart lys. En Politi lignende stemme fortalte hende at hun skulle komme ud af bilen. Ned havde sikkert fundet en politibetjent.
Susan låste døren op og trådte ud af bilen. Hun prøvede at få hendes øjne til at se i skarpe lys.
Hængende fra et træ ved siden af bilen var liget af Ned. Hans blodige hals var blevet skåret så dybt, at han næsten var hukket midt over. Vinden svingede hans lig frem og tilbage, så det dunkede mod træet. Bump. Bump. Bump.
Susan skreg og løb hen imod stemmen og lyset. Da hun kom nærmere indså hun at lyset ikke kom fra en lommelygte. Det var en lyset af en glødene mand, som havde et stort smil tværs over hans ødelagte og blodige ansigt. I hånden holdt han en ægte jernøkse, der lyste op i måneskinnet.
Hun bakkede væk fra den glødende mand, indtil hun mærkede kofangeren ramte hendes ryg.
"Sniger dig omkring, når jeg vender ryggen til" hviskede spøgelset, derefter strøg han den skarpe klinge med fingrene. "Du har været meget uartig"
